Kanten om dine bed eller græsplæne kan laves i flere forskellige materialer, så du kan opnå præcis det udtryk, der passer til din have, hvad enten du praktiserer et naturligt, romantisk eller minimalistisk haveudtryk.
Flere fordele ved god bedafgrænsning
Ah! At sætte sig på terrassen en lun sommerdag og lade øjnene vandre ud over haven, hvor blomsterne bugner i bedene, og grøntsagerne står på rad og række i køkkenhaven, er en fornøjelse. Vil du blive siddende med ro i kroppen, kan du med fordel overveje en god bedafgrænsning, som sørger for at holde ukrudt og græs på afstand.
Den sikrer, at græstotter og ukrudtsplanter ikke kommer lige så nemt ind i bedene og udkonkurrerer stauder, buske, træer og andre afgrøder. Samtidig slipper du også for at ligge på knæ og luge eller stikke græskanterne af, for kantafgrænsningen adskiller bedene og græsset, så kanterne står skarpt gennem sommersæsonen.
Kanter til bed og sti – kend dine muligheder
En effektiv bedafgrænsning skiller græsset fra bede og stier, men spørgsmålet er, hvilken afgræsning du bør vælge til din have?
I byggemarkederne bliver du præsenteret for et bredt udvalg af muligheder i træ, sten, beton, plastik og jern. Hver løsning har fordele og ulemper, du bør have med i dine betragtninger, men i lige så høj grad bør du overveje, hvilket udtryk de forskellige materialer giver.
Den naturlige og vilde cottagehave opnår du med kantafgrænsning i træ, mens den romantiske haves landlige idyl kan understreges med natur- eller herregårdssten. Efterstræber du derimod et stringent, minimalistisk udseende, er jern et solidt materiale, der med tiden patinerer smukt.
Prisen på de forskellige kanter til bed kan også have betydning for dit valg. Der er nemlig stor forskel på, om du vælger kantafgrænsning i træ fra Jem og Fix, i plastik fra Turfline eller cortenstål fra Bauhaus.
Opnå et rustikt udtryk med stenkant om dit bed
Det ser smukt ud, når stauderne fletter sig ind mellem rustikke natursten, og spreder deres farvestrålende blomsterflor i bedene. Du kan let fremhæve det vilde, romantiske udtryk, hvis du bruger sten som bedafgrænsning i haven, og særligt natursten er et oplagt valg i den landlige have.
Der er dog en enkelt ulempe ved at vælge sten som bedkant, og ønsker du en særligt effektiv løsning, er naturmaterialet ikke det rigtige valg. Sten er ikke skåret efter en fast skabelon, og de er derfor ikke helt ens i størrelsen. Når du lægger dem som græskant, vil der altid være små huller, som græs og ukrudt kan snige sig igennem, og samtidig vil det være en udfordring for græsslåmaskinen, havetraktoren og græstrimmeren at komme helt tæt på. Derfor bliver du nødt til at efterklippe kanterne med en havesaks eller en kanttrimmer.
Det kan imidlertid undgås, hvis du udskifter naturstenene med herregårdssten. Denne løsning er en smule dyrere, men markant mere effektiv, da fliserne kan lægges tæt, så græsslåmaskinen får god plads til at gøre sit arbejde.
Støb bedafgrænsningen i beton
Beton har et råt udseende, som er flot i den moderne villahave, hvor den arkitekttegnede bolig knejser i baggrunden. Her får du en fast afgræsning, der billigt kan støbes præcis efter de former, dine bede har.
Slynger staudebedet sig gennem haven eller står det snorlige? Du får stor kreativ frihed, når du arbejder med beton i haven, og det solide materiale har en lang holdbarhed, som både modstår hård blæst, meget våd jord og isnende frost.
Træ skaber en naturlig dynamik
En bedafgrænsning i træ understreger det naturlige udseende i haven, og særligt i de idylliske cottagehaver er materialet anvendt. Her fremhæver det de enkle, bløde overgange mellem græs og bede, og bidrager med et roligt, organisk udtryk.
Du kan skabe kanterne med massive stammer eller skarptskårne planker, men det mest anvendte er palisader, som kan købes i både Silvan, Bauhaus og Jem og Fix. Palisader er tykke rundstokke, som du graver ned i jorden med en meget tæt placering, så græsset ikke kan trænge igennem. Vil du skabe variation i bedet, kan du placere palisader i forskellige højder, så du opnår et dynamisk look.
Du kan også genbruge træ fra egen eller andres have. Det er billigere og mere bæredygtigt.
Den billigste løsning er plastik
Du kan hurtigt og billigt etablere en effektiv bedafgrænsning i plastik, og fordelen ved denne løsning er, at den næsten er usynlig. Derfor er den oplagt i alle typer af haver.
Turfline er kendt for sine græskanter, der kan købes i både sort og grøn plastik, og du kan let selv montere dem. De er meget fleksible at arbejde med, og kan nemt tilpasses bedkanternes forskellige udformninger, hvad enten de stikkes ud som runde buer eller lægges som lige linjer.
En af de største fordele ved at vælge plastik er, at det er vedligeholdelsesfrit, så her får du en afgræsning, der holder i mange år uden at kræve din opmærksomhed.
Og så holder det typisk ukrudt bedre væk end de andre løsninger, da der er færre huller i afgrænsningen. Det er dog langt fra en sikkerhed, at ukrudtet og græsset holder sig væk fra bedet, selvom du bruger plastik som bedafgrænsning.
Bedafgrænsning i jern har den længste levetid
Årets gang sætter sine spor i haven, men hvorfor ikke udnytte de omskiftelige vejrforhold, når du vælger kanter til dine bede? Jern får den smukkeste rustfarve, som changerer i røde og brune nuancer, når tidens tand får lov til at sætte sine mærker.
Cortenstål er en skarp jernkant, som kan afgrænse både plæner og stier, og med de mange forskellige højder kan du skabe varierende udtryk forskellige steder i haven.
En bedafgrænsning i jern er en dyr løsning. Til gengæld får du et resultat med en levetid på op til 80 år, da materialet ikke kan tære, men bevarer sin styrke uanset, hvordan omgivelserne påvirker det.
Desuden indeholder cortenstål ikke skadelige stoffer, så du kan uden problemer anvende det som bedafgrænsning i økologisk havebrug.
Plant et smukt blomsterflor i bedets kant
Følger du med inden for de nyeste havetrends, ved du allerede, at den vilde have er på vej tilbage. Her får blomster, afgrøder, buske, træer og ukrudt lov til at brede sig side om side i bedene, så biodiversiteten opnår de bedste betingelser, og sommerfugle, bier, mariehøns og pindsvin slår sig ned i haven.
For at holde det vilde look under kontrol, kan du plante blomster som bedafgrænsning. De holder ukrudtet nede, tiltrækker insekter og er dejlige at plukke ind i buketter. Særligt er stauderne effektive som græskant, da de kræver minimal pasning og skyder år efter år.
Kæmpestenbræk er et smukt valg, der med sin lave højde forhindrer græsset i at trænge ind i bedet. Det samme gælder også hosta og røllike, som også har en tæt, kraftig vækst, og den smukke høstanemone holder linjerne skarpe helt til vinteren sætter ind.