I løbet af et år kan helt op til 100.000 liter vand dryppe ud af din vandhane, hvis den ikke holder tæt. Og det kan ende med at koste dig op til 7.100 kr. om året, hvis du ikke reparerer eller udskifter vandhanen.

Det står dog sjældent så slemt til. Oftest drypper vandhanen ikke så meget, eller også får du forhåbentlig løst problemet, inden omfanget er for stort. 

Men selv enkelte dryp kan koste flere penge end du tror, så det kan altid betale sig at reparere en dryppende vandhane.

Så meget koster en dryppende vandhane

Hvor meget en vandhane, der drypper, koster, afhænger af, hvor meget den drypper, og hvad vandprisen er i dit område. Med en pris på 71,31 kr. pr. kubikmeter, der er gennemsnitsprisen for en gennemsnitlig husstand med et gennemsnitligt vandforbrug koster en dryppende vandhane cirka:

  • Langsomt dryp (ca. 1 dråbe pr. sekund): 20 liter/døgn (7 m3/år) – ca. 500 kr./år.
  • Hurtigt dryp: 80 liter/døgn (30 m3/år) – ca. 2.140 kr./år.
  • Løber med tynd stråle: 275 liter/døgn (100 m3/år) – ca. 7.130 kr./år.

Sådan reparerer du en vandhane, der drypper

Du kan selv få dryppene til at stoppe ved at skifte vandhanens pakning, og det koster kun omkring 25 kr. for en ny pakning. Sørg for at købe en, der passer til din vandhane.

Se, hvordan du reparerer en dryppende vandhane i videoen herunder.