En seng, et skab til tøj, en reol til legetøj, et par plakater på væggen og måske endda et fjernsyn. Der skal være plads til lidt af hvert på et børneværelse anno 2019. Måske netop derfor ser det brede flertal det som en selvfølge, at børn får deres eget værelse.

Tre ud af fire med hjemmeboende børn svarer i en undersøgelse lavet for Videncentret Bolius af YouGov, at børn bør have deres eget værelse og dermed også privatliv i hjemmet. Og flere mænd end kvinder deler den holdning.

76 % af de adspurgte forældre mener, at alle børn bør have deres eget værelse.

Kilde: YouGov for Bolius

Over halvdelen af de adspurgte svarer, at barnet bør have sit eget værelse, inden det fylder seks år. Heraf mener hver sjette, at der skal stå et værelse klar allerede fra fødslen.

Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen står bag Netsundhedsplejersken.dk, hvor hun dagligt svarer på spørgsmål om børns trivsel og adfærd. For hende er svaret ikke helt så entydigt.

- Indtil barnet er et halvt år anbefales det, at de sover i samme værelse som forældrene, men i egen seng. Når børn så begynder at lege, afprøver de forskellige former for leg og roller. Det kan være dejligt at gøre uden indblanding fra voksne, understreger hun.

Men den uovervågede leg behøver ikke nødvendigvis at foregå inde på et børneværelse.

- Børn kan også sagtens lege i stuen, hvis man bor på mindre plads og ikke har mulighed for at give dem eget værelse. Det er ikke en rettighed at have sit eget værelse. Børn har ret til at udtrykke egne meninger. De har ret til at få respekt, omsorg, mad på bordet, tøj, ret til at gå i skole, ret til at føle sig trygge, ligesom de har ret til at blive beskyttet mod vold og diskrimination. Det fremgår af børnekonventionens 54 artikler. Men her indgår ikke ret til eget værelse, siger Helen Lyng Hansen.

Videncentret Bolius’ undersøgelse viser da også, at det især er når børn leger, spiller computer eller har besøg af kammerater, de opholder sig på børneværelset, mens lektielæsning og skærmforbrug i højere grad foregår i husets andre opholdsrum.

Børneværelset har under 100 år på bagen

Børneværelset er et forholdsvist nyt begreb med mindre end 100 år på bagen, hvis man ser bort fra det bedre borgerskab med penge på lommen. Plads- og opvarmningshensyn betød for flertallet, at børn og voksne langt op i 1900-tallet typisk sov i samme rum, fremgår det af bogen ”Barndom og arkitektur – Rum til danske børn igennem 300 år”. Men med parcelhusets udbredelse fra 1950’erne og frem bliver børneværelserne tilgængelig for den brede befolkning.

- Parcelhusene blev tegnet til den klassiske børnefamilie med far, mor og to børn. Typisk med køkken og opholdsrum i den ene ende af huset og en afdeling med et soveværelse og to små kamre til børnene i den anden ende, forklarer Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert hos Videncentret Bolius.
Siden er børneværelserne vokset betragteligt og tildeles ofte flere kvadratmeter end soveværelset. Typehusfirmaerne skriver endda salgstaler om huse med deciderede børnesektioner i boligen.

Hvis man tager udgangspunkt i barnets behov, er de 43 procent, som svarer, at børn bør have deres eget værelse allerede fra toårsalderen, på rette spor, siger Helen Lyng Hansen.

- Mellem tre og seks år vil mange børn have glæde af eget værelse. Det er her de begynder at have legekammerater med hjem, og det giver lyst til at kunne lege uforstyrret. Jo ældre barnet bliver, jo større bliver behovet for eget værelse. For et barn på 9-10 år er det ofte også vigtigt selv at kunne bestemme og have stor indflydelse på farver og indretning, uddyber hun.

Deleværelser er godt for søskende

Men der er ikke noget i vejen for at lade børnene dele værelse. For de mindste børn kan de ligefrem være en fordel.

- Mange børn synes, det er både trygt og hyggeligt at sove sammen med sin søster eller bror. Så I nogle familier vil man – hvis man har to børn og to børneværelser – fx indrettet så det ene værelse er et legeværelse og det andet et soveværelse. Måske har man også kun et enkelt værelse, som børnene så naturligt deles om – både til leg og til søvn, siger Helen Lyng Hansen.

Tendensen går også imod en mere fleksibel tilgang til børneværelset end 1950’ernes klassiske kamre. Det skyldes både et andet børnesyn med langt mere fokus på børns udfoldelsesmuligheder og medbestemmelse, men også mere sammensatte familieformer.

- Børneværelset var tidligere en ret fast brik på syv-otte kvadratmeter, som blev placeret et sted i boligen, og så var den ligesom vinget af. Tilgangen var, at det skulle være et sted, man kunne sove og sidde og arbejde ved et skrivebord.

I dag bliver det i langt højere grad tænkt som et opholdsrum og med en mere fleksibel tilgang til, at der i perioder er mere end ét barn på værelset. Enten fordi børnene har glæde af at dele værelse som små, eller fordi der hver anden uge er bonusbørn i boligen. Så man kan sige, at normalspektret er blevet udvidet meget gennem de senere år, siger Tine Nielsen.