Spar penge, når du tørrer tøj

Der kan være flere tusinde kroner og mange kilo CO2 sparet om året, hvis en familie på 2 voksne og 2 børn konsekvent vælger tørresnoren frem for tørretumbleren. Og det er nemt sparede kroner, for tøjet kan tørre udenfor de fleste dage om året.

Samtidig får du et bedre indeklima ved at tørre tøjet udenfor fremfor i din kælder eller lignende.

Tøjet kommer desuden til at dufte bedre og føles mere friskt at have på, når det lufttørrer. Dermed mindsker du også behovet for at bruge skyllemiddel.

Hvor skal du placere tørrestativet?

  • Vælg en placering, hvor tørrestativet ikke forstyrrer hverken din eller naboens udsigt.
  • Vælg en placering, hvor du hurtigt kan komme til, når du skal hænge tøjet op. Evt. tæt på bryggers- eller kælderdøren.
  • Gå efter en luftig plet i haven eller luftigt hjørne på altanen, så tørrer dit tøj hurtigere.
  • Undgå en placering i direkte sol, da det kan blege stærke farver.
  • Undgå at tørre tøj under et dryssende træ.

Andre gode råd, når du tørrer tøj udenfor

  • Integrér tørrestativet i husets arkitektur vha. samme materialer, farver, udformning m.m.
  • Gør evt. tørrestativet til en del af haven eller altanen og lad klatreplanter kravle op ad stolperne, så metalwirerne, tøjet hænger på, bliver næsten usynlige.
  • Byg evt. et halvtag med åbne sider fx i den ene side af carporten eller i et udhus. Det er et ideelt tørrested med god udluftning.
  • Tør tørresnorene over med en fugtig karklud, inden du hænger tøjet op. Så undgår du striber på tøjet.
  • Eller: Lav et 1 cm snit ned i en korkprop, og kør den hen over snoren det renser også godt og efterlader ikke snoren fugtig som kluden.
  • Tør evt. kulørt tøj på vrangen.

Hvordan hænger du tøj op uden at få grimme klemmemærker?

  • Sokker: Hæng dem i tåspidsen eller på en bøjle for at spare plads.
  • Strømpebukser: I tåspidserne, så de ikke hvirvler rundt og får revet tråde ud.
  • T-shirts/sweatshirts: Hæng dem op i sømmene, evt. sidelæns med en klemme under armen og i taljen på blusen.
  • Skjorter/bluser: På bøjle eller som ovenstående.
  • Bukser og trusser: I linningen.
  • Bukser, der skal presses: I pressefolderne på en klemmebøjle.
  • Nederdele: På bøjle i taljen.
  • Kjoler: I skuldersømmen direkte på snoren.
  • Jakker: På en bøjle med afrundede hjørner.
  • Sengetøj: Over snoren i bredden med vrangen ud.