Hvorfor varmeisolere?

Helt basalt handler isolering af vores boliger om at holde på varmen. Det har vi mennesker altid gerne villet, da boligen ikke blot danner ramme om vores privatliv, men også beskytter os mod vind og vejr. Men navnlig siden 1970'ernes oliekriser har der været ekstra fokus på, hvordan vi i Danmark kan mindske varmetabet fra vore bygningskonstruktioner - bl.a. som følge af politiske ønsker om at spare på samfundets energiforbrug. Som følge heraf stilles der stadigt stigende krav til, hvor godt vores boliger skal være isoleret.

 

I Bygningsreglementet, kapitel 11 Energiforbrug, er der således angivet helt specifikke krav til, hvor meget energi der maksimalt må bruges til vand, varme, ventilation og køling. Der stilles også krav om, hvordan du opnår tilfreds­stil­len­de sundhedsmæssige for­hold i din bolig og fx undgår, at der dannes fugt og kondens.

Desuden er det i dag et lovkrav, at man skal efterisolere op til nutidens standard, hvis man bygger væsentligt om eller renoverer huset. Kravet gælder dog ikke, hvis efterisoleringen ikke kan udføres rentabelt og fugtsikkert (se Bygningsreglementet 2018, § 274 - § 279).

Hvad er isoleringsmateriale?

Et isoleringsmateriale er kendetegnet ved, at det leder varmen meget dårligt (i modsætning til metal, glas og sten). Det er hovedsageligt den stillestående luft i isoleringsmaterialerne, der giver denne egenskab og desuden betyder, at de fleste isoleringsmaterialer er meget lette. Bygger du isoleringsmateriale ind i en konstruktion, mister bygningen stadig varme, men det sker i betydeligt mindre grad, end hvis bygningen ikke var isoleret. 

Det er helt afgørende, at isoleringsmaterialer holdes tørre. Eftersom vand leder varme langt bedre end luft, holder våde isoleringsmaterialer ikke særlig godt på varmen. Det er ofte nødvendigt at beskytte isoleringen med et vindtæt lag, også kaldet en vindspærre, så luften i isoleringen bliver ved med at være stillestående. Det vindtætte lag skal dog samtidig være så åbent, at eventuel fugt kan trænge ud og ventileres væk. Isolering og øvrige konstruktioner (klimaskærmen) skal også beskyttes mod fugten inde fra boligen, hvilket gøres med en tæt dampspærre på den varme side af isoleringen. 

Ligeledes er det vigtigt, at de enkelte stykker isoleringsmateriale placeres tæt op ad hinanden med forskudte samlinger i flere lag samt omkring konstruktioner og gennemføringer. På den måde undgår man kuldebroer, dvs. steder på indvendige vægge eller lofter, hvor overfladetemperaturen er lavere end rumtemperaturen, og hvor der derfor er risiko for kondens.

Hvordan foregår varmetab fra en bygning?

Vores bygninger taber varme på 3 forskellige måder:

1. Varmeledning sker, når varmen ledes fra boligens varme inderside til den kolde ydermur, et ikke-isoleret loft eller igennem et dårligt isoleret gulv. Varmen ledes af de materialer, huset er bygget af, fx træ, mursten, stål og isoleringsmaterialer. Hvor meget varme der ledes ud af boligen, afhænger af materialerne. Metal er eksempelvis en ualmindelig god varmeleder, glas er mindre godt, træ endnu mindre, og luft er dårlig. Derfor er termoruder og isoleringsmaterialer en god idé.

2. Varmestrømning (konvektion) sker, når varmen siver med luftstrømme ud af vores boliger gennem utætheder, revner og sprækker, fx utætte vinduer og døre. Da meget varme går tabt på grund af utætte huse, er der i bygningsreglementet stillet krav til boligens tæthed. Bygningsreglement 2018 stiller krav om, at luftskiftet ikke må overstige et luftflow på mere end 1,0 liter pr. sekund pr. kvadratmeter opvarmet etageareal, når der foretages en trykprøvning med 50 Pa (pascal).

3. Varmestråling sker, når et materiale udsender strålingsvarme - infrarød stråling - og på den måde varmer andre materialer op, uden at luften omkring dem opvarmes nævneværdigt. Strålevarme fra en brand kan endda antænde materialer på afstand. I princippet udsender alle materialer strålevarme, men solen, brændeovne og kogeplader er nok de mest kendte eksempler. En bygning udsender også strålevarme, dog mest hvor overfladerne er mindst isolerede og derfor varmest. Det vil sige ved vinduer og døre. En måde at nedbringe varmestrålingen på er at have lavenergiglas i vinduer og døre,  fordi lavenergiglas reflekterer varmestrålingen fra eksempelvis radiatorer.

Det største varmetab fra boliger skyldes dog varmestrømning og varmeledning. Du kan begrænse varmestrømning ved at tætne huset, mens varmetab på grund af varmeledning mindskes ved at isolere konstruktionerne.

Hvilke materialer isolerer bedst? (Lambda-værdi)

For at kunne beregne, hvor meget varme der slipper ud af vores huse, er det nødvendigt at sætte tal på materialer og konstruktionens evne til at isolere. Man arbejder derfor med forskellige værdier.

λ-værdien (Lambda-værdien)

Værdien angiver, hvor godt et bestemt materiale leder varme. Varmeledningsevnen angives i W/mK, der er et udtryk for, hvor mange watt (energi), der tabes pr. meter af et givent materiale ved 1 grads forskel mellem udetemperaturen og indetemperaturen. Jo højere λ-værdi, jo bedre er materialet til at lede varme. Og omvendt: jo lavere λ-værdi, jo bedre isolerer materialet. Derfor er deciderede isoleringsmaterialer kendetegnet ved at have meget lave λ-værdier.

Der er meget stor forskel på, hvor gode forskellige materialer er til at lede varme. Eksempelvis er isoleringsmaterialer ekstremt dårlige varmeledere, hvorimod metaller er virkelig gode varmeledere.

Varmeledningsevne 

Materialeλ-værdi (W/mK)
Auminium220
Rustfrit-stål17
Beton0,8-1,7
Glas0,8
Mursten0,49-0,74
Vand0,55-0,58
Træ (fyr)0,12
Isoleringsmaterialer0,03-0,10

Der findes flere forskellige former for isoleringsmateriale, og du kan læse mere om de mest almindelige typer herunder, og se deres isoleringsevner i nedenstående skemaer.

Isoleringsbatts, isoleringsplader o.l. 

Materialeλ-værdi (W/mK)
Celleglas0,038-0,050
Mineraluld0,032-0,043
Polystyren0,034-0,041
PUR0,021
Grå EPS (polystyren)0,031

Løsfyldsprodukter til bl.a. hulmursisolering og loft 

Materialeλ-værdi (W/mK)
Cellulose0,040
Ekspanderet perlite0,042
Letklinker0,085-0,090
Mineraluld0,038-0,042

U-værdi

Ud fra de enkelte materialers varmeledningsevne og tykkelse, og hvordan de sættes sammen i bygningskonstruktioner, kan man beregne en konstruktions isoleringsevne - enten i sin helhed eller for enkelte dele af konstruktionen. Det kalder man U-værdien. Også her gælder det, at jo lavere u-værdi, jo bedre isoleringsevne har den samlede konstruktion - og desto mindre varme går tabt. U-værdier måles i W/m²K (watt pr. kvadratmeter).

Bygningsreglementet stiller krav om, at de enkelte bygningsdele skal være isoleret, så den samlede konstruktion - ydervæg, tag og gulvkonstruktion - ikke unødigt taber varme. Eksempelvis skal gulvkonstruktioner ved terræn ved ombygninger have en U-værdi på 0,20 W/m²K. De forskellige værdier kan ses i Bygningsreglementet kap. 11.1.5 ”Mindste varmeisolering”.

Hvad er stenuld og glasuld?

Stenuld og glasuld er isoleringsmaterialer, der også går under fællesbetegnelsen mineraluld.

Isoleringsmæssigt er der ikke den store forskel på de to materialer. Men der er forskel på fibrenes struktur, ligesom de har forskellige smeltepunkter. Hvor glasuld smelter ved ca. 600 °C, kan stenuld holde formen indtil ca. 1.000 °C. Begge typer brandklassificeres som brandklasse Euroklasse A1 (ubrændbart) og kan anvendes uden begrænsning, dvs. til alle konstruktioner og alle typer isoleringsopgaver.

