Kunne du godt tænke dig en havesti med sten eller fliser, er det en opgave, der godt kan klares som et gør det selv-projekt.  

Videoen her viser, hvordan du anlægger en havesti med brosten. Uanset, om du vælger en havesti med fliser, brosten, chaussésten eller andre belægningssten, kan du følge en lignende fremgangsmåde.

Det kan være udfordrende at arbejde med brosten, da de varierer i form og størrelse. Skal du lægge brosten på et større område, er det en god idé at bruge en brolægger, men til en mindre havesti kan du måske løse opgaven selv. 

Tjekliste: 4 trin til at lave din egen havesti med brosten

  1. Planlægning og mål: Valg af sten eller fliser samt områdets størrelse har indflydelse på, hvor svært det kan være at løse opgaven selv. 
  2. Opbygning af havesti: Sørg for et stabilt underlag, så stenene ikke flytter sig ved frost. 
  3. Sådan deler du brosten: Hvis du vælger et mønster, hvor stenene ligger i forbandt, er det nødvendigt at dele nogle sten. Brug en vinkelsliber med særlig klinge samt hammer og mejsel. 
  4. Når brostenene skal lægges: Sørg for en jævn højde ved hjælp af afretningsgrus, og brug en dødslagshammer til at slå brostenene det sidste stykke ned. 

Det skal du bruge

  • Til bærelaget: Stabilgrus 0-32 mm og afretningsgrus 0-8 mm
  • Til stien: Brosten eller andre fliser
  • Til fugerne: Vasket grus, stenmel eller fugesand.
  • Pinde og snor til afmærkning
  • Pladevibrator til at stampe underlaget
  • Vinkelsliber, hammer og mejsel til at dele brosten
  • Dødslagshammer til at banke brosten på plads
  • Støvmaske, beskyttelsesbriller og høreværn.

Opbygning af havesti

Opbygningen af en havesti kan være følgende: 

  • Stabilgrus 0-32 mm, i et lag på 100-150 mm
  • Afretningsgrus 0-8 mm, i et lag på 300 mm
  • Brosten eller andre fliser
  • Til fugerne: enten vasket grus, stenmel eller fugesand.

Det er vigtigt at lave et underlag med stabilgrus og afretningsgrus, der bliver stampet med en pladevibrator. På den måde undgår du, at stenene flytter sig ved frost. 

Skal området bruges til tung trafik, er det vigtigt at lave en stærk kantsikring – evt. ved at støbe stenene i kanten fast. Men er der tale om en mindre havesti som i dette tilfælde, behøver du ikke at støbe kantstenene. 

Sådan anlægger du havestien

Lav en udgravning. Du regner dybden ud ved at lægge de forskellige lag sammen med højden på dine sten eller fliser. Bruger du fx brosten på 20 cm i højden, kan du grave omkring 30-40 cm ud, så der også er plads til et lag med stabilgrus og et lag med afretningsgrus. 

Læg et lag med 15-20 cm stabilgrus og stamp det med en pladevibrator. Oven på stabilgruset lægges et lag med afretningsgrus. 

Hvis du bruger brosten, vil de ofte være lidt ujævne i højden, i modsætning til fx betonfliser. Du kan kontrollere højden ved at udspænde murersnor mellem to pinde, der markerer højden på stien. Brug et vaterpas til at sikre, at stien er lige høj i begge sider. I eksemplet i videoen er havestien 90 cm bred, hvilket svarer til kantsten i hver side og 2,5 brosten imellem.  

På grund af brostenenes varierende højde kan du nogle steder være nødt til at fjerne lidt afretningsgrus, mens du andre steder skal lægge lidt ekstra ind under stenen. 

I videoen er valgt et mønster, hvor brostenene bliver lagt i halvstensforbandt. Det betyder, at du skal bruge halve sten. Det er svært at dele stenene med hammer og mejsel – det kan også hjælpes på vej med en vinkelsliber med en klinge, der kan skære i sten. 

Sådan deler du brosten

Brug støvmaske, beskyttelsesbriller og høreværn, når du bruger vinkelsliberen til at dele stenene. 

Med vinkelsliberen skærer du et stykke ned i brostenen. Brug en hammer og mejsel til at dele stenene det sidste stykke. 

Når brostenene skal lægges

Læg kantstenene, så de flugter med den snor, du har spændt ud, og herefter kan du lægge dine brosten og tilpasse mængden af afretningsgrus, så stenene passer i højden til hinanden. 

Brug fx en dødslagshammer til at slå brostenene det sidste stykke ned. 

Til sidst fylder du efter med fugesand på stien. Når det regner, trænger fugesandet ned i fugerne, og det kan blive nødvendigt at fylde efter med ekstra fugesand, indtil fugerne er fyldt hel op. 

Billedserie: Lav selv en sti med ølandsbrud