Genvex varmegenvindingsanlæg larmer - kan vi slukke for det om natten?

Hej Bolius

Vi har et Genvex-anlæg af fabrikat varmegenvinderen TS.

Mit spørgsmål er, om det skader anlægget, at det slukkes om natten, da motoren sidder lige over soveværelset, så det er svært at falde i søvn.

Mvh Jens A J

Hej Jens

Jeg ville nok hellere gå efter at få flyttet anlægget, og/eller at få det isoleret, frem for at slukke det.

Selve anlægget går ikke i stykker af at blive slukket som sådan, men der vil desværre være en risiko for, at der kan udvikle sig kondens i ventilationskanalerne og i selve anlægget. Det skyldes, at kanalerne og anlægget stadigvæk vil blive fyldt med varm fugtig luft, og at vandet i luften vil kunne kondensere i kolde kanaler mv.

Der findes en række isoleringstiltag til et ventilationsanlæg, lige fra at stille det på tunge fliser oven på et tykkere lag hård isolering, til at hænge kassen op i kraftigere fjedre i spær (så man undgår vibrationslydene). Videre kan der sættes lyddæmpere på selve kanalerne, så lyd fra motoren mv. ikke rejser igennem kanalerne.

Kontakt et ventilationsfirma, som kan lave disse ændringer.

Hvis der ydermere er tale om et ældre anlæg, så kan en udskiftning af det også hjælpe. Fordelene kan være mindre støj sammen med et mindre energiforbrug til ventilatorer mv.

Held og lykke med det. Men undgå at slukke det, om ikke andet i vinterhalvåret.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden