Spørg Bolius

Har leverandøren pligt til at oplyse prisen incl. moms?

Kære Tine Nielsen

Først tak for alle jeres fantastiske og gode råd.

Jeg havde i forbindelse med, at jeg skulle have spulet mine afløb fra huset taget kontakt til et kloakfirma, og havde fået oplyst en pris, der hed ca. 1.300 kr. Nu har jeg modtaget en faktura på kr. 1.840 incl. moms. På fakturaen er yderligere tilføjet en pris på 65 kr. for vand samt miljøgebyr på kr. 69.

Efterfølgende har jeg hørt, at ifølge købeloven, har leverandøren pligt til at oplyse prisen incl. moms, når det drejer sig om private.

Er det korrekt, og kan du evt. henvise til en paragraf i Lovtidende, som jeg kan vedlægge min eventuelle klage.

På forhånd tak for hjælpen.

Ulla R

Kære Ulla R

Dejligt, at du kan bruge vore side, og forhåbentligt også dette svar:

Det er helt korrekt, at når der er tale om salg til forbrugere skal prisen altid være inklusive alle afgifter også moms - det fremgår af markedsføringsloven.

Se mere: Bekendtgørelse af lov om markedsføring

Det er sådan, at hvis en erhvervsdrivende oplyser priser uden moms, er det en overtrædelse af markedsføringsloven og dermed strafbart.

Læs mere hos: Forbrugerombudsmanden

Læs også, hvad du generelt skal være opmærksom på, når du indgår aftale med en håndværker:

Håndværkeraftaler

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden