Spørg Bolius

Ny nabo har ødelagt fælles hegn

Vores nabo har i forbindelse med nybyggeri, ødelagt det fælles hegn, vi havde sammen med den tidligere ejer af ejendommen. Hegnets stolper er knækket i forbindelse med, at der via kranbil er svinget containere ind på grunden, der har ramt hegnet, som dermed har knækket stolperne i hele hegnets længde.

Hegnet står nu og hælder inde på vores grund med 40 cm skævhed. Bygherren (naboen) synes ikke, det hans problem at rette op på. Vil bare plante hæk på sin side. Hvad gør jeg?

Mvh Jeannie

Hej Jeannie

Som udgangspunkt skal begge parter, jf. hegnsloven, være enige, hvis der skal ske ændringer i et fælles hegn. Det gælder både nedlægning, opførelse af nyt, ændring i højde mm. I har også en fælles pligt til løbende vedligehold, men har naboen beskadiget det fælles hegn, kan du kræve, at skaden bliver udbedret.

Hvis I ikke kan blive enige om, hvordan skaden skal udbedres, har I mulighed for at anmode om et hegnssyn. Hegnsmændene vil først forsøge at opnå enighed mellem jer og ellers komme med en afgørelse, som begge parter skal følge. Vær dog opmærksom på, at hegnsloven ikke er gældende i Københavns Kommune.

Du kan læse mere om hegnsloven og hegnsyn i denne artikel: Hegnsloven og hegnsyn – disse regler gælder for hegn i skel

Om naboen derudover vil plante hæk på sin side, står dem frit for, så længe de afholder alle udgifter selv, og planter den på egen side af skel. Er hegnsloven gældende hos jer, er der dog regler for, hvor høj en egen hæk eller hegn må være. Maks højden er som udgangspunkt højden på det fælles hegn/hæk plus afstanden til eget hegn/hæk. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden