Helt nyt tegltag, men det regner ind - hvordan sikrer jeg at taget er lagt korrekt?

Hej Bolius

Jeg har lige fået nyt tegltag og er i tvivl om det er udført korrekt. Det regnede ned i stuen allerede den første uge ved et meget voldsomt regnverj, men de siger problemet nu er løst. De har flyttet nogle sten lidt ned, jeg er ikke helt klar over hvad de præcist har gjort. Problemet er/var ved overgangen til et fladt tag med tagpap. Den gamle bly (?) inddækning er genbrugt og det har jeg ikke et problem med, men hele løsningen af det hjørne ser sjusket og mangelfuld ud.

Jeg synes desuden det ser ud som om teglstenene ikke går langt nok ud i tagrenden ved den ene ende af taget, de rager kun ca 3-5 mm ind over kanten. Jeg er også utryg ved nogle tagsten der ikke ligger tæt på hinanden, dvs. den nederste ydre ende vipper opad med en afstand på ca. 1-2 cm til den underliggende sten, så vidt jeg kan se på afstand.

Man kan tydelig se de krydsfinerplader der er lagt på murkronen. Jeg synes de burde være dækket af puds, tagsten eller tagrende. Jeg er i det hele taget i tvivl om det udførte arbejdes kvalitet. Bør man hyre en uvildig murer til at godkende taglægningen? Jeg har ikke den store fidus til en tilfældig byggesagkyndig efter at have set på mange huse og solgt et selv. Det er jo lidt af en ekstra udgift at ansætte en rådgivende ingeniør og hvad gør jeg hvis han mener arbejdet er mangelfuldt, men murer/tømrer sværger på at de har lavet taget korrekt?

venlig hilsen Lotte

 

 

Hej Lotte

Indledningsvis, hvis der kommer vand ind, så er arbejdet bestemt ikke iorden. Det må være succeskriterie nummer 1, ved at nyt tag. Nu er det så udbedret, og kan man så stole på at det er lavet korrekt? Det kan være svært at sige, selv for en uvildig murer eller en byggesagkyndig.

Men du beskriver en række ting, som jeg finder en smule problematisk eller som minimum ikke-fagligt-korrekt udført. Og jeg vil klart anbefale dig at få arbejdet gennemgået af en fagmand. En dygtig og erfaren murer- og/eller tømrermester kunne bestemt være en mulighed – men er det ikke lige så tilfældigt som at skulle finde en dygtig byggesagkyndig.

Mht. den sagkyndige, så tror jeg du tænker på en tilstandsrapport-mand, en såkaldt Bygningssagkyndig. Nu skal jeg ikke tale dårligt om disse, men dem der lever af at lave tilstandsrapporter, er ikke nødvendigvis den bedste til at vurdering kvaliteten af en udført tagrenovering. Her kan det bedre betale sig, at tage fat på en arkitekt, konstruktør eller ingeniør som arbejder mere med den slags, (renovering af private boliger). Disse typer er typisk også fungerende syn og skønsmænd via Voldgift eller Byggeriets Ankenævn. Flere af skønsmændene hos Byggeriets Ankenævn er desuden erfarne tømrermester eller murermestre.

Så se om du ikke kan finde sådan en.

Man vurderer altid den slags arbejder, ved at sammenligne det udførte med gældende normer og standarder værende anvisningen TEGL 36, og så montagevejledningen for hhv. tagproducenten og undertagsproducenten.

 

I anvisningen TEGL 36, finder du eksempelvis på side 10 og 18 de anbefalede afstande, som tagstenene skal gå ud i/over tagrenden.

Og nej, der må heller ikke være blottet krydsfiner, som kan blive opfugtet af slagregn mv. Og tagstenen skal ligge så tæt som muligt.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden