Det 230 kvadratmeter store, nyistandsatte hus i Birkerød var på mange måder perfekt, både hvad angik størrelse og beliggenhed, men for Daniel og Louise Leth Nakskov manglede der noget.

– Vi kunne mærke, at vi gerne ville have et familieprojekt, hvor vi kunne udleve vores fælles drømme. Hvor interesse og erhverv kunne kombineres, og hvor der blev mere plads til det familieliv, som vi i virkeligheden ønskede os. Vi ville ud af det hamsterhjul, som vi selv havde sat os i, for i stedet at tage ansvar for at få et liv, der harmonerede med vores drømme om mere frihed og tid sammen, fortæller Louise.

Huset i Birkerød blev i 2019 datid, da Louise og Daniel valgte at handle på deres drømme og købte intet mindre end et palæ med tilhørende længer på i alt godt 2.000 kvadratmeter i Randbøldal lidt uden for Vejle.

Drømmen om at eje så mange kvadratmeter blev faktisk skabt mange år tidligere, hvor parret på bilferier rundt i Italien og Frankrig lidt i sjov snakkede om, hvor fedt det kunne være at istandsætte et gammelt vinslot.

Dalekilde, som palæet og de tilhørende bygninger hedder, er ikke et vinslot, men tiltrak sig alligevel parrets opmærksomhed, da det i 2019 blev sat til salg for bare 2,1 millioner kr.

– Vi var noget skeptiske i bilen på vej herover efter kun at have set mæglerbilleder, men da vi så kørte ind på grunden og så de her bygninger, skoven og grunden ned til Vejle Å, var vi solgt, siger Louise.

Et kreativt kraftcenter

Det er ingen hemmelighed, at Dalekildes bygninger trænger til en kærlig hånd og står over for omfattende renovering. Derfor valgte Louise og Daniel i første omgang at fokusere på at forvandle den gamle grisestald til en fuldt funktionsdygtig bolig for at få en tryg base at arbejde videre med stedet ud fra.

Sideløbende har parret knoklet på med at realisere et mødested og en naturlegeplads på grunden i samarbejde med den lokale borgerforening.

– Et projekt, der godt indrammer vores ambition om, at Dalekilde skal være en ramme for fællesskab, kreativitet og glæde på tværs af generationer i lokalområdet, fortæller Louise.

Hun tilføjer, at de ønsker at skabe et kreativt livsstilsunivers på Dalekilde, så stedet bliver et kulturelt og lokalt kraftcenter, hvor lokale initiativer og iværksættere kan bringes i spil med fx arbejdende værksteder, salg af brugskunst, lokale delikatesser og kunst.

– Måske kan stedet endda rumme et lille museum og en café, hvor både lokale besøgende og gæster langvejsfra kan slå sig ned med god kaffe og kage og nyde roen, åen, skoven og de fine bygninger, og shoppe i de arbejdende værksteder og forretninger. Det er en ambitiøs plan, og derfor tager vi også realiseringen ét skridt ad gangen, forklarer Daniel.

Spejderånd og fællesskaber

En del af præmissen for at kunne forvandle Dalekilde til kreativt kraftcenter er at finde økonomiske løsninger, der muliggør renoveringen og stedets fremtidige drift og vedligeholdelse.

– Der er så mange økonomiske aspekter, der skal falde på plads, men for os er overskriften, at vi har hjertet med i de ting, som vi gør. Derfor giver vi os god tid til at tænke over, hvem der er de rigtige investorer, og hvad der skal ske. Daniel og jeg har været spejdere hele vores liv, og det er nok meget i en slags spejder­ånd, at vi ønsker, at Dalekilde ikke bare skal være til glæde for os, men også for andre. Ikke mindst det lokalsamfund, som har taget imod os med åbne arme. I gamle dage var stierne omkring Dalekilde lukket for landsbyens beboere efter kl. 13. Vi ønsker, at her skal være fuld af liv hele tiden, siger Louise.

Et familieprojekt uden deadline

Den vigtigste lektie, som parret har lært de seneste tre år, hvor de har været ejere af stedet, er at være tålmodige og acceptere, at ting tager tid. Men de har også fået øjnene op for, at de kan meget mere, end de måske regnede med.

Daniel er ikke uddannet håndværker, men er med årene blevet ferm med værktøj takket være en tidligere boligrenovering. Det, han ikke har prøvet at lave før, læser han sig frem til, spørger professionelle til råds eller prøver sig slet og ret frem:

– Der er ingen tvivl om, at det letteste på mange måder ville være at jævne både palæ og længer med jorden, men det er jo ikke derfor, at vi har købt stedet. Vi vil kæmpe for at finde løsninger, så vi kan bringe Dalekilde tilbage til dets storhedstid. Heldigvis har vi ingen deadline, hvilket er vigtigt i forhold til, at det her projekt er noget, som hele familien skal være sammen om. Børnene skal føle, at der er tid og plads til dem, i stedet for at Louise og jeg i døgndrift går med værktøj i hænderne og stress i øjnene, siger Daniel.

For ja, det er vigtigt at understrege, at både Louise og Daniel ved siden af arbejdet med Dalekilde har fuldtidsstillinger, da planerne om fremtidige indtægtskilder på stedet stadig blot er planer.

Alligevel har ingen af dem fortrudt deres boligkøb af det, som mange måske nok ville betegne som noget nær en ruin.

– Vi udlever vores drømme her. Mange mennesker har drømme, som bliver ved med at være drømme, men vi har kastet os ud i at virkeliggøre vores drøm. Det er et vildt projekt, men det føles heldigvis mere vildt på den gode måde end skræmmende, slutter Louise.

Dalekildes historie

  • Dalekilde med hovedbygningen Det Hvide Palæ er opført i 1839 i forbindelse med Randbøldal Papir- og senere Klædefabrik. Palæet er tegnet af arkitekt Christian Frederik Hansen, der er kendt for bygningsværker som Vor Frue Kirke i København, det nedbrændte Christiansborg (hvor slotskirken er bevaret) samt Domhuset, der i dag huser Københavns Byret.
  • Det Hvide Palæ blev tidligere beboet af ejerne af den tidligere papir- og klædefabrik, som oprindeligt lå på den anden side af vejen.
  • Palæet og den nedenfor liggende fabriksgrund udgør Randbøldals hjerte og var indtil 1970’erne byens absolutte midtpunkt. Randbøldals kulturhistoriske arv som fabrikslandsby indskriver sig i Danmarkshistorien ved blandt andet at være den første by uden for København, hvor der blev brugt vandkraft til produktion.
  • I 1970’erne blev fabrikken lukket og revet ned, og den daværende ejer flyttede væk og lod palæet stå tomt i årtier indtil 2017, hvor en udlandsdansker købte stedet på tvangsauktion. Udlandsdanskeren fortrød øjensynligt sin investering og solgte Dalekilde videre i 2019 til Louise og Daniel Leth Nakskov.
  • Fredningen af bygningerne blev ophævet i 2016.
  • Følg stedets forvandling på Instagram: @dalekilde