Sådan dækker du bedst af, når du maler

Undgå malerpletter, når du maler. Læs, hvordan du bedst dækker gulv, fodpanel og andre ting af, og hvordan du lettest fjerner malerpletter.

Afdækningsmåtte, malertape og stige står klar på gulv

Du kan bl.a. bruge en afdækningsmåtte og malertape, når du laver afdækning til gulv, fodpaneler og andre ting, før du går i gang med at male. Foto: Lisbeth Holten

Det er vigtigt, at du bruger tid på at dække ordentligt af, inden du går i gang med at male indendørs. Uanset, om du skal male vægge eller lofter, er det næsten umuligt at undgå malersprøjt. Men har du en ordentlig afdækning undgår du, at der kommer pletter af maling på gulv, møbler, fodpaneler og radiatorer.

Maler dækker fodpanel af med malertape

Det er næsten umuligt at undgå malerstænk, så dæk ordentlig af inden du begynder at male vægge eller lofter. Du kan fx bruge malertape til at fastgøre plastik eller håndklæder, som du kan rykke med rundt. Arkivfoto.

Hvordan dækker du bedst gulvet af?

  • På trægulve og andre faste gulve: Tape tykt pap eller karton sammen, så det ligger fast, læg det ovenpå gulvet og pres al luften ud. Sæt det fast langs kanterne med malertape/afdækningstape, og hold 1 mm afstand til væggen, så maling ikke rives af væggen efter tørring. Du kan også bruge et malertæppe. malermåtte eller afdækningsmåtte, som du kan evt. rykke rundt alt efter, hvor du maler. Plastfolie, som også tapes fast, er også en mulighed, men det kan dog ikke suge spildt maling op som pap eller malertæppe, og derfor sviner det mere. 
  • På tæpper: Dæk af med nålefilt og afdækningsfilt, der har plast på bagsiden – nålefilten suger malingen, hvis du spilder. Du kan også dække af med plastik, men det suger dog ikke malingen, og dermed kan du nemt slæbe maling rundt over det hele, hvis du træder i det.
  • Sørg for at dække hele gulvet af - eller flyt afdækningen med.
  • Læg evt. gamle håndklæder ud på gulvet langs væggen, hvis du skal male vægge. De kan nemt flyttes rundt med fra væg til væg.
Bolius' fagekspert Jeanette Standly Mikkelsen sætter plastfolie på gulvet fast med malertape

Du kan bl.a. bruge plastfolie til at afdække gulvet, og malertape kan få det til at sidde fast, men du kan dog slæbe malingen med rundt, hvis du spilder. Foto: Torben Klint

Hvordan afdækker du møbler, lamper og radiatorer?

  • Fjern møbler og andre ting, når du skal male. Stil dem evt. ind på midten af gulvet og dæk dem af med plastik/plastfolie/afdækningsplast, hvis du ikke har plads i andre rum.
  • Dæk også lamper, radiatorer, vinduesbundstykker m.m. af med plastfolie.

Hvordan dækker du bedst fodpaneler, håndtag og stikkontakter?

  • Brug malertape (afdækningstape), hvis du ikke er helt sikker på hånden, når du skal male rundt om fx stikkontakter eller håndtag, eller til at dække fodpaneler af med.
  • Malertape kan købes i forskellige kvaliteter, og det kan godt betale sig at købe noget af det bedre afdækningstape, selvom det måske koster en smule mere.
  • Brug en så bred malertape og så lange stykker malertape som muligt.
  • Sæt malertapen på en tør overflade lige før, du maler, og tag den af, når malingen er overfladetør, ellers kan den brænde sig fast.

Hvordan fjerner du malerpletter?

Hvis du kommer til at dryppe eller sprøjte maling på forkerte steder, kan du ofte fjerne det uden problemer.

Gør sådan:

  • Hav altid en fugtig klud med dig, når du maler.
  • Tør hurtigt malerpletten væk med den fugtige klud. Vær grundig, så der ikke sidder en tynd film af maling tilbage på overfladen.
  • Lad malingstænk på vinduer størkne og skrab dem af med en fin spartel eller kniv.
  • Malerpletter, også indtørrede, kan i de fleste tilfælde fjernes med en våd klud.

Hvordan fjerner du rester af malertape?

I nogle tilfælde kan malertape brænde sig fast på en overflade og være svær at fjerne.

Hvis malertapen sidder på glas i et vindue, er det lettest at bruge en glasskraber til at skrabe resterne af. Du kan købe en glasskraber i bl.a. byggemarkeder.

Hvis der er rester af malertape på træ, fx et fodpanel, kan du bruge olie, babyolie, lampeolie m.v., til at fjerne det. Smør olien på resterne af malertapen, og lad det sidde lidt, inden du kan nulre tapen af. Men pas på - olier kan nemlig også i nogen grad opløse malede overflader.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab