Vi bliver flere og flere danskere, og vi klumper os mere og mere sammen.

I en ny befolkningsfremskrivning forventer DREAM og Danmarks Statistik, at indbyggertallet i Danmark vokser fra 5,8 millioner i 2019 til 6,25 millioner i 2045. I 2029 vil der bo 6 millioner indbyggere i Danmark. I 2060 vil der ifølge fremskrivningen bo 6,4 millioner mennesker i Danmark.

Selvom befolkningstallet forventes at stige, er der dog ikke lige så meget gang i befolkningstilvæksten som tidligere. Ifølge Danmarks Statistik skyldes det, at nettoindvandringen forventes at fortsætte med at falde på kort sigt.

Østjyske kommuner har stor stigning i befolkningstallet

På kommunebasis har Danmarks Statistik lavet en befolkningsfremskrivning fra 2020 til 2045. Her forventes det, at der vil være befolkningsfremgang i 69 kommuner, mens der vil bo færre indbyggere i 29 kommuner.

Det har tidligere primært været i hovedstadsområdet, at befolkningstilvæksten vil være størst, men nu har en række østjyske kommuner meldt sig ind i kampen. Skanderborg er således den kommune, der forventes at vokse mest fra 2020 til 2045 – indbyggertallet forventes at gå fra knap 63.000 til 79.000 på de 25 år, en stigning på 25 procent. Også Horsens, Aarhus, Silkeborg og Odder er på top 10-listen.

Rødovre og Solrød Kommuner, der ligger i/nær hovedstadsområdet er nummer to og tre på listen med en forventet befolkningsfremgang på 22,9 og 20,5 procent. København er nummer fem på listen. Her forventes det, at indbyggertallet øges med 19,2 procent, så der i 2045 vil bo 753.000 i Københavns Kommune.

11 kommuner med flere end 100.000 indbyggere i 2045

I 2045 vil 11 kommuner ifølge statistikken have flere end 100.000 indbyggere. Det er København, Aarhus, Aalborg, Odense, Vejle, Esbjerg, Silkeborg, Horsens, Frederiksberg, Randers og Viborg Kommuner.

Danskere vil bo i store og mellemstore byer

Danmarks Statistik forventer, at tendensen med en befolkning, der især bosætter sig i de store og mellemstore byer, fortsætter. Det er der en forklaring på, mener Stine Lea Jacobi, programchef i Realdanias program, Mulighedernes Danmark.

- Grundet øget boligefterspørgsel og prisstigninger i de større byer skaber det ringe ud i nabokommunerne. Derfor ses en positiv udvikling primært i kommunerne beliggende tæt på storbyerne, siger hun.

Færre indbyggere i 29 kommuner i 2045

Det er især kommuner i yderområder og/eller på øer, hvor det forventes, at der vil bo færre mennesker i 2045 - 20 af de 29 kommuner ligger i Jylland. Men også kommuner som Gentofte, Hørsholm og Albertslund forventes at få en nedgang i indbyggertallet.

Den største tilbagegang vil ifølge befolkningsfremskrivningen ske i Læsø, Lemvig og Lolland Kommuner, hvor der forventes en nedgang på lidt mere end 10 procent.

Fordi befolkningsfald kan skabe sociale og økonomiske udfordringer, arbejder bl.a. flere organisationer, kommuner og Folketinget allerede på projekter, der skal løse eller afhjælpe yderkommunernes fremtidige befolkningsudfordring.

- Det er svært at vende udviklingen, især for de kommuner, der ikke ligger tæt på storbyerne. Det kræver både omstilling til den nye virkelighed samt fokus på udvikling, hvis man skal tiltrække og fastholde befolkningen i fremtiden. Så vi kan sagtens se kommuner, der på samme tid river overflødige huse ned på landet og bygger nyt i hovedbyerne, hvor der kan forventes stigende efterspørgsel på bl.a. mindre lejeboliger, siger Stine Lea Jacobi.

Boligpriser påvirkes af indbyggertal

Befolkningsudviklingen kan få stor betydning for udviklingen i boligpriserne. For jo flere, der ønsker at bo et bestemt sted, jo mere vil priserne blive presset op.

Omvendt vil et fald i indbyggertallet betyde lavere efterspørgsel efter boliger, og det vil ramme boligpriserne ved enten at stige mindre end andre steder eller direkte falde. Nogle steder kan det blive svært at sælge huse, der af den ene eller anden grund ikke er så attraktive.

Selv om indbyggertallet falder i en kommune, kan det sagtens stige i en række af byerne i kommunen. Omvendt kan indbyggertallet også falde i byer i kommuner, hvor indbyggertallet vil stige.