Spørg Bolius

Kan jeg bygge mit sommerhus af træplanker uden yderligere isolering?

Sommerhus på 55m2 ønsket bygget af 95mm træplanker (bærende konstruktion) Hvad er isolationsværdien af 95mm træplanke? Skal der yderligere isolering til (i ydervæg)? Ydervægge beklædes endvidere med 25mm Kalmar planker (2 på 1) og med 25mm luft til den bærende trækonstruktion.

Skal der yderligere isolering til for at overholde bygningskrav. Håber at I kan hjælpe mig. (Har søgt og søgt på nettet og en række fagfolk uden held)

Med venlig hilsen Otto

Kære Otto.

Ja der skal yderligere isolering til - træ isolerer ikke tilstrækkeligt til at overholde nuværende krav i Bygningsreglementet.

Træ er et naturligt isolerende materiale, men det er ikke så effektivt som mange moderne isoleringsmaterialer. Træs isolerende egenskaber skyldes dets porøse struktur, som indeholder luft, og luft er en dårlig varmeleder.

Dog er træs isolerende evne meget lavere end materialer som mineraluld eller træfiberisolering. For eksempel har træ en varmeledningsevne/lambdaværdi på omkring 0,13-0,20 W/m2K mens mineraluld typisk har en varmeledningsevne på omkring 0,035-0,040 W/m2K, og træfiberisolering har en varmeledningsevne på omkring 0,038-0,040 W/mK. Jo lavere varmeledningsevne, jo bedre isolerer materialet.

Det betyder, at selvom træ har nogle isolerende egenskaber, er det ikke tilstrækkeligt til at isolere et hus på egen hånd. I stedet bruges træ ofte i kombination med andre isoleringsmaterialer for at skabe en effektiv termisk barriere.

For at finde ud af om en konstruktion overholder kravene til U-værdierne kan man lave en U-værdi beregning. Der findes forskellige programmer til dette på nettet. Alternativt har producenten måske allerede en beregning på dette i den angivne tykkelse?

Find krav til energi for sommerhusbyggeri på dette link. Mindstekrav til ydervægge er 0,25 W/m2K. 

Træ med en tykkelse på 10 cm vil have en U-værdi på ca. 1,00 W/m2K som er langt fra kravet. Du skal op på noget nær 50 cm før du nærmer dig kravene til U-værdier for sommerhusvægge. 

 

Jeg vil råde dig til at have en rådgiver med i projektet til at vejlede, rådgive og guide dig til at opføre både byggeteknisk og lovmæssigt korrekt.

God fornøjelse med projektet

Se også:

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden