Der sker masser af jordskælv i Danmark hvert år, men ofte er de så svage, at man ikke kan mærke noget. Men engang i mellem er danske jordskælv så kraftige, at det kan give mindre rystelser i boliger, og det kan give små skader.

Hvilke skader kan jordskælv give på en bolig?

De mest kraftige jordskælv i Danmark kan således give små revner i huse og andre bygninger. De fleste revner er kosmetiske og vil ikke påvirke konstruktionen på et hus. Men hvis der kommer mindre revner i en bolig, kan der efterfølgende trænge vand ind, som kan give fugtskader på murværket eller i soklen.

Hvis der tidligere har været sætningsskader på et hus, er der risiko for, at de kan springe op igen og udvikle sig.

Derfor er det en god idé at gå en runde om din bolig og holde øje med, om der er revner i:

  • Pudsede facader
  • Soklen
  • Fuger.

Hvis du opdager større revner, bør du hurtigt få dem udbedret, så du undgår fugtskader. Det kan være at fræse ødelagte fuger ud og lægge nye fuger, eller pudse ødelagt puds på facade eller sokkel. Kontakt en murer, hvis du ikke vil eller kan gøre det selv.

Er der mindre revner, bør du løbende holde øje med, om de udvikler sig. Er du i tvivl, om revnerne kan føre til skader, kan du tage fat i en ingeniør eller en bygningskonstruktør.

Kan jordskælv give indvendige revner i en bolig?

Ja, et jordskælv kan godt være skyld i mindre revner i vægge og lofter – specielt hjørnerne mellem væg og loft kan være udsatte.

Tjek derfor, om der er kommet revner efter et jordskælv. Er det tilfældet, kan du spartle dem op og male efter.

Dækker forsikringen skader efter jordskælv?

Nej, forsikringsselskaber dækker normalt ikke skader fra naturkatastrofer (og krig). Derfor er det som udgangspunkt ikke dækningsberettigede skader, hvis der er kommet revner i din bolig efter jordskælv.