Hvad er en kapillærkasse?

En selvvandingskasse eller en kapillærkasse, som den også hedder, er et system, der sørger for vanding og gødning af dine planter i op til 1-2 uger.

Kassen består af en flamingokasse med 3 rør, som fyldes med vand og gødning. Oven på kassen placeres en plantesæk. Der skæres 3 huller i bunden af plantesækken til de 3 rør, og herfra kan planterne suge vand.

Brug kapillærkasser i drivhus og havestuer - eller på altan og terrasse

Selvvandingskassen er udviklet til brug i havestuer og i drivhuse, men fungerer også fint på altaner og terrasser.

Hvad kan du dyrke i selvvandingskassen?

Det er mest almindeligt at dyrke tomater og agurker i en selvvandingskasse, men du kan sagtens dyrke andre planter og blomster i kassen. Kun fantasien sætter grænser.

Hvor tit skal du fylde vand på?

Afhængig af planternes størrelse og placering i forhold til solen, er det ikke ualmindeligt, at større planter kan klare sig ca. 1 uge med 1 påfyldning af kassen.

Af og til følger der en lille bold med selvvandingskassen, som lægges i påfyldningshullet. Når den er i bund, er det tid til at fylde vand på igen. Bolden følger med op, når du fylder nyt vand på, og markerer, når kassen er fyldt.

Skal du bruge gødning?

Du opnår de bedste resultater, hvis du ved hver påfyldning hælder gødningsvand på beholderen. Du kan købe koncentreret flydende gødning på flaske, som iblandes i vandet.

Værktøj

  • Saks
  • Vandkande

Materialer

  • Selvvandingskasse
  • Plantesæk
  • Gødning
  • 2-3 planter
  • Eventuelt en skjuler til kassen. Skjuleren er ikke nødvendig, men den pynter

Sådan bruger du en kapillærkasse

1
Sådan virker det

En selvvandingskasse holder dine planter med vand og gødning i op til 2 uger. Vi afprøvede systemet og plantede 2 tomatplanter og 1 agurkeplante i en selvvandingskasse, som vi placerede på en lukket altan. Her er på billedet ses planterne efter 2 uger.

De er vokset kraftigt, og det har endnu ikke været nødvendigt at genfylde kassen med vand.

Vær opmærksom på, at afhængigt af plantens sort kan tre planter være for meget til en kasse, da pladsen kan blive for trang til kraftigt voksende planter.

2
Læg plastikposen i kassen
Læg plastikposen i kassen, fold kanterne ud over kassens sider og læg låget på.
3
Læg bolden i påfyldningshullet
Af og til følger der en lille bold med selvvandingskassen, som du kan lægge i påfyldningshullet, så den fungerer som indikator på vandstanden i kassen.
4
Skær hul i plantesækken
Løsn jorden i plantesækken ved at rysten den lidt og skær eller klip krydser i plantesækken, så det passer med hvert af de 3 rør i selvvandingskassen.
5
Læg plantesækken på kassen
Læg plantesækken ovenpå kassen med krydsene ned ad direkte, så jorden kan falde ned i de 3 rør i kassens låg. Skær felterne i plantesækken fri.
6
Pres jord ned
Pres jorden godt ned i de 3 rør på selvvandingskassen.
7
Fyld vand på
Hæld flydende gødning i selvvandingskassen. Læs på instruktionen, hvor meget du skal hælde i. Fyld herefter kassen med vand gennem det lille hul i kassens hjørne.
8
Sæt planterne i jorden
Sæt dine planter i plantesækken og giv dem hver ca. 1 liter vand.
9
Skjul selvvandingskassen
En skjuler er ikke nødvendigt, men det pynter. Der findes mange forskellige slags. Denne er lavet af pil.
10
3 uger senere
Her ses de 2 tomatplanter og agurkeplanten 3 uger efter, de er blevet sat i selvvandingskassen. Alle planter er nu vokset til over en meter og har brug for pinde til at støtte sig op af. På agurkeplanten, kan vi allerede tælle ca. 15 små agurker.

Så er det bare at komme i gang med kapillærkassen - så du får en masse lækre, hjemmelavede afgrøder.

Podcast: Mig og min have

Episode 7: Køkkenhaven

Jesper besøger Andreas' altan for at tale om urban gardening, køkkenhave og prydhave. Projektet går på at få plads til planteglæden på altanen, uanset om man søger prydplanter og sommerblomster eller nytteværdien fra afgrøder. Jesper guider Andreas i gang og udnytter alle kvadratmeter der står til rådighed. Inden de to værter når så langt, er Andreas på forarbejde. Han besøger byhaven Østergro, som er en køkkenhave på tagterrassen af en gammel bilfabrik på Østerbro. Her fortæller Olivia om, hvordan de siden 2014 har høstet afgrøder lige fra spiselige blomster til jordbær og radisser. De besøger også dyrelivet på tagterrassen, som blandt andet inkluderer høns og bier.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit