Kort og godt om rådighedsbeløbet

Ifølge Finanstilsynets vejledning bør en single som minimum have et rådighedsbeløb på 5.000 kr. månedligt. For langt de fleste er det beløb alt for lavt sat. I stedet bør du kalkulere med et rådighedsbeløb på ikke under 6.000 kr. om måneden.  

Rådighedsbeløbet er det beløb, du har tilbage til forbrug, når alle dine faste udgifter er betalt. Rådighedsbeløbet dækker mad, tøj, fornøjelser og andre løse udgifter. 

Faste udgifter omfatter alle udgifter, der skal betales med faste intervaller, og faste beløb, som typisk bliver betalt automatisk gennem betalingsservice (BS). Det drejer sig fx om forbrugsafgifter, forsikringer, boligudgift, ydelse på lån og telefon.

Er du en boligsøgende single med en månedsløn på omkring 25.000 kr. og drømmer om en 2 værelses-lejlighed i gåafstand fra centrum, kan du godt glemme alt om den sag i både København, Aarhus og Odense. 

Prisen for en to-værelses lejlighed i Københavns Kommune er simpelthen for høj til en single-økonomi, som typisk ikke kan bære mere end et prisniveau omkring 1,25 millioner kr. 

Som alene-boende kan du alternativt se dig om efter en lille et-værelses lejlighed 5–10 kilometer fra centrum. Går du udelukkende efter en beskeden to-værelses lejlighed, må du rykke til Taastrup, Birkerød eller Ølstykke cirka 20 kilometer uden for centrum af København. 

Mulighederne er lidt bedre i både Aarhus og Odense, men du skal stadig nogle kilometer væk fra centrum, hvis du vil have fingrene en to-værelses lejlighed.

Bedst ser det ud i Aalborg og Esbjerg, hvor en alene-boende har relativt let ved et finde en pæn to-værelses lejlighed tæt på centrum til en pris på maksimalt 1,25 millioner kr.

Se lejligheder til salg

De store forskelle i priser for en typisk single-bolig ér hentet fra Videncentret Bolius’ undersøgelse af ejerlejligheds-markedet i landets fem største byer, hvor m2-prisen for en ejerlejlighed svinger fra 39.874 kr. i København til 17.340 kr. i Esbjerg.

I det efterfølgende kan du læse mere om situationen i landets fem største byer og se eksempler på lejligheder, du kan købe. 

Svært for singler i København

Københavns Kommune er som nævnt stort set lukket land for en almindelig single-økonomi. Det gælder uanset, om du går efter en et- eller to-værelses lejlighed. 

Kun 9 ud af 1.879 udbudte lejligheder er udbudt til en pris på 1,25 millioner kr. eller mindre. Med andre ord er lejlighedsmarkedet for en single i Københavns Kommune begrænset til 0,5 procent af det samlede marked.

Hvis du som single har lyst til at bosætte dig i de københavnske brokvarterer, indre by eller på Amager kræver det en væsentlig højere indkomst end de nævnte 25.000 kr. om måneden. 

Med priser på mellem to og tre millioner kroner for en traditionel 2 værelses-lejlighed, kræver det typisk en månedlig indkomst på mellem 40.000 og 45.000 kr., fremgår det af Videncentret Bolius’ beregninger.

Større muligheder er der i Københavns omegn, hvor der er et mindre udvalg af single-venlige lejligheder på Vestegnen, som bl.a. omfatter Glostrup, Albertslund og Taastrup. I Taastrup finder vi fx. en nydelig et-værelses lejlighed på 42 m2 til en udbudspris på 1.095.000 kr.

Går du efter minimum to værelser i nærheden af en regionalstation, finder vi en to-værelses lejlighed på 54 m2 i Hedehusene udbudt til 1.195.000 kr. Ønsker du en mere central beliggenhed med 4 - 5 km til Rådhuspladsen, er der udbudt en nydelig et-værelses lejlighed på 33 m2 på Amager til en pris på 1.250.000 kr.

Er du villig til at tage 48 km nordpå og bruge 42 minutter på en togtur til Helsingør, får du langt mere beliggenhed og bolig for pengene. Udvalget er pænt stort og starter ved 625.000 for en et-værelses-lejlighed på 23 m2 og halvanden km fra stationen. Kun 700 meter fra stationen finder vi en nydelig to-værelses lejlighed til salg for 1.125.000 kr.

Sådan har vi gjort!

Udgangspunktet er lønniveauet for en single i alderen 30 til 34 år, som i følge Danmarks Statistik er ca. 25.000 kr. månedligt. En nyuddannet med en lang eller en mellemlang videregående uddannelse som fx en skolelærer, sygeplejerske eller en akademisk sagsbehandler i den offentlige sektor tjener typisk omkring 28.000 kr. månedligt. I niveauet mellem 23.000 og 25.000 kr. månedligt er der bl.a. kontorassistenter, receptionister eller lægesekretærer – alle med nogle års erfaring på bagen.

I budgettet har vi indregnet faste udgifter på 3.800 kr. månedligt, som bl.a. omfatter varme, el, a-kasse, transport, forsikringer og opsparing til en årlig ferie. Der er ikke indregnet udgifter til en bil.

