Her er det nye håndværkerfradrag for 2016 og 2017

BoligJobordningen blev ændret fra februar 2016, så den nu er mere ’grøn’. Læs, hvad du kan få håndværkerfradrag for i 2016 og 2017.

BoligJobordning 2016 og 2017 skal understøtte grøn omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen.

Med det nye håndværkerfradrag kan du få fradrag for 2 ting:

  1. Et fradrag på 12.000 kr. pr. person pr. år for arbejdsløn til håndværksydelser til udvalgte energiforbedringer og/eller klimatilpasning.
  2. Et fradrag på 6.000 kr. pr. person pr. år for arbejdsløn til serviceydelser – fx rengøring, børnepasning og havearbejde. Dette arbejde behøver altså ikke være ’grønt’, fradraget skal modvirke sort arbejde.

I alt kan der altså fradrages 18.000 kr. pr. person pr. år. I den forbindelse er der nogle kriterier, du skal være særligt opmærksom på, fx:

  • Du skal være over 18 år for at kunne få fradraget.
  • Ægtefæller og samlevere med fælles økonomi er de eneste, der kan dele fradraget, som de har lyst.
  • Fradraget dækker kun arbejdslønnen. Derfor skal fakturaen fra håndværkeren indeholde dato for hvornår arbejdet er udført, samt hvad der specifikt er betalt for arbejdstiden. Fakturaren skal desuden betales elektronisk.

Beregn dit håndværkerfradrag for 2017 her

Med beregneren nedenfor kan du få et bud på, hvor meget du kan spare, hvis du vælger at bruge BoligJobordningen.


» Se betingelser og beregnerens forudsætninger 

Hvad kan du få håndværkerfradrag for i 2016 og 2017?

I 2016 og 2017 kan du altså ikke længere få fradrag for arbejde, der ikke kategoriseres som energiforbedring, klimatilpasning eller øget bæredygtighed. 

Med BoligJobordningen i 2016 og 2017 kan du få fradrag for lønudgifter ved en række energiforbedringer af boligen, og ved klimatilpasning kan du få fradrag for lønudgifter til installation af en række klimaforbedrende arbejder.

Se listen over ting, du kan få fradrag for i 2016 og 2017 herunder.

Arbejde på boligen

Energibesparelser

Isolering af tag
Reparation og forbedring af skorsten

  • Indsættelse af isokernforing.
  • Indsættelse af filter.

Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas, fx:

  • Nye ruder og vinduer.
  • Nye terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas.
  • Forsatsvinduer.

Udskiftning af yderdøre, terrassedøre m.v., fx:

  • Nye døre.

Isolering af ydervægge, fx:

  • Isolering.
  • Hulmursisolering.

Isolering af gulv, fx:

 Isolering af terrændæk og krybekælder op mod gulv.

Installation eller udskiftning af varmestyringsanlæg, fx:

  • Radiatortermostatventiler.
  • Vejrkompenseringsanlæg.
  • Urstyring.
  • Udskiftning af radiatorer.

Installation af intelligent varme-, ventilations- og lysstyring, fx:

  • Bevægelsesfølere, inkl. afledt ledningsarbejde.
  • Dagslysføler, inkl. afledt ledningsarbejde.
  • Installation af intelligent varme-, ventilations- og lysstyring (intelligente bygningsinstallationer), inkl. afledt ledningsarbejde.

Solafskærmning af vinduer og glasdøre, fx:

  • Ydre eller integreret afskærmning af vinduer og glasdøre, herunder montering af skodder og markiser.

Energiforsyning

Arbejde på solfangere, solceller og husstandsvindmøller:

  • Installation, reparation eller udskiftning af solfangere.
  • Installation, reparation eller udskiftning af solceller - dog ikke, hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes.
  • Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller - dog ikke hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes.

Reparation eller udskiftning af gasfyrskedler og varmeanlæg, fx:

  • Solvarmeanlæg: Hele solvarmesystemet inklusive varmtvandsbeholder.
  • Vandvarmere i forbindelse med installation af kedler m.v.
  • Etablering af stikledning.

Udskiftning eller reparation af fjernvarmeunits

Installation af varmepumper, herunder jordvarmepumper, fx:

  • Varmepumper, der ikke kan køle. 
  • Jordvarme: Hele jordvarmesystemet, inkl. jordslange.
  • Installation af luft-til-luft varmepumper, herunder luft til luft-varmepumper, der kan køle.

Installation eller forbedring af ventilation, fx:

  • Balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding.

Energirådgivning

  • Energirådgivning til energiforbedringer

Klimasikring

Sikring af yderdøre og vinduer mod oversvømmelse, fx:

  • Montering af tætsluttende skodder m.v. på yderdøre og vinduer.

Udskiftning af faste belægninger med permeable belægninger:

  • Udskiftning af faste belægninger med permeable (vandgennemtrængelige) belægninger i fx indkørsel og terrasse. Den permeable belægning kan bestå af armeringsfliser og asfalt, fliser og fuger med vandgennemtrængelige egenskaber oven på et bærelag, der kan bestå af grus, skærver eller kassetter.

Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn, fx:

  • Kloakarbejder på egen grund.
  • Udskiftning af kloakrør.
  • Fornyelse og etablering af dræn.
  • Udskiftning af opsamlingstank.
  • Nedsivningsanlæg.
  • Minirensningsanlæg.
  • Rodzoneanlæg.
  • Højvandslukkere.
  • Regnvandsfaskiner.

Andre grønne ydelser

Radonsikring, fx:

  • Radonudsugning.

Installation af ladestik til el-biler:

  • Kraftstik eller tilsvarende stik eller ladeboks til opladning af el-biler.

Kortlægning og fjernelse af bygningsdele, der indeholder asbest, pcb og bly.

Afmontering af brændeovne

  • Afmontering af eksisterende brændeovne.

Udvendigt malerarbejde (bortset fra tag), fx:

  • Maling af vinduesrammer (udvendigt).
  • Maling af døre (udvendigt).
  • Maling af ydervægge (udvendigt).

LÆS OGSÅ: Håndværkerfradrag

Digital infrastruktur

Tilslutning til bredbånd:

  • Tilslutning til bredbånd (nedgravning og indskydning af kabler på egen grund samt opsætning af modtageudstyr til mobilt og fast trådløst bredbånd på boligens ydre rammer). 

Serviceydelser i hjemmet

Almindelig rengøring

  • Vask og aftørring af flader i boligen.
  • Rengøring af toilet og bad.
  • Støvsugning, gulvvask og boning.
  • Opvask, tøjvask og strygning.
  • Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.m.

Vinduespudsning

  • Indvendig.
  • Udvendig.

Børnepasning

  • Børnepasning i hjemmet.
  • Aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter.

Almindeligt havearbejde m.m.

  • Græsslåning.
  • Klipning af hæk.
  • Lugning.
  • Beskæring af buske og træer.
  • Snerydning.

Flere penge til private udlejningsbyggerier

I forbindelse med den nye BoligJobordning afsættes der også yderligere penge til ordningen for energibesparende initiativer i private udlejningsbyggerier. Ordningen bliver desuden udvidet, så man også kan få tilskud til initiativer vedrørende klimatilpasninger.

Tilskuddene kan ske efter aftale mellem ejere og et flertal af lejerene om energibesparende arbejder eller arbejder vedrørende klimatilpasninger.

Kilde: Finansministeriet


Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab