Kan du pudse vinduer i solskin?

Vinduerne er beskidte, og nu har du endelig tid til at pudse vinduer. Men er der noget om, at man ikke må pudse vinduer i solskin? Læs svaret her, og få et rigtig godt tip til vinduespudsning i solskin.

Det er som udgangspunkt ikke et problem at pudse vinduer, mens solen skinner, hvis det ikke er for varmt –, og hvis dine vinduer ikke er udsat for direkte sol (hvis de fx ligger i skygge en stor del af dagen eller beskyttes mod solens stråler af et stort udhæng).

Men er det en brandvarm sommerdag, hvor solen skinner fra en skyfri himmel og har varmet vinduerne godt op, er det IKKE den bedste idé at gå i gang med vinduespudsningen.

Hvad sker der, hvis du pudser vinduer i varmt vejr og solskin? 

Når vinduerne er varmet godt op af solen, risikerer du, at ruden er så varm, at vandet fordamper hurtigere, end du kan nå at tørre det af ruden med svaberen. Fordi der er meget kalk i vandet i Danmark, vil det efterlade spor på ruden, en slags mælkehvid mat hinde.

Det kan dog godt lade sig gøre at pudse vinduer i solskin, hvis du er hurtig med skraberen. Samtidig er der et lille trick fra den professionelle vinduespudser, der kan give dig lidt ekstra tid til afskrabningen i solskinsvejret. Tricket er ganske enkelt at putte isterninger i vandet, da det så er længere tid om at fordampe, og det giver dig længere tid til at skrabe. Du kan høre tricket i videoen herunder:

Hvilket vejr er ikke så godt til vinduespudsning?

Hård frost er ikke det bedste vejr at vaske vinduer i, da vandet kan nå at fryse til is, inden du har tørret det af ruden. Er det let frost, kan du fx putte lidt sprit i vaskevandet for at undgå, at vandet fryser fast på ruden eller bruge varm vand til vinduespudsningen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab