Nyt typehus, fejl ved toilet anmeldt ved 5 års gennemgang - kan typehusfirmaet nægte at udbedre?

Hej Bolius

For ca. 5 år siden overtog vi vores nybyggede hus fra et større Typehusfirma

Vi har siden overtagelsen haft problemer med at toilettet stopper ca. 1-2 gange om ugen, selve proppen sidder i toilethalsen.

Vi har først rapporteret det til typehusfirmaet i forbindelse med vores 5 års gennemgang, men de nægter at gøre noget ved det da vi ikke oplyste om det til 1 års gennemgangen.

Kan de gøre det? Reelt har de bygget et hus hvor toiletterne aldrig har fungeret korrekt

Hej Anne

Det lyder lidt mystisk. Hvis de reelt har lavet en fejl, (en mangel) så SKAL de udbedre det. Jeg er så lidt i tvivl, hvad problemet reelt er her, og om det beviseligt kan henføres til en mangel.
Hertil kommer der andre spørgsmål, såsom hvorfor I ikke anmeldte det ved netop 1 års gennemgangen, eller kort efter afleveringen, når nu I siger at det har været der hele tiden.

Man har pligt til, som bygherre, at give besked så snart man opdager noget. Dette skriver vi mange gange i dette forum, at opdager man noget – stort som småt – så skal det omgående meldes til entreprenøren.

Det næste der melder sig er, om det kan handle om almindeligt vedhold, og/eller korrekt brug af toilettet – forstå mig ret. Men nogle familier smider desværre alt fra bleer, til vatpinde, renseservietter mv. i toilettet hvor det reelt ikke hører til. Og i kombination med vores lavskyls-toiletter, kan det nemt give propper og tilstopning.

Det korte svar er, at er der en reel fejl og mangel, så SKAL de udbedre det. Men jeg fornemmer lidt, at man ikke er enig om, hvad manglen/fejlen reelt er. I så fald, må I lade en aut. kloakmester, redegøre for fejlen, samt beskrive udbedringen, således at I bedre kan bevise at der er en fejl.

Alt efter hvor omfattende udbedringsarbejdet er, kan man så vælge at kører syn og skøn på sagen. Især hvis udgifterne til udbedringen er meget høje, (opbrydninger af gulve, belægninger mv.).

Held og lykke med det. Og husk at trække stort ud. ;o)

Med venlig hilsen

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab