Videncentret Bolius har indhentet data om rotteanmeldelser fra alle landets 98 kommuner. Tallene viser, at antallet af rotteanmeldelser – det vil sige antallet af henvendelser til kommunerne fra borgere, der har set rotter – er faldet siden 2016 efter en årrække med store stigninger.
Fra 2016 til 2019 er antallet af rotteanmeldelser faldet med over 16 procent. At der er sket et fald i antallet af anmeldelser betyder ikke nødvendigvis, at der er blevet færre rotter ude i landets kommuner, selvom flere ting taler, for at bestanden har lidt et knæk.
Derfor er rotter et problem
- Rotter kan forårsage materielle skader for store beløb, og de kan overføre smitsomme sygdomme til mennesker
- Rotter er derfor kategoriseret som skadedyr
- Din kommune har pligt til at bekæmpe dem, og du har som borger pligt til at anmelde dem til kommunen
Klik på kortet og se udviklingen i rotteanmeldelser i din kommune
Nedenfor kan du klikke rundt på danmarkskortet for at se, hvor mange rotteanmeldelser din kommune har modtaget de seneste 12 år.
Mange kommuner kombinerer desuden rotteanmeldelser, så anmeldelser, kommunen selv har modtaget, indberettes til Miljøstyrelsen sammen med det antal anmeldelser, der er løbet ind via private sikringsordninger.
Men da nogle kommuner fortsat kun indberetter egne anmeldelser, kan antallet af rotteanmeldelser enkelte steder afvige fra det faktiske.
#navn#
Anmeldelser pr. 1.000 indbyggere: #geoMeta.0.anmeldelser_pr_1_000_husstande_i_2018#
Gennemsnit for kommune: #aggregate.0.avg#
Max. for kommune: #aggregate.0.maxValue#
Min. for kommune: #aggregate.0.minValue#
Intensiveret kamp mod rotter
I januar 2018 lancerede Miljøstyrelsen en ny bekendtgørelse, der udgjorde startskuddet til et opgør med rotterne.
En skærpet forebyggende indsats og mere effektiv rottebekæmpelse var blandt tiltagene. Samtidig har mange af landets kommuner sat hårdt ind over for de uønskede gnavere.
Kigger man på de fire største leverandører af rottebekæmpelse til kommunerne, har de alle oplevet stor vækst de seneste fire år. Det viser tal, som Videncentret Bolius har indhentet gennem UdbudsVagten, der indsamler data om offentlige indkøb.
På tværs af de fire virksomheder noteres en offentlig omsætningsvækst siden 2014 på mellem 17 og 266 procent.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Du risikerer bøde
- Har du rotter på din grund uden at gøre noget ved det, risikerer du en bøde. Du kan også få bøde for selv at bekæmpe rotter med fælder eller gift
- Du SKAL derfor anmelde rotter til kommunen og overlade bekæmpelsen til professionelle skadedyrsbekæmpere
- Du skal ikke betale for det – men i mange kommuner har du allerede betalt for rottebekæmpelse via din ejendomsskat
Markant lettere at anmelde rotter
En anden faktor, der kan have spillet en rolle, er den varme sommer i 2018, hvor rotterne havde svært ved at finde vand, ligesom andre naturlige årsager som sygdom kan have decimeret bestanden.
En tredje faktor, der kan bevirke et fald i anmeldelserne, er, at kommunerne er blevet mere opmærksomme på at luge ud i dobbeltanmeldelser, hvor anmeldelser af den samme rotte tæller flere gange. Hvis otte beboere i det samme afgrænsede boligområde anmelder den samme rotte, talte man tidligere otte anmeldelser, hvor man kun burde tælle én.
Ligesom der er kommet øget bevidsthed om rottebekæmpelse, er det overordnet set blevet langt nemmere for borgerne at anmelde en rotte igennem kommunernes hjemmesider siden 2011, hvor antallet af rotteanmeldelser begyndte at stige voldsomt.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Færre anmeldelser om rotter i Herning
Herning Kommune har fire år i træk konstateret et fald i antallet af rotteanmeldelser.
Det skyldes blandt andet, at kommunen er overgået til et nyt it-system, som kan filtrere en masse dobbeltanmeldelser fra.
Men en del af forklaringen kan også være, at kommunen har oprustet bekæmpelsen, fortæller Lene Skovmose, som har ansvaret for rottebekæmpelse i Herning Kommune.
- I kommunen har vi lavet videoer om, hvordan man sikrer boligen mod rotter, og rottebekæmperne har brugt tid på at fortælle borgerne om, hvad man skal gøre, og det tror jeg også giver pote i form af færre rotteanmeldelser, siger Lene Skovmose.
Kommune står selv for rottebekæmpelse
Lene Skovmose fortæller, at det sandsynligvis også har haft en positiv betydning, at det er nu er kommunen selv – og ikke et firma udefra – som tager sig af rotter.
De ansatte har dermed et stort ejerskab af opgaven. Bekæmpelsen bliver mere nærværende, og man sætter en ære i at mindske antallet af rotteanmeldelser, forklarer Lene Skovmose.
- Det betyder, at sagerne bliver gjort helt færdige, fordi de ansatte er på timeløn. De har ingen grund til at stoppe med en sag, før den er helt færdig. Sådan er det måske ikke altid for et eksternt firma, siger hun.
Ved at hjemtage rottebekæmpelsen er Herning Kommune blevet del af en større kommunal trend. Ifølge Videncentret Bolius' oplysninger stod 9 kommuner selv for rottebekæmpelsen i 2007, hvorimod det i dag er ca. en fjerdedel af landets 98 kommuner, der klarer opgaven uden ekstern hjælp.
10 trin: Sådan gør du, når du opdager rotter i din bolig
- Husk, at du har pligt til at anmelde det til kommunen, når du ser en død eller levende rotte, rotteekskrementer eller gnavspor. Det gælder, uanset om du opdager det på din egen grund eller i gadebilledet.
- Skriv ”rotter” i søgefeltet på din kommunes hjemmeside, og følg vejledningen.
- Afvent skadedyrsbekæmperen, som kommunen skal sende ud til dig inden for 24 timer, hvis rotten er i dit hus – og inden for en uge, hvis den er udenfor.
- Spørg skadedyrsbekæmperen til råds om, hvordan du kan sikre, at rotterne ikke kommer igen.
- Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du har mistanke om rørskader i kloaksystemet, eller hvis noget i boligen er ødelagt.
- Aftal proceduren med forsikringsselskabet. De går ikke i gang med udbedringer, før rotterne er bekæmpet. Men hvis der er konstateret skader på kloakrørene, og du har dækning for skjulte rør- og stikledninger, igangsættes reparationen med det samme.
- Sørg for at alle steder, hvor rotterne kan være kommet ind, bliver forsvarligt sikret.
- Desinficér alle områder, hvor rotterne har været.
- Kontakt forsikringsselskabet igen, når rotterne er bekæmpet for at få udbedret skader.
- Ser du nye rotter, skal du igen anmelde det til kommunen