Hvordan erstatter jeg skvalderkål med bunddække af skovjordbær?
Hej Bolius
Jeg er ved at grave en masse skvalderkålsrødder op i haven og har læst et sted, at man skal vente et års tid med at plante nyt, så man kan se, om man har fået alle rødderne med.
Umiddelbart tænker jeg, at det gælder om at få den bare jord tildækket hurtigst muligt med et bunddække, men jeg tager muligvis fejl. Ved I, hvad der er bedst?
Geranium skulle vist være det bedste bunddække mod skvalderkål, men jeg mener, at de bliver ret høje og skal klippes ned en gang om året for at se pæne ud.
Jeg vil helst have mindst muligt arbejde med det nye bunddække, og jeg har allerede en del skovjordbær i haven, så jeg vil høre, om ikke jeg kan bruge skovjordbær som bunddække mod skvalderkålen - eller er den ikke "stærk" nok?
På forhånd tak for hjælpen!
Venligst Christian B
Hej Christian B
Ved etablering af et bed, hvor der har været skvalderkål, er det meget nødvendigt at vente, indtil man er 100 % sikker på, at alle rødderne er væk.
Hvis alle rødderne er væk, kan du udmærket anvende skovjordbær. Det har jeg anvendt enkelte steder i min have.
Selvfølgelig kommer der af og til nye skvalderkål op, så fjernes de med det samme.Hvis du gør det, så er skvalderkål intet problem.
Med venlig hilsen