Hvor mange indbrud sker der i lejligheder?

Hvis du bor i en lejlighed, har du noget mindre risiko for indbrud, end hvis du bor i et hus. 18 procent af indbruddene sker i lejligheder mod 76 procent i huse (de resterende indbrud er i værelser og landejendomme), viser ”Analyse af indbrudsforsøg i privat beboelse” .

Men selv om der er færre indbrud, bør du stadig sikre din lejlighed mod indbrud. Fra 1. januar 2018 til 31. maj 2021 var der 12.084 indbrud i lejligheder, og samtidig var der 2.388 forsøg. Så i hvert sjette tilfælde lykkedes det altså ikke indbrudstyve at bryde ind.

Det skyldes især, at indbrud i lejligheder oftest sker gennem hoveddøren, og den er sværere at bryde op, hvis den er godt nok sikret, end en altandør eller et vindue. 

På hvilken etage er der størst risiko for indbrud i lejligheder?

Der er klart størst risiko for at få indbrud i en lejlighed, hvis du bor i stuen eller på 1. sal. Her sker to tredjedele af indbruddene.

Indbrud i lejligheder fordeler sig således:

  • Stuen: 46 %
  • 1. sal: 21 %
  • 2. sal: 17 %
  • 3. sal: 7 %
  • 4. sal eller højere: 8 %

Kilde: ”Analyse af indbrudsforsøg i privat beboelse” .

Hvordan begår tyve indbrud i lejligheder?

Selv om der altså sker en del mislykkede forsøg på indbrud gennem hoveddøre, er det alligevel gennem hoveddøren, at tyve kommer ind i en lejlighed i mere end halvdelen af tilfældene. Men de bruger også terrasse- eller altandøre og vinduer på terrasser eller altan til at komme ind.

Hvis du bor i stuen, bryder indbrudstyve dog oftest ind gennem et vindue, så her skal du være ekstra opmærksom på at sikre dine vinduer. Også på 1. sal bryder tyve gennem vinduer, mens det stort set aldrig sker, hvis du bor højere oppe.  

Fordelingen af indbrud i lejligheder ser sådan ud:

  • Hoveddør: 56 %
  • Terrasse/altandøre: 20 %
  • Vinduer på terrasse/altan: 10 %
  • Anden dør, bl.a. baggård: 4 %
  • Stuevindue: 4 %
  • Andet vindue: 4 %
  • (Sove)værelsesvindue: 2 %

Råb og larm, hvis du er hjemme ved indbrudsforsøg

Tyve bryder sig ikke om at blive opdaget, eller bryde ind i boliger, hvor der er nogen hjemme, så hvis du er i din lejlighed, mens en tyv prøver at bryde ind, så råb, larm eller tænd lyset. Det vil i langt de fleste tilfælde få tyven til at stikke af. 

Hvordan undgår du indbrud i din lejlighed?

Da flere end halvdelen af indbrud i lejligheder sker gennem hoveddøren, er en af de vigtigste ting, man kan gøre, at undgå, at fremmede kommer ind i lejlighedskomplekset. Åbn derfor kun døren til lejlighedskomplekset for folk du kender og stoler på.

Lås og luk døre og vinduer

Hvis du vil sikre din lejlighed mod indbrud, bør du også altid lukke og låse døre og vinduer, når du ikke er i dit hjem. Ved ca. hvert fjerde indbrud får tyve nemlig adgang til lejligheden uden at bryde døre eller vinduer op.

Hvad skal du undersøge, før du går i gang med indbrudssikring?

Det er en god idé at sikre din hoveddør, terrassedør, altandør eller vinduer ekstra mod indbrud. Men find først ud af, hvad du må gøre. Det afhænger af, hvilken form for lejlighed du bor i.

  • Ejerlejlighed og andelslejlighed: I mange tilfælde må du gerne indbrudssikre døre og vinduer. Men spørg altid ejerforeningens eller andelsforeningens bestyrelse om, hvad du må. 
  • Lejelejlighed: Bor du til leje, må du som udgangspunkt ikke selv gøre noget for at sikre døre og vinduer mod indbrud. Du kan dog prøve at henvende dig til din udlejer.

Hvordan sikrer du din hoveddør, terrassedør og altandør mod indbrud?

Både din hoveddør og terrassedør bør være solide og have gode og sikre låse for bedre at kunne modstå indbrud.

Døre, der er ældre end 10 år, har sjældent indbyggede sikringsegenskaber. Derfor er det en god idé at sikre dem bedre. Hvis de er i fin stand, kan du gøre det selv med enkelte tiltag:

Sæt en ekstra lås på hoveddøren

Der skal være minimum 40 centimeters afstand mellem den og den eksisterende lås. Låsen børe være uden vrider, der kun kan åbnes med nøgle fra begge sider. Det vil besværliggøre det for tyven at komme ud gennem døren.

Skift slutblikket i dørkarmen ud med et sikkerhedsslutblik og skru det fast med skrå skruer 

Det gør det mere besværligt at bryde døren op med fx koben.

Med et sikkerhedsslutblik kan en dørkarm modstå et langt større tryk, som gør, at dørkarmen ikke flækker, hvis en tyv forsøger at sparke eller presse døren ind. Det er ikke helt simpelt at montere et sikkerhedsslutblik selv, men har du lidt teknisk snilde, kan det lade sig gøre. 

Særligt for terrasse- og altandøre

Installér en indvendig lås med nøgle på døren eller et indvendigt dørgreb med kodelås.

Nøglen skal altid sidde i låsen, når du er hjemme, for i tilfælde af brand er det vigtigt, at du kan komme ud. 

Skru glaslister i døre med trævinduer fast med sikringsskruer.

De kan ikke skrues ud igen, så det bliver sværere for tyven af afmontere glaslister og trække glasset ud.

Se, hvordan du skruer glaslister fast i videoen i afsnittet ”Hvordan sikrer du dine vinduer mod indbrud?”

Montér en anslagsskinne på trædøren

Det forhindrer en tyv i at få et koben indimellem terrassedør og ramme og bryde døren op. Montér skinnen med sikkerhedsskruer på den side, hvor låsen er. Vær opmærksom på, at det nemmere kan medføre råd, hvis du monterer en anslagsskinne, og at en evt. garanti på døren forsvinder. 

Tjek, om dørene er solide og slutter tæt til karmen

Træværket i både karm og dør skal være fast, og der bør ikke være bløde områder i døren, hvor man kan stikke en lille skruetrækker eller syl ind i træet. Det er nemlig tegn på råd, og det er meget nemt at smadre en dør, der er råd i. Du forstærker en dør ved at sætte en stålplade eller en krydsfinerplade fast på dørens inderside.

Tjek dette før du indbrudssikrer dine døre

Før du går i gang med at sikre dine eksisterende døre, skal du overveje disse to ting:

  1. Er din dør så ny, at den allerede har sikringstiltag?
    Hvis din døre er fra ca. 2010 og frem, er det sandsynligt, at der allerede er indarbejdet en række elementer, der sikrer mod indbrud. Er dørene så nye, at der stadig er garanti på dem, bør du overveje, om du selv skal foretage sikringstiltag på dem, for det kan ophæve garantien.

    Hvis du er i tvivl, om døren har sikringstiltag, kan du ringe til producenten. Du finder frem til, hvem producenten er, ved at åbne døren og finde mærket i falsen (den indvendige ramme). Her står kontaktoplysninger på producenten og ofte også en række tekniske oplysninger.
  2. Hvordan er standen på døren?
    Sikringstiltag vil i langt de fleste tilfælde bidrage til at mindske risikoen for indbrud, men i nogle tilfælde er døren så nedslidt, at det ikke kan gøre en forskel. Overvej i denne situation, om du skal udskifte døren med en ny.

Ny dør? Få en dør med sikringspakker

Hvis du skal have nye, udvendige døre til din bolig, bør du gå efter en såkaldt indbrudssikker dør.

Det er en dør, hvor du tilkøber sikringspakker, som de fleste danske dør-producenter tilbyder. Der er forskel på, hvilke sikringspakker du kan få til de forskellige dørtyper.

Hvordan sikrer du dine vinduer mod indbrud? 

Som nævnt er det især, hvis du bor i stuen eller på 1. sal, at der er brug for at sikre dine vinduer ekstra mod indbrud.

Heldigvis er det både simpelt og billigt at gøre dine vinduer til din lejlighed mere indbrudssikre. Det er især vigtigt at gøre to ting, hvis du har trævinduer:

1. Sæt sikringsbeslag på vinduerne. Har du sikringsbeslag indvendigt på vinduet, er det langt mere besværligt for en tyv at brække det op. For beslagene holder vinduesrammen og karmen sammen, så det er svært at bruge fx et koben, som er det værktøj, indbrudstyve oftest bruger til at byde ind i lejligheder.

2. Skru glaslister fast med sikringsskruer. Ligesom med døre med glas bør du også skrue glaslisterne, der sidder udvendigt omkring vinduet, til dine til dine trævinduer fast med sikringsskruer. Ellers er det nemt for en tyv at afmontere dem og trække glasset ud. Sikringsskruer, som kan købes i de fleste byggemarkeder, kan ikke skrues ud.