Øjemål er for mange danskere det foretrukne redskab til at dosere mængden af vaskemiddel, når der skal vaskes tøj. Det viser en undersøgelse, YouGov har lavet for Videncentret Bolius i 2020

I undersøgelsen svarer 50 % af de adspurgte, at de doserer vaskemiddel på øjemål. Men ifølge Forbrugerrådet Tænk risikerer vi at fejlvurdere mængden af vaskemiddel og vaskepulver, når vi doserer på 'slump'. Det kan skade både miljøet og tøjet, og samtidig kan det irritere huden og fremkalde irritation, hvis der sidder sæberester i tøjet, efter det er vasket.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført i perioden 9. – 14. december 2020 via internettet med udgangspunkt i YouGov Panelet blandt 1.000 danske husejere i alderen 25+ år.

Se hele undersøgelsen her

Tjek vandets hårdhed

Ifølge rengøringsekspert, Anne Grete Rasmussen alias Fru Grøn, skal du være særligt varsom, hvis du bruger flydende vaskemiddel, da du let kan komme til at bruge for meget.

Uanset dit valg af vaskemiddel er vandets hårdhed det første, du skal være opmærksom på. Hårdt vand indeholder nemlig meget kalk, som ødelægger sæberne i vaskemidlet.

- Jo hårdere vandet er, desto mere vaskemiddel skal du tilsætte. Og vandets hårdhed kommer an på, hvor i landet du bor. I Jylland, hvor vandet generelt er blødt, skal du bruge mindre vaskemiddel end i København, hvor vandet er hårdt, siger Fru Grøn, der opfordrer danskerne til altid at følge producentens instrukser.

Du kan tjekke hårdhedsgraden af vandet i din kommune her

Mængden af tøj er ikke afgørende

- Mængden af vaskemiddel bestemmes også af, hvor koncentreret det er. Læs på pakken, hvor meget der skal bruges i forhold til vandhårdhed, og hvor snavset tøjet er. Vær opmærksom på, at tøjet ikke nødvendigvis bliver renere, når du bruger for meget vaskemiddel, siger rengøringseksperten.

Fru Grøn understreger, at du ikke nødvendigvis skal bruge mere vaskemiddel, bare fordi du vasker mere tøj, ligesom dit tøj formentlig heller ikke er beskidt nok til, at du behøver skrue op for doseringen.

- Hvis tøjet er meget beskidt, skal der mere vaskemiddel til, men de fleste danskeres tøj er sjældent rigtig beskidt, når de vasker tøj, vurderer hun.

Fyld vaskemaskinen op

Førhen var tommelfingerreglen, at du efter at have fyldt vaskemaskinen med tøj skulle kunne køre en hånd rundt i tromlen.

Men ifølge Fru Grøn er kvaliteten af vaskemidlet og den mekaniske bearbejdning i nyere vaskemaskiner så god, at du sagtens kan fylde maskinen med op til 4,5 kilo.

For at finde ud af vægten af dit vasketøj råder hun til, at du vejer dig på badevægten og derefter vejer dig selv sammen med vasketøjet. På den måde kan du let finde ud af, hvor mange kilo tøj du vasker.

Kogevask forebygger forkalkning

En anden grund til at dosere og vaske rigtigt er, at du på den måde kan bevare vaskemaskinens funktionsevne.

I dag vasker vi ofte ved lave temperaturer for at skåne tøjet, men det øger risikoen for, at der sætter sig kalk på maskinens varmelegeme.

- Derfor er det en god idé at kogevaske ved 90 grader en gang imellem. Ved den temperatur løsnes kalken fra varmelegemet, lyder det fra Fru Grøn.

Fire tips til tøjvask

  1. Vask kulørt ved 40 grader eller 30 grader. Vask hvidt tøj ved 60 grader.
  2. De fleste bakterier og støvmider dør ved 60 grader. Derfor bør sengetøj, håndklæder, karklude, undertøj og tøj, der kan indeholde bakterier eller støvmider, vaskes også ved temperaturer over 60 grader.
  3. Sjællænderne, østjyderne og fynboerne skal komme dobbelt så meget sæbe i vaskemaskinen i forhold til sønder- og vestjyderne for at få tøjet rent. Det skyldes vandets hårdhed i disse områder.
  4. Fyld maskinen godt op og sorter tøjet efter farve. Hvidt og lyst tøj kan fint vaskes sammen, ligesom kulørt tøj ikke behøver blive sortereret efter farve.

Kilde: FruGrøn.dk, Forbrugerrådet Tænk og Samvirke.

Nyere vaskemaskiner doserer sæben automatisk

Hvis du har svært ved at dosere den rette mængde vaskemiddel, kan du vælge at investere i en vaskemaskine med et selvdoseringssystem. Sådan en vaskemaskine doserer selv den flydende vaskemiddel ved at veje mængden og registrere typen af tøj i tromlen.

Ofte skal du dog selv først indstille vaskemaskinen i forhold til, hvad du i dag kan læse på bagsiden af vaskemiddelemballagen, før maskinen kan dosere korrekt.

De fleste producenter af vaskemaskiner producerer selvdoserende vaskemaskiner, fx Miele, Siemens, Samsung, LG, Bosch og Grundig.