Mineraluldsprodukter fås med forskellig isoleringsevne (λ-værdi 0,032-0,044) og i mange forskellige udformninger. Ofte anvendes isoleringsbatts eller formstykker med tykkelser fra 45 mm til 245 mm, men mineraluld leveres også som ruller, granulat, isoleringsplader, strimler og trekantstykker m.m.

Anvender du mineraluld som isoleringsmateriale, skal du ifølge bygningsreglementet sikre, at mineraluldsfibre ikke kan komme ud i indeklimaet. Kravet kan anses for opfyldt, hvis materialerne er overfladebehandlede, eller de på anden måde afdækkes, indkapsles eller forsegles.

Hvad er papirisolering?

Papirisolering eller celluloseisolering er et isoleringsmateriale, der fremstilles af aviser eller andet genbrugspapir, der rives i små stykker til granulat (små korn, flager eller stykker). Papirisolering anvendes normalt ved, at det blæses ind i eller ud på den konstruktion, der skal isoleres, men findes også som isoleringsplader.

Papirisolering bliver tilsat kemiske midler, og tidligere var der tilsat fx borax, borsyre og aluminiumhydroxid, som skulle gøre isoleringen mindre brandbar. Men mange producenter har fået trukket disse skadelige stoffer ud af papirisoleringen. Skadedyr som mus, rotter og mår vil ikke opholde sig længere tid i papirisoleringen, fordi tilsatte salte i materialet virker udtørrende og derfor ubehageligt for dyrene.

Papirisolering går for at være et miljørigtigt alternativ til mineraluld, men man skal være opmærksom på, at de kemiske stoffer borater/borax, der er tilsat i nogle produkter, optræder på EU's kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Borater/borax hæmmer især forplantningsevnen hos mennesker.

LÆS OGSÅ: Papirisolering

Papirisolering kan komposteres og brændes og skal ikke deponeres, som det er tilfældet med mineraluld.

Papirisolering blæses ofte ind på et lofter i løs form. For at forhindre, at det støver for meget, tilsættes papirisoleringen en smule vanddamp. Ved indblæsning i lukkede konstruktioner, såsom hulmure vil støvproblemerne være minimale.

Papirisolering sætter sig lidt efter indblæsning, så ved indblæsning i åbne konstruktioner, skal isoleringstykkelsen være ca. 15-20 procent mere end den ønskede isoleringstykkelse. Hvis der fx skal isoleres med 300 mm, skal man påregne et ekstra lag på 45-60 mm. Hvor meget papirisoleringen falder sammen, afhænger af isoleringslagets tykkelse, da det er vægten af isoleringen, der får den til at sætte sig. Når der blæses papirisolering ind i lukkede konstruktioner, tages der højde for evt. sætning af materialet ved at komprimere isoleringen. 

Papirisolering fås også som limede isoleringsplader, der kan anvendes på lofter og i vægge. Hvor pladerne samles, kan man supplere med løs papirisolering, som blæses ind i alle samlinger, så man undgår kuldebroer. 

Uanset producent har papirisolering generelt den samme isoleringsevne (λ-værdi på ca. 0.037-0,040), hvilket i store træk svarer til isoleringsevnen for mineraluld.

Hvad er celleglas?

Celleglas produceres af "opskummet" genbrugsglas og kul. Celleglas findes som formstykker, du kan skære og fræse til blokke. 

Celleglas er klassificeret som et Euroklasse A1-materiale, dvs. ikke brændbart, og har tillige en række andre gode egenskaber. Det har bl.a. en høj trykstyrke, er formstabilt, diffusionstæt og sikret mod angreb fra råd, insekter og skadedyr. Desuden har det en meget lang levetid. Til gengæld er det temmelig dyrt sammenlignet med eksempelvis mineraluld. Celleglas fås med forskellig isoleringsevne (λ-værdi 0,038-0,050), hvilket i store træk svarer til isoleringsevnen for mineraluld. 

Celleglas bruges typisk til isolering af flade tage, tagterrasser og P-dæk samt til ud- og indvendig isolering af facader, ydermure, terræn- og kælderdæk. Materialet anvendes sjældent i enfamiliehuse, men bruges overvejende i store byggerier, hvor der stilles ekstraordinære høje krav til fugttekniske egenskaber og trykstyrke. 

Celleglas nævnes her, fordi materialet på sit navn let kan forveksles med celleplast, der er et andet navn for polystyren. Imidlertid har disse to isoleringsmaterialer meget forskellige egenskaber. Det kan du læse mere om nedenfor.

Hvad er polystyren (flamingo)?

Ekspanderet polystyren, EPS, går også under navnet celleplast eller handelsnavnet "flamingo". Det er et halvhårdt isoleringsmateriale og meget nemt at arbejde med. Den store ulempe ved polystyren er, at det er klassificeret i den dårligste og mest udsatte brandklasse, F. Derfor skal polystyrenisolering beskyttes mod brand modsat celleglas og mineraluld, og det kommer vi tilbage til.

Polystyren findes med isoleringsevne (λ-værdier) fra 0,034 til 0,041 og fås i mange forskellige størrelser og udformninger. De mest almindelige er plader med flademål på 600 x 1200 mm eller 1200 x 1200 mm med tykkelser fra 10 og 15 mm helt op til 500 mm.

Polystyren anvendes primært i terrændæk (gulvkonstruktioner mod jord/krybekælder) og som udvendig isolering af flade tage. Hvis du anvender polystyren til isolering af andre indvendige bygningsdele, skal du være opmærksom på, at du ifølge bygningsreglementets kapitel 5 skal opfylde en række krav, der gør det brandmæssigt forsvarligt.

På grund af brandrisikoen er det fx ikke lovligt at isolere med polystyren på den indvendige side af vægge og lofter og derefter sætte træbeklædning på samt evt. tapetsere eller male direkte på beklædningen. I det tilfælde skal polystyrenen have en beklædning af såkaldt "klasse K1 10 B-s1, d0" - fx en 13 mm gipsplade direkte på isoleringen. Der må altså ikke være hulrum imellem polystyren og beklædning.

Polystyren kan i visse tilfælde også anvendes som efterisolering i etageadskillelser. Konstruktionen skal dog opfylde kravene til en klasse REI 60 A2-s1,d0, tidligere kendt som BS-bygningsdel 60. Det kan fx være på en betonkonstruktion eller på konstruktioner af gips, træ og mineraluld. Er du i tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt (og lovligt!) at anvende polystyren til bestemte formål, bør du kontakte en byggerådgiver.

Andre isoleringsmaterialer

Mineraluld og polystyren er de mest almindelige isoleringsmaterialer, men derudover findes en række andre lette byggematerialer, der har gode varmeisolerende egenskaber.

Ekspanderet stenmateriale fremstilles af perlite, en vulkansk sten. Under høj varme udvider perlite sig 15-20 gange og indeholder derfor meget luft. Det resulterende produkt er et let og ubrandbart granulat med en god isoleringsevne (0,042 W/mK). Det anvendes typisk i hulrum, i terrændæk og etageadskillelser, hvor det let kan blæses ind.

Letklinker er ikke kun et isoleringsmateriale - de har også en fremragende kapillarbrydende (fugtspærrende) effekt. Og med en isoleringsevne på ca. 0,095 W/mK yder letklinkerne også en glimrende isolering. Letklinker fremstilles af en speciel plastisk og kalkfattig lerart, som ved høj temperatur udvides og bliver til et let og lufttæt materiale. Letklinker fås i forskellige tykkelser, 2-22 mm, og anvendes til drænende lag under terrændækket. Letklinker er ikke brandbare.

Letklinkerblokke fremstilles af letklinker og beton. Blokkene anvendes til opmuring af fundament. Letklinkerblokke har en isoleringsevne på omkring 0,16 W/mK.

Porebetonblokke (som ofte kaldes for gasbeton) er som letklinker ikke kun et bygningsmateriale, men har god isoleringsevne. De fremstilles af cement, kalk, sand og aluminiumspulver ved en kemisk proces, der får materialet til at udvide sig og "fyldes" med luft. Porebetonblokke har en isoleringsevne omkring 0,14 W/mK. Materialet anvendes til opmuring af inder- og ydervægge. Der produceres også termoblokke med isoleringsmateriale mellem porebetonen. Disse termoblokkes isoleringsevne afhænger af tykkelsen på isoleringenslaget mellem lagene af porebetonblokke. U-værdien for termoblokke ligger ca. mellem 0,13 og 0,09 W/m²K.

Der er således store forskelle på de nævnte typer isoleringsmateriale, og hvordan og hvor de kan anvendes. Men uanset hvilket materiale vi taler om, er det stillestående luft i materialet, der giver den ønskede isoleringsevne.