Det kan være svært nok at holde skvalderkål nede i din egen have – men hvad gør du, hvis ukrudtet også kryber gennem hækken fra naboens have?

Der er heldigvis flere ting, du kan gøre, hvis din have er ved at blive overrendt af skvalderkål fra de omkringliggende grunde.

Undgå skvalderkål: Så græs langs skellet

Den mest simple løsning er at anlægge en strimmel med græs med en bredde på minimum en meter langs hækken eller hegnet ind mod naboens have.

Når du klipper græsset her hver uge, forhindrer du naboens skvalderkål i at brede sig ind i din have. Skvalderkål kan nemlig ikke lide at blive klippet ned jævnligt.

Brug samme metode, hvis du vil forhindre skvalderkål i at brede sig fra mere vilde dele af din have til de mere kultiverede.

Grøft kan hindre skvalderkål fra naboen

Skvalderkåls rødder løber vandret og ligger kun omkring 15 cm under jorden. Derfor kan en grøft også forhindre ukrudtsplanten i at sprede sig.

Gør sådan:

Grav en grøft på ca. 25-30 cm dybde med en lodret side ind mod naboen og lad grøften skråne ind mod din egen grund. Undgå, at jorden skrider sammen ved at sætte en stålkant op mod den lodrette side. Køb fx cortenstål på nettet eller kontakt din lokale smed for at se, om han kan gøre det billigere.

Så fx vilde grøftekantsblomster i grøften, hvis du vil have grøften til at se pænere ud. Du kan købe færdige grøftekantsblandinger i havecentre.

Undgå skvalderkål med fliser i jorden

Du kan også undgå, at naboens skvalderkål kommer ind i din have ved hjælp af fliser.

Grav fliserne ned, så de står på højkant og stikker mindst 15-20 cm ned i jorden. På måde skaber du en underjordisk mur rundt om din have, som skvalderkålens rødder ikke kan gennemtrænge.

SE TEMA OM UKRUDT