Det er slut med at vælge mellem A++ og A+, når du skal købe nye elpærer. Siden 1. september 2021 har der været nye energimærker for lys. 

Den nye skala går fra A til G, og plusserne er afskaffet. 

Skalaen angiver produktets elforbrug, hvor A er det bedste energimærke, og G er det dårligste. Det viser, at en elpære med energimærke A bruger mindre strøm end en elpære med mærket G. 

Hvorfor er der nye energimærker?

Energimærket for elpærer er hermed det samme som energimærkningen for køleskabe, frysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner og tv, som også er blevet ændret. 

EU har ændret kravene til energimærker, da de mange plusser gjorde det svært at gennemskue ordningen. 

Det er dog stadig tilladt for butikkerne at sælge lys med det gamle energimærke, så i en overgangsperiode vil der være både elpærer med det gamle og det nye energimærke på hylderne. 

Farvel til sparepæren

Sideløbende med de nye energimærker er halogen- og sparepærer i gang med at blive udfaset. 

Siden 1. september 2021 er der ikke kommet flere nye sparepærer i butikkerne. Det er stadig tilladt at sælge de gamle i en overgangsperiode, men når lageret er tømt, er det slut med at købe sparepærer. 

Det skyldes, at sparepærerne ikke kan leve op til kravene om energieffektivitet. 

Hvilket energimærke skal du vælge?

Energistyrelsen anbefaler, at du vælger LED-pærer med energimærke D eller bedre efter den nye skala. 

Selvom D er i midten af skalaen, er det nogle af de mest effektive elpærer på markedet på nuværende tidspunkt efter den nye skala. 

Finder du lys mærket efter den gamle skala, bør du gå efter A+ eller bedre.