Mange unge studerende har svært ved at finde et sted at bo, og har du et ekstra værelse i din bolig, kan du leje det ud helt uden at betale skat for de penge, du får i leje.

Det kan du gøre, hvis du bruger det såkaldte bundfradrag, når du lejer ud, og hvis huslejen ikke er for høj i forhold til ejendomsværdien. Hvis dit hus eller din lejlighed fx har en ejendomsværdi på 2 millioner kr., kan du tage op til 2.217 kr. om måneden for at leje værelset ud uden at skulle betale skat.

Skattefri udlejning for 2.000 kr. om måneden

Er huslejen højst 2.000 kr. om måneden, vil den altid være skattefri uanset ejendomsværdien.

- Jeg tror, at mange ikke er klar over det, siger Eigil Johansen, forretningsfører i AKU-Aalborg, der anviser boliger til unge, til P4 Nordjylland.

Sådan lejer du et værelse ud

Der er dog nogle regler, du skal sætte dig ind i, før du udlejer boligen – fx hvordan lejekontrakten skal udformes, hvordan opsigelsesfristen er, og hvordan du undgår at tage for meget i husleje, så din lejer ikke efterfølgende kan klage til Huslejenævnet over, at huslejen er for høj.

Sådan lejer du skattefrit et værelse ud

Hvis du bruger bundfradraget som metode, når du udlejer et værelse, kan du slippe for at blive beskattet af lejeindtægten. Det sker, hvis lejeindtægten ikke overstiger 1,33 procent af ejendomsværdien, der gælder for indkomståret – dog altid mindst 24.000 kr.

Her er et eksempel:

Din ejendomsværdi er 2,2 millioner kr.

Bundfradraget er 1 1/3 procent af ejendomsværdien: 2.200.000 x 1,33/100 = 29.333 kr. i fradrag om året

Højeste leje om måneden uden at betale skat: 29.333/12 = 2.444 kr. 

Læs mere om skattereglerne for udlejning af bolig på borger.dk