Pristjek: Her får du den billigste juletræsfod i 2017

Hvilken fod skal du vælge til juletræet? Læs om fordele og ulemper ved de 3 mest brugte typer juletræsfødder. Se også Bolius' prissammenligning af juletræsfødder.

Hvilken juletræsfod skal jeg vælge?

Den billigste juletræsfod-model er det gammeldags trækryds, hvor 2 brædder er sat på kryds af hinanden og sømmet op i træstammen på juletræet. Foto: Torben Klint

Mulighederne er mange, når du skal sætte fod på juletræet, og priserne på juletræsfødderne varierer meget, alt efter hvilken type og hvilket design du vælger.

Det viser et pristjek, som Bolius har foretaget den 7. december 2017.

Der findes overordnet 3 forskellige typer juletræsfødder:

  1. Det gammeldags trækryds, hvor juletræet sømmes fast. Kan ikke genbruges.
  2. Juletræsfod med vandbeholder. Her er der en beholder i juletræsfoden, hvor træet er spændt fast og står og suger vand. Kan genbruges.
  3. Juletræsfod med rør i midten. Ligesom ved typen med vandbeholder står træet spændt fast, men her er der ingen vandbeholder. Kan genbruges.

Derudover kan du også købe en juletræsfod, som er beregnet til haven. Foden bores ned i jorden, og træet skrues eller spændes fast.

Gammeldags trækryds er billigst

Den billigste model er det gammeldags trækryds, hvor 2 brædder er sat på kryds af hinanden og sømmet op i træstammen på juletræet. Disse koster typisk mellem 20 og 50 kr., men er ikke taget med i prissammenligningen, fordi folk typisk bestiller en billig fod med et juletræ.

Køber du et gammeldags trækryds for sig selv på nettet, kommer du ifølge Bolius' pristjek typisk til at betale mange gange mere i fragt, end juletræsfoden koster.

Bank søm gennem juletræsfod og op i juletræet

Når du skal sætte denne type på juletræet, saver du træet over lige ved fældningsfladen og banker et eller 2 søm op igennem stammen. 

- Selvom juletræsfoden af typen trækryds er en nem og billig løsning, er der også ulemper ved denne type juletræsfod. Den kan ikke genbruges, det kan være svært at få træet til at stå lige, og juletræet kan have en tendens til at vippe lidt, siger Tine R. Sode, fagekspert i Bolius.

Juletræsfod med vandbeholder minimerer, at træet drysser

Det kan være en fordel at købe en juletræsfod, hvor træet spændes fast med skruer eller stålwire og sænkes ned i en vandbeholder, forklarer Tine R. Sode.

- Vandet giver fugt til træet. Hvis du køber træet relativt nyfældet, vil nålene holde lidt længere, før de drysser af. Så denne type juletræsfod vil give lidt mindre arbejde med støvsugeren. Derudover kan denne type juletræsfod også genbruges år efter år. Det er dog begrænset, hvor meget vandet bremser udtørringen af træet, siger hun.

Ofte i typerne med vandbeholder kan du træde på juletræsfoden, så den åbner sine gribearme, når du sætter træet ned i foden. Det gør det nemt at få træet til at stå lige.

Stor prisforskel alt efter juletræets størrelse

Juletræsfødder fås i forskellige størrelser. Standardmodellen fra fx Krinner, der er beregnet til juletræer på op til 2,2 meter, fås billigst for 250 kr. inkl. fragt. Til sammenligning koster den 554 kr. hos pristjekkets dyreste forhandler, juletrae.com. 

Hvis dit træ er højere end 2,2 meter, skal du købe en større juletræsfod, og så stiger prisen. Den billigste juletræsfod med vandbeholder fra Krinner til et træ på 4 meter fandt Bolius hos Bauhaus, hvor den koster ca. 600 kr. 

Der findes dog også mange billigere varianter, hvor producenten er ukendt. Eksempelvis kan du købe en juletræsfod med vandbeholder til et træ på 2,2 meter for under 200 kr. hos Harald Nyborg.

