Indvendig isolering, hvilken løsning kan i anbefale?

Hej.

Jeg har et hus fra 1932, som blev totalrenoveret sidste år - inden jeg selv købte huset. vi har nu opdaget at der desværre er flere kuldebroer selvom huset blev hulmursisoleret sidste år. Vi har fået problemer med fugt i det ene kælderværelse samt skimmel på det ene børneværelse. Soveværelsesvæggen er også meget kold og der er derfor også risiko for kommende skimmelvækst i dette rum jf. vedlagte termografiske undersøgelse.

Vi står nu i det dilemma, at vi har fået 2 tilbud på indvendig renovering.

Forslag 1 består af en rensning af alle vægge i Protox. Herefter opsættes Knauf Danogips Isoleringsvæg består af en 12,5 mm gipsplade med 50 mm hård stenuld på bagsiden. De 2 lag er sammenklæbet med en specialklæber, som har en dampspærrende effekt. Spartles og males.

Forslag 2 består af at alle vægge renses ned i Protox Hysan. Efterfølgende opbygning i Ytong Multipor vægisolering 60 mm i alle områder. Vægge påføres Ytong letmørtel. Ytong Multipor 60 mm isoleringsplader påføres. Armeringsvæv opsættes i Ytong letmørtel og slutpudses. Males herefter i en diffusions åben Silikatmaling.

Hvad kan I anbefale af løsning?

På forhånd tak.

Mvh Gøran

Hej Gøran

Uden tvivl nr. to løsning! Dette er langt den sikreste og bedste løsning, når det kommer til indvendig efterisolering.

Jeg har læst rapporten, og jeg er ikke uenig med termograføren og hans konklusioner. Men jeg er ikke glad ved hans anbefalinger om en klassisk forsatsvæg. Og det skal du tage fra en, som har åbnet den ene dårlige og skimmelinficeret forsatsvæg efter den anden. Altså at man har skimmelsvampe og andre fugtskader ude i mellemrummene.

Isoleringsvæggene fra Knauf er ikke de værste, men man er bare så dybt afhængig af, at væggene bliver 100 % tætte med den ene eller anden form for dampspærre. Og min erfaring siger mig, at det er meget svært.
Så er jeg tryggere ved Multiporløsningen, hvor isoleringspladerne i sig selv er åndbare og fugtadaptive.

En anden ting, der slår mig. Jeg ser mange af disse renoveret huse, som nu pludselig er ved at drukne i deres eget kondensvand. Huset bliver efterisoleret, der bliver lavet nye lofter med dampspærre, man skifter vinduer og døre og hele huset pakkes ind i gipsplade, spartles og males og fuges – TÆT! Men alt for få tænker på ventilationen.
Og dermed får man et hus der er meget mere tæt end før, og så driver det af fugt allevegne. Man har simpelthen glemt muligheden for ny frisk luft i huset, som før kom ind naturligt via diverse utætheder.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan hos jer. Men prøv at have det med i tankerne, og vurder hvor I får den dårlige luft ud, og hvor I får den ind. Mange har nemlig styr på, at der skal være en emhætte og ventilator på badeværelset -  men de glemmer, at der også skal ny frisk luft ind!

Held og lykke med multipor-løsningen, og huset i øvrigt.

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden