Hvis du hænger bukser og bluser til tørre i stedet for at tumble dem, eller bruger tørretumleren mindre, kan du spare mange penge hvert år.

En tørretumbler med et energimærke B bruger således 499 kWh om året, hvis du bruger den 3 gange om ugen. En tørretumbler med et A+++ energimærke har et årligt strømforbrug på 156 kWh.

Med beregneren nedenfor kan du få et skøn på, hvad det koster dig at bruge tørretumbleren frem for at tørre vasketøjet udenfor, når vejret er til det.

Tilpas dit forbrug til beregneren

SparEnergi.dk, der drives af Energistyrelsen, regner med, at en gennemsnitsfamilie med to voksne og to børn bruger tørretumbleren 160 gange på et år, ca. 2-3 gange om ugen, og hver gang fylder den med 7 kilo tøj.

Hvis Spar Energis estimat ikke stemmer med dit forbrug, indtaster du blot dit egne tal.

Brug kun hele tal. Skift mellem de forskellige energimærker for at blive klogere på, hvordan dit forbrug vil se ud, hvis du skifter din gamle tørretumbler ud med en nyere model, og se, hvad du kan spare, hvis du bruger din tørretumbler mindre.

Beregn, hvad det koster at bruge tørretumbleren

Se beregnerens forudsætninger

  • Indkøbsprisen for en kondens-tørretumbler i energikategori A+++/A++.er sat til 6.500 kr. Data er indhentet som gennemsnitspriser fra Whiteaway
  • Indkøbsprisen er forudsat afskrevet lineært over levetiden på 10 år
  • Udgiften til service er skønnet til 1 kr. pr. tørring.
  • Elforbruget ved de forskellige energimærket er sat til 1,0 kWh for A+++, 1,3 kWh for A++, 1,7 kWh for A+, 2,7 kWh for A og 3,2 kWh for B. Data er hentet fra Sparenergi.dk og er gældende for en maskine med en kapacitet på 7 kg

Tør helst vasketøjet udenfor

Selvom det kan være fristende, er det ikke en gangbar løsning at lade vasketøjet tørre indendørs frem for i tørretumbleren. I en tøjvask er der ca. tre liter vand, som skal ud af tøjet, når det er vasket, og det kan blive et problem for indeklimaet. Hæng derfor helst det våde tøj op udenfor eller i et særligt tørrerum.

I princippet kan det lade sig gøre at tørre tøj indendørs, hvis du har et badeværelse med kraftig udsugning og tilstrækkelig tilførsel af ny luft, men for langt de fleste er det bedst at tørre tøjet udendørs, eller i tørretumbleren, hvis det ikke kan lade sig gøre.

Du sparer både penge og CO2 ved at undlade at bruge tørretumbleren.

Hyppig tørretumbling slider endvidere på tøjets fibre, så fx dine mørke t-shirts hurtigere bliver matte. Der findes tørretumblere med skåneprogrammer på markedet, hvis du vil undgå unødvendig slidtage.

5 gode råd til tørretumbling

  1. Centrifugér grundigt, før du tumbler. Centrifugering giver mindre vand i tøjet, kortere tid i tørretumbleren og et lavere elforbrug.
  2. Overfyld ikke tumbleren. For meget tøj forlænger tørretiden, giver krøllet tøj og et højere elforbrug. Se i brugsanvisningen, hvor mange kilo tøj du må fylde i.
  3. Rens fnugfilteret før eller efter hver tørretumbling. Det forkorter tørretiden og forebygger brand.
  4. Brug tørrebolde. Tørrebolde er fremstillet til at løfte og fordele tøjet, mens det tørres, så luften cirkuleres mere effektivt, og tørretiden nedsættes.
  5. Sortér tøjet efter tekstil-type, og tør det ved den rette temperatur. Tøj lavet af uld og akryl skal tørres ved meget lavere temperatur end fx bomuld. Derfor kan korrekt sortering forkorte tørretiden og forlænge tøjets levetid.

Kilde: SparEnergi.dk

Spar energi og penge ved at skifte tørretumbler

Hvis du udskifter en gammel tørretumbler med en ny, er det en god idé at vælge en tørretumbler med det bedste energimærke for at spare på strømmen og energiforbruget.

En udskiftning af tørretumbleren er dog ikke altid en klimamæssig god idé, men afhænger af den gamle maskines strømforbrug og alder. Hvis tørretumbleren går i stykker, kan det ligeledes ligge en god klimaløsning i at få maskinen repareret i stedet for en udskiftning.

Vær opmærksom på, at energimærket for hårde hvidevarer og TV i 2021 blev ændret, så skalaen nu hedder A-G, hvor A er det bedste og G det dårligste. For tørretumblere er ændringen dog endnu ikke trådt i kraft. Du køber derfor en tørretumbler efter den gamle energimærkning.