I budgettet er det taget udgangspunkt i et rådighedsbeløb på ca. 6.500 kr. om måneden. Kombineret med en lånefaktor på cirka 4,25 giver det teoretisk set mulighed for at købe en ejerbolig til en pris på op til 1,25 millioner kr. 

Afhængig af individuelle forhold og herunder bankens kreditpolitik, kan beløbet på 1,25 millioner kr. svinge lidt til begge sider. Men med en udbetaling på fem procent ligger niveauet dog nogenlunde fast.

Bo småt i centrum af Aarhus

Udbuddet af single-venlige lejligheder i Aarhus er begrænset, men dog markant større end i København. Ud af 589 udbudte ejerlejligheder ligger 52 boliger inden for de økonomiske rammer for en typisk single. Omregnet svarer det til 8,8 procent af de udbudte lejligheder.

Centrum af Aarhus, der går under navnet ”midtbyen”, er dog stadig et svært sted for en singleøkonomi. Men kan du stille dig tilfreds med en lille et-værelses lejlighed, finder vi en nybygget af slagsen til 1.198.000 kr. på Nørre Allé. også her lukket land for en single-økonomi.

Men 4-6 km fra midtbyen, er der bedre muligheder. Under postnummeret 8200 Aarhus Nord ca. fire kilometer fra midtbyen, er der flere et-værelses-lejligheder til salg til omkring 1,2 millioner kr. Lidt længere væk i Aarhus V finder vi ligeledes et lille udvalg af små lejligheder til omkring 1,2 mio. kr.

På Bronzealdervænget er der fx udbudt en to-værelses lejlighed til 1.248.000 kr. Med et fastforrentet lån giver det en månedlig nettoydelse på cirka 6.000 kr. inkl. ejerudgift på. 1.750 kr.

Odense stadig en billig storby for singler

Trods masser af arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner er det stadig relativt let at for en single-økonomi at finde en bolig i Odense Kommune. Tæt på centrum er der fx udbudt en to-værelses lejlighed til 1.249.000 kr.

Lidt længere væk fra centrum falder priserne en smule, hvilket giver flere kvadratmeter for en typisk singleøkonomi.  Udvalget er dog stadig begrænset med i alt 17 udbudte single-boliger i Odense Kommune.

På trods af det begrænsede udvalg ligger kvadratmeterprisen for en gennemsnitlig lejlighed stadig på omkring 20.000 kr. mod det dobbelte i København.

En del af forklaringen ligger i, at prisen pr. kvadratmeter lejlighed i Odense  siden 2000 ”kun” steget med 131 procent mod 218 procent i København.

Men set tilbage fra 2016 har Odense dog halet ind på København med prisstigninger på 18,4 på ejerlejlighedsmarkedet procent mod 14,9 procent i hovedstaden.

Meget for pengene i Aalborg

Med et prisniveau på små 20.000 kr. pr. kvadratmeter lejlighed ligger Aalborg en spids under niveauet i Odense. I kombination med relativt mange små lejligheder har singlen derfor gode muligheder for at finde en lejlighed, der passer til økonomien.

Ud af 490 udbudte lejligheder er de 84 lejligheder udbudt til maks. 1.250.000 kr., hvilket svarer til, at næsten hver femte lejlighed er egnet til en singleøkonomi.

I centrum af Aalborg finder vi fx en to-værelses lejlighed på 43 m2 i Løkkegade til 998.000 kr. Med en udbetaling på 5 procent kravler den samlede boligydelse op på cirka 4.500 kr. månedligt efter skat, hvilket turde være ganske komfortabelt for en singleøkonomi.

Bevæger vi os blot to kilometer syd for centrum, får du væsentlig mere plads for pengene. På Snerlevej finder vi fx en to-værelses lejlighed på 76 m2 udbudt til 1.195.000 kr.

Esbjerg den suverænt billigste single-by

I kraft af lave priser og et stort udvalg af mindre lejligeheder er du som single rigtig godt stillet på boligmarkedet i Esbjerg, som er landets femte største kommune. Prisniveauet er så lavt, at hele 44 procent af de udbudte ejerlejligheder er sat til salg for maksimum 1,25 millioner kr.

I centrum af byen finder vi en to-værelses lejlighed på 69 m2 udbudt til 995.000 kr. Lejligheden er beliggende i et byggeri opført i 1936 og er mode-niseret og med vestvendt altan.

Ved en standardfinansiering med et fastforrentet lån ligger nettoydelsen på 4.600 kr. om måneden. Af den månedlige ydelse går 2.100 kr. til afdrag – så meget billigere bliver det ikke. Til sammenligning koster en tilsvarende leje-lejlighed omkring 5.500 kr. månedligt.

Ønsker du mere plads er det også muligt inden for rammerne af en single-økonomi. I Fynsgade er en 74 m2 stor tre-værelses lejlighed udbudt til 1.248.000 kr. Lejligheden er beliggende i en nyere bebyggelse fra 1986 i gåafstand til centrum.