Naboens jord skyller ind i vores indkørsel
Min nabo har gennem årene lagt jord helt ud i skel, så det ligger 30-50 cm over røddernes niveau og når der regner skyller jorden over til os, men er der regler for dette?
/Ole

Kære Ole.
Som udgangspunkt må man typisk kun ændre terrænet med op til en halv meter (+/- 50 cm) i forhold til det oprindelige niveau, uden at det kræver en tilladelse fra kommunen. Din nabos ændring på 30-50 cm ligger lige på grænsen af, hvad der er tilladt uden videre. Dog må terrænregulering som oftest ikke ske tættere på skellet end 0,5 meter. Derudover skal din nabo sikre en skrånende overgang mod din grund, netop for at undgå de problemer, du oplever med jord og vand, der skyller ind til dig. En terrænregulering må nemlig aldrig være til gene for de omkringliggende grunde.
Faste regler for hvor meget man må terrænregulere er ikke reguleret af byggeloven, men i nogle tilfælde af kommunes generelle retningslinjer, eller lokalplaner.
Af Byggelovens §13 fremgår "I bebyggede områder kan kommunalbestyrelsen påbyde ændring af en foretagen regulering af en grunds naturlige terræn ved afgravning, påfyldning eller på anden måde, såfremt terrænreguleringen efter kommunalbestyrelsens skøn er til ulempe for de omliggende grunde. Dette gælder, uanset om lovens bestemmelser i øvrigt kommer til anvendelse ved det pågældende arbejde.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor der om det pågældende forhold er fastsat bestemmelser i en lokalplan eller byplanvedtægt."
Mit bedste råd er, at du i første omgang tager en rolig snak med din nabo. Det kan være, at naboen ikke er klar over reglerne eller de gener, det medfører for dig.
Hvis en samtale ikke løser problemet, kan du kontakte teknisk forvaltning i din kommune. Fortæl dem om situationen, og at du oplever, at jord skyller ind på din grund som følge af naboens terrænregulering.
Jeg håber I finder en god løsning.
Held og lykke
Relaterede artikler:
Med venlig hilsen