Havemøblernes historie gennem 100 år

Havemøbler har ændret sig meget gennem de sidste 100 år. Se, hvordan danske havemøbler har set ud siden 1918.

Engang var det at nyde udelivet kun for de allerrigeste. De tog på badehoteller i ferien eller opførte sommerpalæer i Hellerup eller et stykke ud ad Gammel Kongevej i København. Andre var mere dristige og byggede huse langs Strandvejen og op til nordsjællandske kystbyer som Hornbæk og Tisvilde.

Fra 1920’erne blev sommerhuse opnåelige for en bredere befolkningsgruppe. Siden holdt det britiske fænomen weekend sit indtog, og fra 1939 fik alle ret til en uges ferie. Fra Amerika kom camping-kulturen, og herhjemme kom der gang i de første kolonihaveforeninger.

Men det var først fra begyndelsen af 1940’erne, at det for alvor blev almindeligt at nyde solen i en liggestol.

Havemøbler i Danmark fra 1918-2017

1918: Baalbakke-bænken

Bænken er tegnet af Martin Nyrop, arkitekten bag Københavns Rådhus. Nyrop tegner den til en sommerresidens i Dronningmølle.
Bænken er en af flere gamle havemøbler, der siden er rekonstrueret af Skovshoved Møbelfabrik.

1920: Snedkerstole

De fleste havemøbler fremstilles op gennem 1900-tallet på lokale snedkerværksteder.

Inspirationen kommer fra postkort, bøger og udenlandsrejser. Humlebæk-stolen, som i dag fremstilles på Skovshoved Møbelfabrik, er også en rekonstruktion.

1925: Jacobsens kurvestol

Den 23-årige arkitektstuderende Arne Jacobsen deltager i art deco-messen i Paris for moderne industriel design, hvor han og Flemming Lassen viser ”Fremtidens Hus”. Hertil tegner han sin første stol, Paris, en kurvestol i rattan. I 2003 sætter Sika-Design den i produktion. Stolen kaldes også Skovsneglen.  

1936: Bambus og peddigrør

Kurveflet er et århundredgammelt håndværk. Herhjemme blev der flettet kurvemøbler af bambus og peddigrør mange steder i landet. Det gamle foto er fra R. Wenglers værksted i København, der bl.a. flettede Viggo Boesens stol, Fox. Den blev siden en del af Sika-Designs Icons-kollektion.

1940: Solsengen

Fabrikker, som har produceret stålrør til bl.a. sengegavle, begynder at fremstille havemøbler, der er inspireret af udenlandske havemøbler. Homa i Viby J. producerede i en årrække over en million havemøbler om året og solgte bl.a. til det engelske stormagasin John Lewis. Solsengen Siesta var en af mange hits. Pris: 36 kr.

1950: Klubstol    

Populær i dette tiår er liggestol og klubstol i bøgetræ og kanvas. Hos Hyllinge Møbler fortæller anden generation, Ib Hansen, at klubstolen blev moderne igen i 1970’erne, da snedkerfirmaet solgte 100.000 klubstole om året, bl.a. til Habitat-butikkerne i England.   

1954: Marguerit

Grundlæggeren af Sika-Design, Ankjær Andreasen, tegner i 1954 et sæt havemøbler i teak og stålrør. Det blev lynhurtigt en succes, men i løbet af 1970’erne kom der dårlige kopier fra udlandet, så produktionen blev indstillet. Marguerit, som sættet hed, blev i 2000 sat i produktion igen, denne gang hos Mandalay.

1960: Dækstol

Børge Mogensen tegner i midten 1950’erne en dækstol i asketræ for Søborg Møbler. Serien, der er inspireret af den amerikanske shakerstol, er stadig i produktion og består af stol, taburet og bakke. Hynderne har kanvasbetræk.

1970: Bambusmøbler

Udestuer bliver populære i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne og indrettes ofte med bambusmøbler. Men med oliekrisen i 1973 lukkes der ned for varmen i udestuen. Mange bruger i stedet bambusmøblerne på terrassen, men de tåler ikke det omskiftelige danske sommervejr, og mange ender på lossepladsen.

1976: Drachmann-bænken

Snedkermester Ib Hansen, indehaver af snedkervirksomheden Trip Trap, skal i begyndelse af 1970’erne have en bænk til sit nye hus i Skagen. Han får en ven til at tegne en skitse og fremstiller bænken af affaldstræ fra værkstedet. Siden får naboen en, derefter genboen, men det store gennembrud sker på møbelmessen i København, hvor den lanceres under navnet Drachmann-bænken. I dag er Trip Trap blevet til Skagerak, og bænken produceres stadig.

1980: Plastmøbler

Nu begynder mange kædebutikker at importere havemøbler i formstøbt plast fra bl.a. Tyskland og Frankrig. De stole behøver vist ingen nærmere beskrivelse.

1985: Triline

Som modtræk til de billige plastmøbler får møbelvirksomheden Bent Krogh møbelarkitekt Niels Gammelgaard til at designe et sæt i aluminium og polyestervæv, Triline, der tåler den danske sommerregn.

1990: Teak vinder frem

Havemøbler i teak bliver mere og mere populære, og møbelarkitekterne begynder at tage havemøbeldesign alvorligt. Et ikon fra tiden er arkitekt Niels Jørgen Haugesens serie Xylofon fra 1995.

2000: Plastfibre

Den helt store revolution indenfor havemøbler sker, da Sika-Design på møbelmessen i Köln præsenterer kurvemøbler flettet af fibre, der ligner peddigrør. Materialet er udviklet af en østrigsk skifabrik. Det er siden kopieret, og møblerne fås nu i mange forskellige udgaver.

2016: Rørmøbler

Ligesom de gamle kurvemøbler har fået en renæssance i nye materialer, er havemøbler af stålrør også in igen. Hynderne tåler regn. Sættet Mojo er fra Skagerak. 

2017: Loungestil

Moment er en helt nye loungeserie til terrassen, designet af Foersom & Hiort-Lorenzen. Materialet har Cane-line selv udviklet. Hynderne er QuickDry, dvs., at vandet løber igennem – en time efter et regnskyl kan du sidde i sofaen igen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab