Hvordan isolerer vi krybekælderen i det fine gamle hus fra 1910?

Hej Bolius

Spørgsmål vdr. isolering af krybekælderen på hus fra 1910.

Vi tænker at løfte alle gulve og udføre arbejdet oppefra pga. den lave højde på krybekælderen. I samme ombæring vil vi udskifte føring af diverse varme- og vandrør samt, hvis højden tillader det, lægge gulvvarme.

Underlaget i krybekælderen er jord og højden er på det laveste sted ca. 30 cm (under bjælker) og ca. 45 cm mellem bjælker. I den modsatte ende af huset er højden nærmere 70-80 cm.

Vi har fået anbefalet at fylde krybekælderen op med flamingo, men vi er bange for at soklen vil trække fugt op i murværket hvis den ikke længere ventilleres.

Skal der bibeholdes en ventilering under et hus fra denne periode - og i så fald, hvad er minimumshøjden af ventilationslaget?

Ventilationsristene sidder i toppen af soklen, i den højde vi ville efterisolere. Ville vi skulle flytte ristene ned så de ligger under isoleringslaget eller føre luftkanaler op til ristene igennem isolationslaget?

 

Hej med jer

- sikke et smukt hus!

Jeg ville IKKE lave en ny krybekælder. Jeg ville uden tvivl gå efter et nyt, sikkert og højisoleret terrændæk.
Soklen kan sagtens tåle det. Kommer der gulvvarme i gulvet skal I føre fremløbs-varmeslangerne langs med ydervæggen, så der dermed kommer lidt varme(spild) ud i soklen. Så står den fint ”varmt” og tørt.

Er der dog tale om virkeligt fugtige sokler/fundamenter, så kunne man overveje at injicere dem med imprægneringsmidler. Men det ville jeg så vente med, og se tiden an. Soklen skal selvfølgelig være malet/behandlet med diffusionsåben maling og mørtel.

Hvis I genskaber en krybekælder, så skal den ventileres. Og bliver krybekælderen endda ekstra godt isoleret, så skal ventilationen som tommelfingerregel fordobles i antal/areal.

Et terrændæk er det eneste rigtige. Og den høje del af krybekælderen skal ”blot” fyldes op med coated lecanødder eller lignende skærver, som kan virke som et kapillarbrydende lag.
Er der meget radon i området, kan det anbefales at lave et radonsug under isoleringen, i netop lecalaget. Det er rolls royce udgaven, og det fortjener det smukke hus da. ;o)

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden