Spørg Bolius

Højbed af gammelt, trykimprægneret træ fra carport

Kære ekspert

Jeg skal have revet min carport ned, der er udført i trykimprægneret træ og vil gerne genbruge træet til nogle højbede, hvor jeg skal dyrke tomater, agurker og krydderurter.

Er det en god idé, eller skal jeg købe noget nyt træ, der ikke er trykimprægneret?

Træet er vist nok fyr, og så vidt jeg ved er carporten ca. 10 år gammel.

Hilsen Line

Kære Line

Genbrug er ikke altid den bedste løsning, fordi byggematerialer er godkendt til bestemte formål og det er derfor er nødvendigt at vide præcis, hvad materialet indeholder, hvis man vil anvende materialet til et andet formål end det oprindelig er beregnet og godkendt til.

Fx kan gammelt imprægneret træ indeholde tungmetaller og andre stoffer, som fx krom eller kreosot, der både er mistænkt for at være kræftfremkaldende og kan give eksem, hvis det kommer i kontakt med huden.

Der er dog stor forskel på hvilke imprægneringsmidler, der er brugt både før og efter, hvornår træet er imprægneret, og hvor i verden træet er imprægneret. Visse stoffer blev forbudt i Danmark i løbet af 1990’erne og fx er NCR-mærket træ trykimprægneret i Norden efter regler, som er strengere end de europæiske. Udenlandsk trykimprægneret træ kan stadig indeholde stoffer, som ikke må bruges i Danmark.

Trykimprægneret træ er godt, hvis det benyttes til det, som det er godkendt til. Problemet opstår, når man anvender trykimprægneret træ til andre formål fx i forbindelse med fødevarer eller hvis man brænder træet.

Læs mere om fordele og ulemper ved trykimprægneret træ her

Når det gælder dine 10 år gamle brædder, vil meget af imprægneringen nok være vasket ud, og du kan fore højbedet med et andet materiale, så jorden ikke kommer i direkte berøring med brædderne. Det vil nok være ok til højbede hvor i vil dyrke blomster eller andet der ikke skal indtages.

MEN: På grund af tungmetallerne i træet, vil jeg ikke anbefale, at du laver højbede af brædderne, når du skal dyrke grøntsager eller andet, som I skal spise. Desuden er det sådan, at arbejdstilsynet anbefaler brug af handsker, når man arbejder med trykimprægneret træ pga. allergifremkaldende stoffer.

Så hvis børnene skal være med i arbejdet, vil jeg anbefale at I finder et alternativ, fx lærketræ eller en af de andre træsorter, der indeholder naturlige stoffer, som giver træet lang holdbarhed uden brug af kemikalier.

Læs mere om det her

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden