Sådan fjerner du stearin fra hårde overflader som træ og sten

  1. Lad stearinpletten tørre helt ind.
  2. Skrab forsigtigt med en negl. Brug IKKE kniv eller barberblad. Meget træ er blødt og kan nemt ridses.
  3. Vask bordet efter med en mild sæbespåneopløsning, hvis det er et ubehandlet træbord. Brug 1 dl sæbespåner, som du pisker godt ud i 2 liter vand. Til sten- eller laminatbord skal du bruge 1 spsk. opvaskemiddel til 2 dl vand.

Sådan fjerner du stearin fra en dug

Det skal du bruge:

  • Strygejern
  • Kniv
  • Køkkenrulle

Sådan gør du:

  1. Lad stearinpletten tørre helt ind.

  2. Løft stearinen forsigtigt af med en kniv.

  3. Læg dugen på et strygebræt eller bord med stearinpletten opad.

  4. Læg et stykke godt sugende køkkenrulle under og ovenpå pletten.

  5. Placér strygejernet ovenpå køkkenrullen et kort øjeblik. Strygejernet skal være indstillet alt efter dugens materiale. Er det ren bomuld, må temperaturen gerne være på ca. 50 grader. Ved kunststof skal du kigge på strygeanvisningen på dugen.

  6. Udskift køkkenrullen med noget nyt og gentag processen - evt. flere gange - indtil pletten er væk.

  7. Er der stadig pletrester på dugen, vil de normalt forsvinde ved 60-90 graders vask.

Se video: Sådan fjerner du stearin fra en dug

Sådan fjerner du stearinpletter fra tøj

Hvis der er dryppet stearin ned på dit tøj, er der flere muligheder for at fjerne stearinen, alt efter, hvilket tøj det er.

Prøv følgende:

  1. Lad stearinpletten blive helt tør.
  2. Forsøg at nulre stearinen af med neglen eller med en kniv.
  3. Læg sugende køkkenrulle både under og over pletten.
  4. Stryg på pletten med et strygejern, så stearinen suges ind i papiret.
  5. Indstil strygejern efter vejledningen på tøjet. Normalt er der 3 prikker på temperaturvælgeren:
    1 prik er 110 grader beregnet til stoffer som natursilke, viskose, akryl og acetat.
    2 prikker er 150 grader beregnet til stoffer som uld, polyester og blandingsvarer.
    3 prikker er 200 grader beregnet til bomuld og hør.
  6. Flyt papiret, til al stearin er suget op. Skift evt. til nyt papir undervejs.
  7. Den sidste rest er en fedtplet, som normalt går af i vask ved 60-90 C, hvis det er bomuld eller hør.

Fjern stearin fra sarte stoffer

Følg ovenstående punkter 1-6.

Tjek vaskesymbolerne for, hvor høj en temperatur tøjet kan tåle i vask. Flere syntetiske stoffer tåler ikke 60-90 graders vask, derfor er det vigtigt at forbehandle den fedtplet, der er tilbage efter strygningen

  • Smør flydende vaskemiddel eller håndopvaskemiddel på pletten og lad det virke en times tid, eller dup pletten med rensebenzin. Vask derefter tøjet ved den temperatur, der er angivet på vaskeanvisningen.

Fjern farvet stearin

Kommer stearinen fra farvede stearinlys, er de vanskeligere at fjerne. Brug samme fremgangsmåde som ved fjernelse af stearin fra sarte stoffer, men vær opmærksom på, at der kommer en farvet plet, som kræver ekstra behandling. Kan stoffet tåle kogevask, går det af efter behandling med opvaskemiddel, men er tøjet farvet og af syntetiske fibre, tåler det ikke høje varmegrader i vasken.

Forsøg derfor følgende:

  • Dup pletten med sprit, hvis det er farvet tøj, og brug blegemiddel, hvis det er hvidt tøj (fx Brintoverilte (3%)). Alternativt kan du prøve med en citronsyreopløsning. Tjek dog først, om det farvede stof kan tåle det.