Juletræsfod med rør i midten fås i flere forskellige design

Hvis du går op i, at juletræsfoden skal klæde stuen, kan det være en idé at købe en juletræsfod, som er forsynet med et rør i midten. Det er nemlig den type juletræsfod, som fås i flest forskellige typer design.

Der er fx den stjernetakkede juletræsfod fra Skagerak, der tidligere hed Trip Trap. Den fås i forskellige farver og materialer, men også i forskellige priser, alt efter hvilken forhandler du kigger hos. Bolius har valgt modellen af teaktræ, hvor otte takker danner stjernen ved træets fod og med en forgyldt beholder, som spidder træets stamme, der herefter skrues fast. 

Den billigste i Bolius’ pristjek er Thorsen Møbler A/S, som sælger en Skagerak-juletræsfod til 1.295 kr. Den dyreste er byggecentret Johannes Fog, hvor den koster 2.039 kr.

Der findes også billigere varianter af denne typer juletræsfod, hos Bauhaus kan du fx købe en til 128 kr. 

Uanset, om du vælger den dyre eller den billige, er den bygget på samme måde:

Ofte er den formet som en stjerne. Det er fx tilfældet med designet fra både Skagerak og Ferm Living.

- Denne type fod har et rør i midten af juletræsfoden, hvori stammen sættes ned og spændes fast med fx skruer. Det giver et stabilt juletræ, som er svært at vælte, og juletræsfoden kan genbruges hvert år, siger Bolius’ fagekspert Tine R. Sode. 

Udendørsfødder

Nogle af de ovenstående modeller kan også bruges, hvis du vil have juletræet til at stå i haven. Men du kan også købe modeller, som er beregnet til haven, og som skal bores ned i jorden. 

I nogle tilfælde inkluderer juletræsfoden værktøj, som gør det nemmere at bore foden ned i jorden. Men husk at undersøge, hvor stort dit træ er. Selvom du køber en udendørs juletræsfod, er det nemlig ikke sikkert, at den kan rumme et større juletræ.

For udendørs juletræsfødder varierer design og priser også, men der findes ikke producenter, som går igen. I Bolius’ pristjek fås den billigste udendørs juletræsfod hos Bauhaus, hvor den koster 199,95 kr. 

Husk at se efter, om der i varebeskrivelserne står, hvor højt dit træ må være for at passe i foden. 

Tjek priser og billeder før du køber

Før du køber en juletræsfod på internettet, er det en fordel, at du tjekker priserne for at se, om du kan spare penge ved at købe den et bestemt sted. Det kan du fx gøre på pricerunner.dk eller på Google.  

På den måde kan du også vurdere, om juletræsfoden passer æstetisk ind i dit hjem. 

Og husk, at den oplistede pris i mange tilfælde ikke er den fulde pris. Ofte skal du også betale for at få fragtet juletræsfoden med posten. 

Bolius’ pristjek blev lavet 7. dec. 2017 ved at besøge udvalgte webshops, der sælger en eller flere af de nævnte typer juletræsfødder. Der kan forekomme priser dyrere eller billigere end Bolius’ pristjek.

7 gode råd til at få mest ud af dit juletræ

  1. Sav et par cm af juletræet for neden, så suger træet vandet bedre.
  2. Lad juletræet stå udenfor et par dage i en spand med vand, inden du sætter det ind.
  3. Sæt juletræet i en juletræsfod med vand, og husk at fylde op jævnligt - så udsætter du, at træet drysser.
  4. Stil ikke træet tæt på varmekilder som radiatorer og brændeovne, da det hurtigere tørrer ud.
  5. Har du købt rødgran, blågrand eller omorika, så kan stoffet acetylsalicylsyre  i vandet forlænge træets liv - stoffet findes fx i Kodimagnyl.
  6. Pas på brandfaren, så tjek din røgalarm, hold øje med levende lys, sluk dem når du går, og hav brandslukningsmidler stående klar.
  7. Brug juletræet til fx brænde eller flis til beskyttelse af havens planter.

 

 

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab