Må vi stadig godt udskifte vores oliefyr til et nyt?
Vores oliefyr har nedlagt arbejdet, og det skal derfor på pension!
Vores problem er, at huset, som er på 126 m2, er virkelig godt isoleret - det er et sommerhus i mursten . Vi bor her hele året og bruger 700 liter olie pr. år. Vi er 2 personer, der går i bad hver dag og holder en indetemperatur på 21 grader om vinteren (har kun gulvvarme). Vi har solceller med Sungroth, der styrer strøm salg/køb.
Vi vil helst have et nyt oliefyr sat ind, da det er det mest økonomiske for os (folkepensionen er jo ikke for stor). Vi ved godt, at oliefyr skal udfases i 2030, men som vi læser det, må vi gerne opsætte et nyt fyr og beholde det, så længe det fungerer. Er vi helt forkerte på den?
Alle vil jo helst sælge os et luft til vand-anlæg, som kommer til at koste os ca 150.000 kr. Penge som vi skal låne.
Håber meget på et svar.
Vh Lisbeth
Det er tilladt at erstatte et gammelt oliefyr med et nyt, hvis ikke der er alternativer, som kan benyttes. Og det kan være svært at finde gode argumenter for at ønske denne dispensation. I kan læse mere her Udskiftning af oliefyr - men til hvad?
Jeg synes, I skal få undersøgt grundigt, hvad der er muligt med fx varmepumpen. Det er den vej, vi forsøger at gå med varmekilderne i Danmark. De er langt mere effektive og økonomiske på sigt. Rent klimamæssigt er varmepumpen også langt at foretrække frem for den fossile afbrænding af olie.
Men med et forbrug på blot 700 liter kan jeg godt forstå, at det er fristende at undgå en stor udskrivning til et nyt anlæg. Vil I forsøge at få udskiftet til et nyt oliefyr, så skal I have fat i jeres kommune og snakke dispensation med dem.
Læs mere: Luft til vand-varmepumpe
Med venlig hilsen

