For nogen kan sommerhusområdet ikke blive mondænt nok. Indbydende butikker, lækre restauranter, caféer, barer, venner fra byen og et sjovt natteliv er afgørende.

Men for andre handler livet på landet om noget ganske andet. Om afkobling fra en travl hverdag. Om fred og fuglesang. Om at samle kræfter og måske endda om at hente fornyet inspiration.

For Lise Lotte Wiingaard var det sidstnævnte, der trak, da hun i slutningen af 1990'erme havde lyst til at tilbringe en hel sommer på landet. Hendes tanke var først at leje et lille hus i et par måneder. Luksus var hun ligeglad med - et primitivt hus til billige penge stod øverst på ønskesedlen.

Køb af Perlen tog bare 5 minutter

Lise Lotte spurgte den lokale antikvitetshandler i Tisvilde i Nordsjælland, om han kendte nogen, der ville leje ud, og det gjorde han. Huset kom dog ikke til leje, men til salg, og da Lise Lotte allerede havde forelsket sig i den lille Perle mellem Tisvilde og Holløselund slog hun til.

- Pudsigt nok kan jeg være timer om at beslutte mig, om en trøje skal være rød eller blå, men overvejelsen omkring købet af Perlen tog mig kun 5 minutter, fortæller Lise Lotte.

Sol varmer hus uden isolering

Det lille hus - vist nok et Jeppesen typehus - er blevet et rent åndehul for Lise Lotte og hendes familie, - og købet en af hendes bedste beslutninger nogensinde. Her er ingen luksus, men selv om 'hovedhuset' blot er på 19 kvadratmeter, har Lise Lotte plads til to overnattende gæster samt datteren, svigersønnen og et par børnebørn.

Et simpelt udekøkken, et anneks med soveværelse og badeværelse samt en cirkusvogn på hjul har været løsningen. Isolering er der heller ingen af, men det er nærmest en fordel - de sorte udvendige brædder gør, at huset bliver varmet hurtigt op af solen.

Farveinspiration fra badehuse i Tisvilde

Den første sommer brugte Lise Lotte på at male. Indvendige cigarkassevægge og -lofter blev hvide, og gulvet blev malet i striber med træbeskyttelse - i en delikat lyseblå og en kittet hvid.

Inspirationen til disse farver hentede Liselotte fra et af de små badehuse, Tisvilde er så kendt for. Her havde Lise Lotte siddet med ryggen op ad striberne og forelsket sig i farverne.

Med to små afskrabede flig af maling i lommen, fik hun en farvehandler på Vesterbro til at blande i det rette forhold, og så gik hun ellers i gang med at male gulvet i det lille hus. Også det store sprossede vindue blev malet lyseblåt, mens den ubehandlede vindskede må vente, til der bliver tid.

Jernseng fra Frankrig og vaskebænk fra Spanien

Indretningen er sparsom - men hvert eneste møbel er fundet specielt til Perlen. Jernsengen på et marked i Frankrig, vaskebænken på en tur igennem Spanien, mens den franske kirkestage er fra Wiingaard Boheme Interiør - butikken som Lise Lotte driver med sin datter Maria på Gothersgade i København.

Inventaret er ikke specielt værdifuldt, men Lise Lotte har en særlig sans for at skabe en herlighed ud af lidt. De smukke toilettekstiler, delikate farver og florlette broderede molgardiner samler det hele i en højere enhed.

Inventaret ændrer sig ikke. Tværtimod værnes der om, at alt forbliver intakt. Det er nemlig med til at skabe ro. Den lille græske helgen St. Nicolas, der har fulgt Lise Lotte i over 30 år, og nu hænger i stuen over sengen, skal nok sørge for at passe godt på Perlen.

Sovepladser i cirkusvogn fra Sydhavnen

Da Lise Lotte for nogle år siden fik behov for mere plads, specielt flere sovepladser, var hun ikke i tvivl om, at løsningen måtte være en skurvogn. Men alle de vogne hun så på virkede klodsede og for store til Perlen og den kønne grund.

- Ved en ren tilfældighed kørte jeg en dag vild i Sydhavnen, og nærmest frontalt ind i en ramponeret, men vidunderlig gammel cirkusvogn. Det skulle dog vise sig, at dens ejer var mere end almindeligt svær at overtale til at sælge.

- Et lille år tog det mig, og der skulle 8 pinlige opkald til, før han spurgte, hvad jeg ville give for den. 8.000 svarede jeg lidt befippet, men det synes han var alt for dyrt, og foreslog så selv halvdelen, fortæller Lise Lotte smilende.

Cirkusvognen blev kørt til Tisvilde, hvor den fik nye vinduer, et nyt tag og en fin lille terrasse. Indvendigt blev det gamle linoleumsgulv skrubbet med knofedt, og væggene blev tapetseret. Der er hverken vand, varme eller strøm, men hjertevarme er der nok af.

Badehuse ved Tisvilde

Ved stranden i Tisvilde har skovdistriktet siden århundredeskiftet haft et område liggende til badehuse.

Egnen omkring Tisvilde har længe været et yndet ferie- og udflugtsmål. Fra midten af 1960'erne til slutningen af 1980'erne var badehusordningen under afvikling, men i 1990 blev den gjort permanent, og det er nu distriktets mål at have cirka 70 badehuse i området.

Interessen er stor, og ved henvendelse til distriktskontoret kan du blive optaget på en venteliste.

Badehuset opføres af og tilhører lejeren, og det er derfor kun retten til at have et badehus på arealet, der betales en årlig afgift for. På grund af den store interesse må du regne med mange års ventetid, før du står for tur.

Fakta om Perlen i Tisvilde

  • Sommerhuset Perlen ejes af Lise Lotte Wiingaard, indehaver af Wiingaard Boheme Interiør på Gothersgade i København.
  • Sommerhuset ligger i området mellem Tisvilde og Holløselund i Nordsjælland.
  • Sommerhuset består af et lille hus bygget i 1950'erne på 19 kvadratmeter og en cirkusvogn. Grunden er på ca. 1.000 kvadratmeter.
  • Sommerhuset er beklædt med sortmalede vandrette brædder og har grønt paptag. Det består af en opholdsstue, badeværelse, udekøkken og en cirkusvogn med sovepladser.