Derfor lugter din vaskemaskine

Hvis din vaskemaskine lugter surt, er det et tegn på, at der har ophobet sig kalk og smudsrester i maskinen, hvilket giver grobund for bakterier.

Det kan ikke nødvendigvis ses, da kalk og smuds kan sidde indvendigt på tromlen eller i revner og sprækker.

4 typiske grunde til at vaskemaskinen lugter

  • At der kun vaskes ved lave temperaturer
  • At vaskemaskinen ikke bliver rengjort
  • At vaskemaskinen er tilkalket
  • At lågen og sæbeskuffen lukkes efter vask, så fugten bliver i maskinen.

Sådan rengør du vaskemaskinen og fjerner lugten

  • Tag trevlesien ud, tøm den og rengør den med en tandbørste. 
  • Rens sæbeskuffen for sæberester på både for- og bagside. På de fleste maskiner kan sæbeskuffen tages ud med et lille, fast ryk. 
  • Skrub hullerne over sæbeskuffen (der, hvor vandet kommer ind) med en hård børste, så der ikke sætter sig kalk og bakterier. 
  • Fjern kalk fra hullerne hvor vandet kommer ind i maskinen. Brug fx en kødnål til at skrabe kalken løs, hvis der er meget og/eller spray en blanding af 4 dele vand og 1 del eddikesyre 32 % på, og lad det virke natten over. Du kan også sætte en klud med eddikesyreblandingen på hullerne natten over. 
  • Tør ruden og plastkanten ved lågeåbningen af med en fugtig mikrofiberklud, og vær særlig opmærksom på snavs i plastkantens revner. Plastkanten, der også kaldes dørbælg eller lågebælg, kan være fyldt med gamle kalkrester. Fjern kalken ved at smøre 1 del eddikesyre og 3 dele vand på og i plastkanten. Læg evt. et gammelt håndklæde i bælgen og hæld opløsningen over.
  • Afkalk vaskemaskinen med et afkalkningsmiddel. Fx kan du bruge citronsyre. Følg anvisningen på produktet.
  • Kør en kogevask på 95 grader som afslutning på rengøringen af vaskemaskinen, gerne med hvidt tøj og et hvidvaskemiddel.
  • Hvis du har tilført vaskemaskinen lugt udefra som ikke vil forsvinde, fx ved at vaske en klud med terpentin på, bør du følge rådene ovenfor og evt. prøve at anvende Rodalon som lugtfjerner.

Hårdt vand kan være skyld i lugtende vaskemaskine

Lugt i vaskemaskinen kan hænge sammen med hårdt vand. Kalk i sig selv giver ikke lugt i vaskemaskinen, men kalkaflejringer i maskinen giver mulighed for at at smuds og bakterier sætter sig i kalkbelægningen, og det kan føre til dårlig lugt.
Bor du i et område med hårdt vand (over 20dH), er det derfor en god idé at tilsætte ekstra kalkopløser. Det vil fjerne en evt. kalkbelægning på indersiden af tromlen og gøre det hvide tøj endnu hvidere. Læs og følg brugsanvisningen på produktet.

Se på GEUS' kort, hvor hårdt vandet er i din kommune

Sådan undgår du lugt i vaskemaskinen fremover

  • Giv vaskemaskinen en hovedrengøring et par gange om året. Gør som beskrevet ovenfor.
  • Lad lågen og sæbeskuffen stå på klem efter hver vask, så maskinen tørrer inden i. Det hæmmer bakterievækst.
  • Dosér vaskemidlet efter pakkens anvisning. For lidt vaskemiddel kan også være medvirkende til dårlig lugt.

Fakta om Fru Grøn

  • Rengøringsekspert i Videncentret Bolius. Derudover foredragsholder og selvstændig konsulent inden for grønt husarbejde.
  • Uddannet husholdningsøkonom og master i sundhedspædagogik. Tidligere projektleder hos Statens Husholdningsråd og lektor på Ankerhus, University College, Sjælland.
  • Rengøringsfilosofi: Hold rent frem for at gøre rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Læs alle rengøringstips