
Drivhuset skal gøres rent, inden forårets første planter får plads derude. Ellers får du problemer med overvintrede sygdomskilder.
Hvis du har haft planter i drivhuset sidste år, kan skadedyr og plantesygdomme have overvintret. Derfor er det vigtigt at få alt kryb og alle sygdomskilder udryddet, inden man starter på en frisk.
Fjern alle planterester i drivhuset
Hvis du ikke fik ryddet drivhuset i efteråret, skal du først have fjernet alle gamle planterester. Det er også en god idé at skrælle det øverste lag jord af og lægge nyt på. Hvis du fx har haft agurker i sit drivhus, er det sikkert, at spindemider har overvintret i jorden. Men der kan også sagtens være andre sygdomme, virus og insektæg.
HØR OM HAVEN: Podcast: Mig og min have
Sådan gør du rent i drivhuset
Gør følgende:
- Tag en spand med lunkent vand og tilsæt 100-200 ml flydende brun sæbe.
- Smør alle fladerne ind med en god børste - kom godt ind i hjørner og dér, hvor glassene overlapper hinanden.
- Lad sæbeblandingen sidde et kvarters tid.
- Skyl derefter alle fladerne grundigt af med vand fra haveslangen eller højtryksspuleren.
- Er der grønalger udvendigt på drivhuset, skal ruderne have samme omgang udvendigt.
Det er en god idé at bruge gummihandsker og beskyttelsesbriller. Brun sæbe udtørrer og ætser, fordi det er meget basisk.
Video: Rengøring af drivhuset
Se hvordan haveekspert Jesper Carl Corfitzen gør rent i drivhuset om foråret.
Sådan klargør du drivhuset om foråret
LÆS OGSÅ: 10 gode råd til drivhuset

Tomater kan du ikke plante, før temperaturen om natten er over 10 grader.
Vent med tomater og agurker
Når det nyrensede drivhus står forårsklart og indbydende, gælder det om at være forsigtig. Selv om planteskoler og supermarkeder allerede i marts lokker med tomat- og agurkeplanter, skal du væbne dig med tålmodighed.
Selv om et drivhus i forårsmånederne bliver varmt om dagen, når solen skinner, giver det ikke den store beskyttelse om aftenen og om natten. Her er der generelt kun én til to grader varmere inde i drivhuset end udenfor. Man kan snildt bruge formuer på planter, men det nytter ikke noget, hvis de går til eller helt i stå, fordi det er for koldt.
Så radiser, gulerødder og salat i foråret
I stedet kan du i de tidlige forårsmåneder bruge drivhuset til fx tidlige radiser, gulerødder, feldsalat eller iceberg. De kan alle tåle lidt frost.

Brug i stedet forårsmånederne med nattefrost til at plante gulerødder.

Feldsalat og iceberg kan også overleve lidt frost.