Den mørke vintertid er over os, og typisk betyder det, at veje og offentlige bygninger bliver oplyst af udendørs belysning efter solnedgang. Men det bliver anderledes i år, hvor flere kommuner nu vil begrænse den udendørs belysning for at spare på energien. 

Og det kan blive et problem med både et stigende antal indbrud og en faldende følelse af tryghed hos borgerne, siger Britt Wendelboe, programansvarlig for indsatsen Bo trygt, der vil mindske antallet af indbrud og øge trygheden. 

- Mange af vores samarbejdspartnere, bl.a. fra politi og kommuner, peger lige nu på, at energikrisen kan føre til en øget indbrudsrisiko samt en øget følelse af utryghed hos borgerne, fordi både kommuner, borgere og sandsynligvis også virksomheder og boligselskaber vælger at slukke eller skrue ned for udendørslyset, når det er mørkt, siger hun. 

- Og det er en udfordring, for vi ved fra undersøgelser, at belysningen i aften- og nattetimerne er vigtig for trygheden, ligesom vi ved, at lys er det mest effektive værn mod indbrud, siger Britt Wendelboe. 

Forskning: Gadebelysning giver færre indbrud

Det Kriminalpræventive Råd bekræfter, at udendørs lys er effektivt i bekæmpelsen af kriminalitet:  

- International forskning viser, at gadebelysning har en klar kriminalitetsdæmpende effekt, særligt i forhold til ejendomsforbrydelser, forklarer Lasse Nikolaj Staun, analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

Kommune vil slukke for udendørs lys på grund af høje elpriser

Det er de høje elpriser, der er årsagen til, at flere kommuner nu overvejer at spare på lyset om natten, og nogle kommuner har allerede iværksat initiativer på området. Det skriver TV2 Øst, der har lavet en rundspørge i Region Sjælland, hvor flere kommuner fortæller, at der vil blive sparet på udendørslyset.  

Eksempelvis har Odsherred Kommune besluttet, at ”’Natsluk’ på hverdage udvides med to timer, således at gadebelysningen er slukket mellem 23.00-05.00”, og Slagelse Kommune ”reducerer vejbelysningen”. 

Udendørs lys med sensor er det bedste værn mod indbrud

Hvis du kun skal gøre én ting for at sikre dit hus mod indbrud, så er det at installere udendørslys med sensor, fastslår Britt Wendelboe. 

Mørke er nemlig indbrudstyvenes bedste ven, for det sidste, tyven ønsker, er at blive set af naboer eller forbipasserende. Derfor er belysning en vigtig faktor, når du prøver at holde tyven væk fra din bolig. 

- Det er lidt af et paradoks, vi står i lige nu – vi skal både skal spare på energien af hensyn til den aktuelle forsyningskrise og af hensyn til bæredygtighed, og samtidig skal vi imødekomme den utryghed, som mørket skaber, når vi slukker eller mindsker udendørsbelysningen. TrygFondens tryghedsmåling fra 2021 viser, at utrygheden ved at gå ude i sit nabolag er fordoblet siden 2015, så i forhold til tryghed er vi ikke på den rigtige vej, når vi slukker det udendørs lys, siger Britt Wendelboe. 

Hun opfordrer til, at man finder en gylden middelvej, så man i de mørke timer både kan have lyset tændt, hvor det er nødvendigt, og samtidig tænker bæredygtigt og er forsyningsbevidst.  

- Enten med gode LED-pærer eller dem med indbygget sensor, som lyser op, når nogen nærmer sig, siger hun. 

Godt naboskab giver tryghed

Britt Wendelboe peger på særligt to ting, som boligejere og -lejere kan gøre for at mindske indbrud og opleve større tryghed, samtidig med, at de sparer på den udendørs belysning: Man kan dyrke det gode naboskab og installere sensorstyret lys. 

- For det første skal du tale med dine naboer. Du kan bare gå en tur en gang i mellem og sige hej til dem, du møder. Når man skruer ned for lyset, så er det en god idé at skrue op for nabosamarbejdet. Det kan være almindelig nabohjælp, men du kan også bare gå en tur fx med din familie. Tag dit nabolag i besiddelse. Jo bedre man kender sine naboer, jo mere tillid man har til dem, jo mere tryg er man, siger Britt Wendelboe. 

Københavns Kommunes Tryghedsundersøgelse fra 2021 bekræfter, at netop tilstedeværelsen af godt naboskab påvirker vores oplevelse af tryghed positivt. 

Sensorstyret lys hjælper mod indbrud – og mindsker elregningen

Det Kriminalpræventive Råd er enige i, at udendørs sensorstyret lys ved boligen et vigtigt for at mindske risikoen for indbrud: 

- I forhold til belysning hos privatpersoner, så viser forskning, at huse med sensorstyret belysning omkring boligen har tre gange færre indbrud end boliger, der ingen sikkerhedstiltag har i forhold til indbrudsforebyggelse, siger Lasse Nikolaj Staun, analytiker ved Det Kriminalpræventive Råd.  

Indbrudsplaget kommune slukker også noget af lyset

Hørsholm Kommune, der er en af de kommuner, der har flest indbrud i Danmark i forhold til antal husstande, har også planer om af mindske den udendørs belysning.  

- Klima- og Miljøudvalget i Hørsholm Kommune har godkendt, at der slukkes for noget af gadebelysningen, og meget af gadebelysningen dæmpes allerede om natten. Som det ser ud lige nu, kommer der til at blive slukket for hver tredje lampe. Vi afventer dog et udspil fra vores udbyder, siger Siri Astrup, projektleder for Bo trygt i Hørsholm Kommune. 

Til gengæld tager man andre metoder i brug for at skabe tryghed: 

- Vi kommer til at skrue op for nogle af de andre initiativer, vi arbejder med i Bo trygt i Hørsholm Kommune. Vi tager blandt andet ud med den mobile politistation og er synlige for borgerne og giver dem råd til, hvordan de sikrer deres bolig for indbrud. I efterårsferien har vi planlagt en skattejagt, som skal være med til at give godt naboskab og skabe liv i kvarteret i de mørke efterårsmåneder, forklarer Siri Astrup. 

Indbrudsplaget kommune slukker også noget af lyset

Hørsholm Kommune, der er en af de kommuner, der har flest indbrud i Danmark i forhold til antal husstande, har også planer om af mindske den udendørs belysning.  

- Klima- og Miljøudvalget i Hørsholm Kommune har godkendt, at der slukkes for noget af gadebelysningen, og meget af gadebelysningen dæmpes allerede om natten. Som det ser ud lige nu, kommer der til at blive slukket for hver tredje lampe. Vi afventer dog et udspil fra vores udbyder, siger Siri Astrup, projektleder for Bo trygt i Hørsholm Kommune. 

Til gengæld tager man andre metoder i brug for at skabe tryghed: 

- Vi kommer til at skrue op for nogle af de andre initiativer, vi arbejder med i Bo trygt i Hørsholm Kommune. Vi tager blandt andet ud med den mobile politistation og er synlige for borgerne og giver dem råd til, hvordan de sikrer deres bolig for indbrud. I efterårsferien har vi planlagt en skattejagt, som skal være med til at give godt naboskab og skabe liv i kvarteret i de mørke efterårsmåneder, forklarer Siri Astrup. 

LED-pærer og bevægelsessensor giver besparelse

Videncenter for Energibesparelser vurderer at du vil opnå den største besparelse på strøm ved udendørs belysning, når du installerer LED-pærer med bevægelsessensor. Du bør undgå en sensor, der er alt for følsom, så den ikke tænder, hver gang vinden tager fat i bladene. 

Derudover råder fagekspert i Videncentret Bolius, Tine R. Sode, til, at du gennemgår, om din udendørs belysning er placeret sådan, at en tyv ikke kan arbejde i skjul.