Så meget sparer du på at tisse i badet

Tisser du i badet, haven eller andre ”naturlige” steder, kan du spare en del penge i vandforbrug. Se hvor meget du sparer her.

Så meget sparer du på at tisse i badet.

Spar penge ved at tisse imens du er i bad. Foto: Colourbox.

Det kan være fristende at give slip og lade vandet, når man står i brusebadet. Og det kan faktisk betale sig rent økonomisk.

27 % af vandforbruget i private hjem går nemlig til toiletskyl. Det svarer til, at en person bruger i gennemsnit 9.800 liter vand om året på at skylle ud efter toiletbesøg, og afhængigt af toilettype og tissevaner en omkostning på mellem 500-1200 kr. om året pr. person. 

Så der er penge at hente ved at nedsætte vandforbruget på toiletskyl - der findes dog andre metoder, der sparer dig flere penge end at tisse i badet, haven eller andre "naturlige" steder.

Spar penge på at tisse i badet

Hvor meget du konkret vil spare afhænger bl.a. af, hvilket vandværk du har. Priserne på vand svinger ifølge DANVA i 2016 fra 5 til 12 øre pr. liter vand inkl. samtlige afgifter – landsgennemsnittet ligger på 6,6 øre pr. liter inkl. afgifter. Priserne er blevet lidt højere i 2017. 

Det vil sige, at hvis du har et nyt toilet med et lille skyl på 3 liter, vil du ud fra den gennemsnitlige pris på vand spare 19,8 øre pr. gang du tisser i badet i stedet for at bruge et toiletskyl – det bliver på årsplan til en besparelse på 72,3 kr., hvis du hver dag tisser én gang i brusebadet i stedet for toilettet. Det er dog vigtigt i den sammenhæng, at du ikke opholder dig længere tid i brusebadet pga. tisseriet, da det varme vand fra bruseren er dyrere end det kolde vand fra toilettet. 

Derudover sparer du også penge på toiletpapir og du hjælper miljøet ved at bruge mindre vand. 

Skal du bruge det lille eller store skyl?

Besparelsen er selvfølgelig større, hvis du bruger det store skyl, når du har tisset, hvis du har et gammelt toilet, hvis din vandpris er dyrere end gennemsnittet, eller hvis du oftere undlader at skylle ud. Hvis du konsekvent bruger det lille skyl, kan du skade afløbet, så sørg for at bruge det store en gang imellem.

Hvis du synes, det er klamt at tisse i badet, er der heldigvis andre metoder til at spare penge på toiletskyl. Lad fx være med at skylle ud, hvis du kun har tisset, eller lad vær med at putte fx snotpapir, vatpinde og lignende i toilettet, som derefter skal skylles ud. 

Hvert skyl, du kan spare væk, giver dig en besparelse. 

Tis eller vand som ressource?

Fru Grøn: Det er hygiejnisk ok at tisse i badet

Ifølge Bolius' rengøringsekspert, Fru Grøn, er der intet uhygiejnisk i at tisse i brusebadet. Især ikke hvis du tisser i starten af dit bad, så du sikrer, at urinrester på dig selv og i brusebadet skylles væk. 

Får du ikke skyllet det hele væk, kan der opstå lugtgener efterfølgende, men der er ikke risiko for at skade brusekabinen eller afløbet. Der er kun en lille risiko for, at urinen smitter af på fuger og lignende, men det vil en normal rengøring af brusenichen klare. 

Urin i haven gøder dine planter

Det er også muligt at spare penge på vandforbruget ved at tisse i haven, fx op ad hækken eller i plantebedet. I haven er der endvidere den fordel, at der er gødning i urin, så det kan få planterne til at gro bedre. Urin indeholder dog en forholdsvis stærk koncentration af kvælstof, så tis ikke det samme sted hver gang, og helst ikke i områder, hvor der vokser mad.

Du skal være logget ind for at deltage

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab