Spørg Bolius

Kan vedtægtsændring betyde at jeg skal af med min vaskemaskine?

Hej. Jeg bor i en lille andelsforening i København med 12 lejligheder. Jeg overtog lejligheden i efteråret 2005. Da lavede jeg en gennemgribende forbedring af hele lejligheden (nyt køkken, nye gulve, lavede helt nyt badeværelse i det gamle køkken) I den anledning byggede jeg badeværelset således at jeg kunne installere en vaskemaskine og tørretumbler. Der blev bygget en lille forhøjning, for at stille den på et mere fast underlag med ekstra lyddæmpning i. Alle installationer blev lavet af aut. VVS mand. gulv, granit plader osv. blev bygget op omkring dette. I foreningens vedtægter stod der intet om at man ikke må have vaskemaskine.

Nu er der en beboer som mener at der for mange år siden (i 1980erne) blev snakket om sådan et forbud. Men det blev aldrig skrevet ind eller gjort mere ved. Så da jeg i 2005 byggede lejligheden stod der INTET i vedtægterne. Han vil nu have det skrevet ind i foreningens vedtægter.

Hvor står jeg her? Hvis de tvinger mig til at fjerne vaskemaskine, vil jeg stå med et badeværelse som vil se meget mærkeligt ud (og for at bygge det om vil det være rigtig rigtig dyrt med nyt sten gulv, nye granitplader, skabe mm.) Hvis de giver mig lov til at beholde det, men laver reglen og håndhæver det når jeg flytter, vil det være svært for mig at sælge, da køber jo da vil have et problem og meget mærkeligt badeværelse som vil være meget dyrt at lave om. (derudover vil jeg have det dårligt med at skulle sælge sådan noget til nogen) Kan I hjælpe mig med hvor jeg står og hvad jeg kan gøre? Hvis det bliver vedtaget, overvejer jeg at starte en retsag mod foreningen. Hvor vil jeg stå i sådan en sag?

(Det skal siges at jeg aldrig har haft klager og støj, og er meget påpasselig med at kun køre inden kl 20 om aftenen. Derudover er det nogle dyre maskiner, som ikke står og ryster og hopper. Og jeg betaler selv for el og vandforbrug til maskinen)

Håber at høre fra jer, og at I kan hjælpe mig.

Mvh

Lars

Hej Lars

Jeg tror du kan tage det nogenlunde roligt, generelt er det meget sjældent at man kan vedtage regler der kan have "tilbagevirkende kraft", og sandsynligvis heller ikke at det skal træde i kraft ved salg - men muligvis ved større renovering eller ombygning.

Og selvom der kommer et forslag er det jo heller ikke sikkert det bliver vedtaget, - Du kunne måske stille et alternativt forllag om at man må installere vaskemaskiner og tørretumblere i ejendommen, men at det  skal være maskiner der er støj og støddæmpede og reler om at man fx ikke må vaske efter kl 20, og ikke før kl 10 i weekender eller hvad i kan blive enige om.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden