Håndværkerfradraget fordobles i 2021, og servicefradraget firdobles. Det fremgår af den netop vedtagne finanslov for 2021. Dermed bliver det muligt at få et langt større fradrag end i dag, hvis du fx skal have pudset vinduer, rengøringshjælp eller få ny isolering i dit hjem.

Ny lov venter på at blive vedtaget

Lovændringerne om de forhøjede fradrag er pr. 20. januar 2021 endnu ikke vedtaget i Folketinget. Det ligger til 3. behandling og ventes snart vedtaget.

Det betyder, at du i øjeblikket ikke kan indberette fradraget på 25.000 kr., hvis du i januar har fået udført arbejde, der dækkes af BoligJobordningen.

Når lovforslaget vedtages, vil de nye satser for fradraget gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021.

Helt konkret stiger håndværkerfradraget i 2021 fra de nuværende 12.500 kr. til 25.000 kr. pr. person. Fradraget for serviceydelser som rengøring, vinduespudsning og visse typer af havearbejde hæves fra 6.200 kr. til 25.000 kr. Samtidig hæves skatteværdien for servicefradraget fra 27% til 35%.

De større fradrag skal hjælpe coronaramte serviceerhverv og få gang i den grønne omstilling. I alt afsættes der 340 millioner kroner til finansiering af de forhøjede fradrag.

Det er Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet som står bag det forhøjede fradrag, som altså kun gælder i 2021.

BoligJobordningen giver kun fradrag for arbejdslønnen

Både ved håndværkerfradraget og servicefradraget er det kun arbejdslønnen, man får fradrag for. Derfor er det muligt at få større gavn af fradraget, hvis du får lavet noget, hvor arbejdslønnen udgør en forholdsvis stor del af den samlede regning, påpeger fagekspert i Videncentret Bolius, Tine Nielsen

- Med de beløbsstørrelser, der her er foreslået, vil flere nok overveje at sætte gang i nogle af de lidt større projekter i boligen som fx renovering og udvendig maling af vinduer og døre, eller en gennemgribende energirenovering med isolering af facader, gulv og tag. Det vil også være oplagt med en udskiftning af varmesystemer til fx varmepumpe og solceller, udskiftning af kloak og dræn, siger hun.

Regneeksempel: Se forskellen på fradrag i 2020 og 2021

Videncentret Bolius' fageksperter har regnet på, hvad det nye fradrag kommer til at betyde. Herunder kan du se flere eksempler.

I nedenstående eksempel får et ægtepar med samlede udgifter for 105.000 kroner i 2021 en ekstra besparelse på 6.800 sammenlignet med 2020:

 Betaling materalerBetaling håndværkertimerUdgift i alt
Udvendig maling af vinduer og døre, 2 x maling inklusive forarbejde, slibning m.v.15.000 kr.28.000 kr.43.000 kr.
Efterisolering af loft inkl. montering dampspærre m.v.12.000 kr.15.000 kr.27.000 kr.
Hulmursisolering inkl. diverse forarbejder m.v.15.000 kr.20.000 kr.35.000 kr.
Årlig samlet udgift42.000 kr. 63.000 kr.105.000 kr.


Håndværkerfradrag 2020:
Håndværkerfradrag 12.500 pr. person = 25.000 kr.

Besparelsen for et ægtepar vil i 2020 svare til ca. 27 % af 25.000 =  6.700 kr. 


Håndværkerfradrag 2021:
Håndværkerfradrag 25.000 pr. person = 50.000 kr.

Besparelsen for et ægtepar vil i 2021 svare til ca. 27 % af 50.000 =  13.500 kr.

Forskel 2020 og 2021: 6.800 kr.

Stor besparelse at hente på servicefradrag i 2021

Servicefradraget kan give særligt store besparelser i 2021. Både fordi timelønnen udgør en større andel af den samlede udgift, og fordi fradraget er blevet væsentligt forhøjet.

For et ægtepar med udgifter til eksempelvis rengøring, vinduespudsning og havearbejde for omkring 50.000 er besparelsen i 2021 på mere end 14.000 kr. sammenlignet med 2020.

Rengøring 2,5 timer om ugen130 timer x 200 kr.26.000 kr. 
Havearbejde/snerydning 2 timer om ugen i 6 måneder65 timer x 350 kr.22.750 kr.
Vinduespudsning 5 timer 4 gange årligt20 timer x 300 kr.6.000 kr.
Årlig samlet udgift 54.750 kr
 


Servicefradrag 2020:
Servicefradrag 6.200 pr. person = 12.400 kr
Skatteværdi: 27 %

Besparelsen for et ægtepar vil i 2020 svare til ca. 27 % af 12.400 = 3.400 kr.

Servicefradrag 2021:
Servicefradrag 25.000 pr. person 
Skatteværdi: 35 %

Besparelsen for et ægtepar vil i 2021 svare til ca. 35 % af 50.000 = 17.500 kr.

Forskel 2020 og 2021: 14.100 kr.