Spørg Bolius

Kan kommunen kræve at bygninger nedrives?

Jeg har en ejendom, der før min ejertid er overbebygget uden tilladelse.

Af tilstandsrapporten fremgik det, at en udestue, skur og hele overetagen ikke fremgår af BBR. Ejendommen er omfattet af en lokalplan, og bebyggelsesprocenten er  25. Uden det, der mangler at blive registreret, er min ejendom bebygget med 25%. 

Mit spørgsmål er, kan kommunen kræve, at jeg river flere bygninger ned og hele overetagen?

Mvh Rasmus

Kære Rasmus

Ja, det kan de desværre godt. Bygninger, der ikke er registreret, kan kræves lovliggjort enten ved retlig eller fysisk lovliggørelse. 

Det betyder, at når kommunen bliver opmærksom på forholdet (for eksempel i forbindelse med en anden byggesag på ejendommen), så vil de kræve en lovliggørelse på den ene eller den anden måde. 

Hvis bygningen ville være lovlig opført på opførelsestidspunktet, vil den formodentlig få lov at blive stående (retlig lovliggørelse), men hvis den overskrider lokalplan, bygningsreglementets krav eller byggeretten i almindelighed, og forholdet ikke kan dispenseres fra, kan du forvente krav om fysisk lovliggørelse - hvilket vil betyde nedrivning eller tilpasning, så den er inden for rammerne.

Valget mellem retlig og fysisk lovliggørelse beror på afgørelsesmyndighedens konkrete, skønsmæssige afvejning af forskellige hensyn i hver enkelt sag.

Se mere her: Vejledning om administrative bestemmelser BR18

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Christina Schjervig, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden