Spørg Bolius
Kan jeg fyre med paller og spånklodser i brændeovnen?
Hej Bolius
Må jeg fyre i min brændeovn med paller og især de "spånklodser", der er i pallerne?
mvh Peter
Hej Peter
Nej, du må kun fyre med tørt træ, der er købt eller indsamlet som brænde. I nogle brændeovne må man også fyre med træbriketter produceret til brændeovne - de består alene af træspåner, der er presset sammen.
Alt andet må du ikke fyre med i brændeovnen - det skyldes hensyn til både miljøet og kvaliteten af dit eget indeklima.
Læs mere om det her: Brænde til brændeovne og pejse
Men det kan vær fristende at fyre med affaldstræ, eller som du nævner, paller. Men paller kan være efterbehandlet, sprøjtet mod skadedyr eller have været brugt til transport af forskellige materialer, og kan lige som trykimprægneret træ indeholde stoffer, der ved afbrænding kan danne giftige dampe eller afgive partikler, der er sundhedsskadelige.
Det samme gælder spånplader og spånklodser, da de består af træspån, der er bundet/limet sammen af forskellige former for kemiske limstoffer.
Det gælder både for den røg, der kommer op af skorstenen, men ikke mindst for indeklimaet, altså den luft, der er i rummet, og som du og dine børn indånder.
Læs mere om det i vores artikel her: 4 ting, du ikke må fyre med i din brændeovn
Det er derudover vigtigt, at brændeovn og skorsten fungerer korrekt - det sikrer det årlige skorstensfejereftersyn, hvor du også har mulighed for at spørge skorstensfejeren til råds.
Lige så vigtigt er det, at du får fyret op på en måde, så du får mest mulig varme ud af brændet, og der går mindst til spilde som røg: Hvordan fyrer du bedst op i brændeovnen?
Du kan sikre dig, at der fyres korrekt, og brændet udnyttes bedst muligt, ved at gå ud og se på den røg, der kommer op af skorstenen, den skal være næsten usynlig, klar og hvid.
Det gælder også, hvis man som nabo generes af brænderøgen: Kan du klage over naboens røg fra brændeovnen?
Med venlig hilsen