Overvejelser inden du anlægger et højbed
Materialer: Overvej hvilke materialer, der vil passe ind i din have.
Størrelse: Hvor meget har du plads til, og hvor meget tid vil du bruge på bedene?
Højde: Overvej højden. Skal bedet skabe læ og skærme for indkig? Skal der være en god arbejdshøjde?
Byg selv eller ej: Skal du bygge bedet selv, eller vil du have en færdig løsning?
Lav en plan: Hav en plan for, hvad du vil plante, og brug den rette jord fra starten.

Når du har et højbed, skal du ikke bukke dig så langt ned. Arkivfoto
Et højbed er rigtig godt til at danne afgrænsninger i køkkenhaven eller mellem køkkenhaven og den øvrige have. Derudover har du en meget bedre arbejdsstilling, når du planter, luger og høster i et højbed, end hvis du skal helt ned til jorden.
Det vigtigste at huske, når du bygger højbed af træ
- Undgå trykimprægneret træ. Hvis du vil dyrke spiselige afgrøder i dit højbed, bør du undgå trykimprægneret træ, fordi det kan indeholde både miljø- og sundhedsskadelige stoffer, som vil afgives til jorden og dermed planterne. Er højbedet kun til fx blomster, kan du godt bruge trykimprægneret træ. Læs mere længere nede i artiklen om valg af træ til dit højbed.
- Afstiv hjørnerne. Du bør sikre hjørner og kanter med lodret afstivning. Lad det træ, du bruger til afstivning, gå lige så langt ned i jorden som bedet er højt for at sikre, at det er stabilt nok. Altså er bedet 40 cm højt, bør afstiverne gå 40 cm ned i jorden.
- Fjern græsset under. Hvis du anlægger bedet et sted, hvor der er græs, er det en god idé at fjerne græsset, før du fylder jord i.
- Anskaf rigeligt med jord, da jorden i højbedet synker sammen over tid. Brug gerne muld specifikt til højbede eller alternativt havejord med en smule kompost i. Læs mere i linket herunder.
- Så tidligere. Højbede har også den fordel, at de hurtigere bliver varme og tørre efter vinterens fugt og kulde, så du derfor kan så lidt tidligere i dem end i almindelige bede.
- Brug højbedet som mistbænk. Du kan eventuelt overdække det nysåede bed med plastik, så det fungerer som en mistbænk.
Sådan vælger du træ til dit højbed
Der er frie rammer til at bygge højbede af den type træ, du har ved hånden. Uanset træsort vil vind, vejr og brug over tid nedbryde højbedet, men der er forskel på, hvor længe forskellige træsorter holder.
Du kan altså vælge en træsort, udelukkende fordi du synes, den er pæn, men du kan også med fordel overveje praktiske og økonomiske forhold, fx hvor lang levetid du forventer, at plantekasserne/højbedene skal have.
Lærk kan være et godt valg til højbede, og kan ubehandlet og i kontakt med jord forventes at holde i 12-15 år.
Ubehandlet fyrretræ er billigere, men kan kun forventes at holde i 5-10 år i direkte kontakt med jord. Det samme gælder forskellige typer af ubehandlet grantræ, mens hårdere træ som fx egetræ under samme forhold kan forventes at holde i omkring 25 år.
Der findes mange andre holdbare træsorter, som kan benyttes ubehandlet, så du kan undgå at belaste have, planter og miljøet med unødig kemi.
Genbrugstræ kan også bruges til højbede, så hvis du har noget træ fra et tidligere projekt, kan det formentlig anvendes. Du skal dog være opmærksom på ovenstående ift. træsortens nedbrydningstid, samt på om træet er behandlet eller malet.
Ligeledes bør trykimprægneret træ – uanset om brædderne er nyindkøbt eller genbrugstræ – kun benyttes til de formål, det er godkendt til, da der er anvendt kemikalier under imprægneringen. Trykimprægneret træ bør fx ikke anvendes i forbindelse med fødevarer. Så hvis det er krydderurter eller køkkenhaveplanter, du vil have i dine plantekasser/højbede, er trykimprægneret træ ikke et godt valg.
Fagekspert Ole Vedsted-Jakobsen viser her, hvordan du nemmest bygger et smukt højbed.