Med en ændring af arbejdsmiljøloven vedtog et enigt folketing i 2024, at det kun er virksomheder med autorisation, der må nedrive asbest. De nye regler trådte endeligt i kraft 1. januar 2025, og siden er det blevet indskærpet, at alle personer, der udfører asbestarbejde, skal have gennemgået en arbejdsmiljøfaglig uddannelse.
Autorisationsordningen
Kun virksomheder, der er autoriseret til det, må nedrive asbestholdigt materiale.
Du kan tjekke, om en virksomhed har autorisation, i Erhvervsstyrelsens autorisationsregister.
Hos Arbejdstilsynet kan du læse mere om de krav, der skal opfyldes, for at en virksomhed kan få autorisation.
For private boligejere betyder reglerne, at det ikke er tilladt selv at nedrive asbest, medmindre der er tale om kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter.
– Formålet med autorisationsordningen er, at færre skal udsættes for farligt asbeststøv og risikere at blive syge af at arbejde med det, samt at sikre, at de, der håndterer asbest, har styr på reglerne, siger Ina Jochimsen, der er kontorchef i kemi hos Arbejdstilsynet.
Kortvarigt asbestarbejde er tilladt
I ordningen er der den undtagelse, at private og ikke-autoriserede virksomheder gerne må udføre såkaldt ’kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter’, fx nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader eller enkelte fliser, der er fastgjort med asbestholdig fliseklæb.
Undtagelsen kan sikre, at projekter, der som udgangspunkt ikke involverer asbestholdigt materiale, undgår at blive sat i stå af et uforudset møde med asbest, forklarer Ina Jochimsen:
– Det kunne være et tilfælde, hvor en vvs’er skal skifte en vandhane i en bolig, og så knækker en flise, så man er nødt til at skifte den, og det viser sig, at den er opsat med asbestholdig fliseklæb. Her vil det være tilladt at skifte en enkelt flise eller to, i stedet for at vvs’eren skulle stoppe sit arbejde, fordi virksomheden ikke har autorisation.
– Det handler altså om arbejde, der hverken tager lang tid eller fylder ret meget – og det er vigtigt at understrege, at de asbestholdige materialer naturligvis stadig skal håndteres ud fra de gældende asbestregler, siger kontorchefen.
Hos Arbejdstilsynet kan du læse mere om, hvilke typer kortvarigt nedrivningsarbejde, der er tilladt for privatpersoner og ikke-autoriserede virksomheder.
Overtrædelse kan medføre bødestraf
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, at regulær nedrivning af asbest kun udføres af autoriserede virksomheder, og hvis ikke-autoriserede virksomheder eller private nedriver asbest, kan det straffes med bøde.
For virksomheder vil bøden som udgangspunkt være på 30.000 kr., men den kan blive skærpet væsentligt, hvis overtrædelsen er af grov karakter, hvis der er opnået en økonomisk fordel, eller virksomheden tidligere er straffet for samme overtrædelse.
For private er bøden som udgangspunkt 15.000 kr., men kan blive højere ud fra de samme vilkår som for virksomheder uden autorisation, oplyser Arbejdstilsynet.
Der føres ikke tilsyn med privates arbejde på en bolig, men Arbejdstilsynet kan blive gjort opmærksom på, at reglerne bliver overtrådt gennem fx klager fra naboer eller forbipasserende, fortæller Ina Jochimsen.
– Det sker jævnligt, at vi får klager på udførelse af asbestarbejde, og det er noget, vi tager alvorligt og følger op på, siger hun.
Når du som privatperson hyrer en virksomhed til at nedrive asbestholdigt materiale, er det som udgangspunkt virksomhedens ansvar at have autorisationen på plads.
Her kan du støde på asbest i boligen
I boliger opført før 1990 kan der være asbest i bl.a. tag, loft, bad, køkken og kælder, hvor det kan gemme sig i materialer som tagplader, gulvbelægning, aftrækskanaler, fliseklæb og rørisolering.
Klik på de enkelte punkter i grafikken for at læse mere.
Må vi vise dig en interaktiv grafik?
Her plejer at ligge en interaktiv grafik. Vi kan desværre ikke vise dig elementet, på grund af dine cookie-indstillinger.


