Da Sara Friis og hendes kæreste Bo Holm Kristensen inviterede til fest i deres hus, endte de efter en del overvejelser med at sende denne besked til gæsterne:

"For en god ordens skyld skal vi bede jer i påklædningsforberedelserne, der jo for en rigtig kvinde begynder i god tid at udelade at iføre jer eller kvinderne høje hæle, da vores trægulve er for bløde til den slags. Håber ikke det vælter for mange læs."

Nej til tynde stilethæle

- Jeg er en stor tilhænger af stiletter, men jeg ved også, at de går dårligt sammen med blødt trægulv. Hælene laver simpelthen for store mærker. Og da vi skulle holde det her cocktailparty, kom jeg til at tænke: "Åh nej, hvad gør vi, hvis der kommer 50 kvinder i tårnhøje, tynde stilethæle?", siger Sara om baggrunden for forbuddet mod det feminine fodtøj.

- Vi snakkede om bare at sige det til folk, når de kom. Men det ville også blive mærkeligt akavet. Jeg er selv typen, der matcher stiletterne med det, jeg har på, når jeg tager til fest. Så personligt ville jeg have det bedst med at vide det inden. At få at vide, at du skal smide de sko, du har udvalgt til lejligheden, vil være en rigtig dræber for mange kvinders feststemning. Derfor valgte vi at skrive til gæsterne inden.

Gæster sendte billeder af sko

For Sara og Bo handlede det udelukkende om at beskytte trægulvene mod skader og ikke om en angst for beskidte sko. Heldigvis tog gæsterne det med et smil på læben.

- Det skabte en del hyggelige skriverier frem og tilbage, hvor folk sendte billeder af deres sko for at spørge, om de kunne godkendes.

- Der var da godt nok også nogle mænd, som havde glemt at fortælle det videre til deres kærester, og først fik det nævnt, da de stod og var på vej ud af døren og hvor stiletterne netop var en del af hele outfittet for kæresten. Men alle mødte op med godt humør, siger Sara.

Uhøfligt at vade ind i sko

Stiletterne blev stoppet ved dørmåtten til cocktailfesten, men gæsterne måtte gerne beholde både flade sko og støvler med moderate hæle på. I Saras øjne hænger fest og fodtøj nemlig sammen. Til gengæld har hun et lidt andet forhold til sko indenfor i andre sammenhænge.

- Er der tale om et almindeligt hverdagsbesøg, tager jeg stort set altid skoene af. Man kan selvfølgelig lave en screening, når man kommer ind og danne sig et overblik over, hvad der forventes af én.

HVAD MENER DU?

Skal skoene stilles uden for døren, eller må de blive på?

Deltag i debatten på Facebook

- Er der rent og pænt, kan man i mine øjne ikke tillade sig at beholde skoene på. Jeg har det lidt sådan, hvis folk gør det: "Synes I ikke, at der er rent? Eller hvorfor tager I ikke jeres sko af?". Jeg synes, det er uhøfligt, siger Sara.

God stil at spørge først, om skoene må blive på

Hun synes til gengæld, at det er fint, hvis gæsterne spørger først. Så har hun en mulighed for at sige til og fra. Og ofte lader hun gæsterne beholde skoene på, for gulvene kan jo vaskes.

Der var dog særligt én gang, hvor Sara ikke kunne finde overskud til at bære over med beskidte sko.

- Jeg var lige flyttet ind et sted med nogle meget, dårligt vedligeholdte gulve og gik og skrubbede løs for at få dem pæne. Der kom så nogle venner forbi for at se stedet, og da de plantede store skoaftryk, blev jeg altså sur. Jeg bad dem om at tage skoene af og respektere mit arbejde, fortæller hun.

Barndom med gulvtæpper bag holdning til sko

Mens det er almindelig pli at sætte skoene, hvis du besøger en familie i fx Japan eller Mellemøsten, er der blandt danskere et væld af holdninger til at have sko på indenfor. Der er dem, som nægter at sætte skoene, selvom de er gæster. Dem, som slet ikke tænker over, at de måske burde gøre det. Og dem, som helt naturligt tager skoene af, eller som minimum tilbyder at gøre det.

At Sara hører til den sidste gruppe, mener hun skyldes opvæksten i et hjem med gulvtæpper og renlighed i fokus.

- Jeg tror, at de forskellige holdninger bunder i, hvordan man er opdraget. Er man vokset op med en forælder, der blev irriteret, hver gang nogen gik ind med sko, så tænker man over det.

- I mit barndomshjem var det at gå ind med sko det samme som at træde på det stykke arbejde, min mor havde lavet i huset. Det kan man selvfølgelig fornemme som barn. Jeg tror, det har haft indflydelse på, at jeg i dag synes, at det er uhøfligt, siger Sara.

Det sagde Mads & Monopolet

Sko-problematikken har også været oppe at vende i radioprogrammet "Mads & Monopolet". Bl.a., da Lasse skrev om sine problemer med svigerfamilien, der altid vadede ind på de lyse, dyre parketgulve med beskidte sko. Her er et uddrag af Monopolets svar.

Asger Aamund:

- Det er ydmygende for enhver mand at blive bedt om at tage sine sko af, og jeg kan ikke se logikken i, at almindelige mennesker skal tage deres sko af i almindelige hjem. I et almindeligt dansk hjem vil jeg nægte. Uden tøven. Jeg nægter at komme ind i slips og vest og så tøffe rundt i strømpesokker, så kan de ligeså godt kastrere mig.

Hella Joof:

- Det er uforskammet at vade ind i møgbeskidte sko, men det er lige så uforskammet at bede folk om at tage deres pæne sko af. Når min kærestes jyske venner besøger os, så råber jeg altid ud til dem i entreen: Behold bare skoene på! Vi er ikke i Jylland!

Pernille Rosenkrantz-Theil:

- Nu kommer jeg også selv fra landet, og det kunne aldrig falde mig ind at vade ind i andres hjem med sko på. Jeg vil som minimum tilbyde at tage dem af.

- Jeg synes da, det er i orden, at han stiller krav. Og hvis Hella kommer forbi med sine spidse stilethæle, er det også fair, at han beder hende om at stille dem, inden hun går ind.

Hella Joof:

- Folk, der tror, deres gulv skal se ud, som om det lige er lagt, har misforstået hele idéen med et gulv. Et gulv er beregnet til at gå, hoppe og danse på. Selvfølgelig kommer der huller fra de stilethæle, der har været på besøg gennem årene. Men de huller er jo små historier om alle de dejlige fester, huset har lagt gulv til. Det er patina.

Kilde: Mads & Monopolet. Parforholdet - hvor svært kan det være? Af: Mads Steffensen & Marcus Aggersbjerg.