Det kan være svært at falde i søvn og sove godt, hvis soveværelset er for varmt. Men der er flere ting, du kan gøre for at få en mere behagelig soveværelsestemperatur i sommervarmen.

Hvordan får du nemmest et køligt soveværelse?

Den bedste måde at få soveværelset kølet ned til natten er en god, gammeldags udluftning med gennemtræk i 5-10 minutter lige inden sengetid.

I løbet af natten bliver soveværelset dog varmere igen.

Hvordan forebygger du, at der bliver varmt i soveværelset?

Soveværelset kan blive varmet meget op en varm sommerdag, og så er det sværere at få kølet ned, men det kan du undgå med udvendig eller indvendig solafskærmning. Udvendig solafskærmning – fx markise, skodder eller – er mest effektiv, da det stopper solens stråler, inden de kommer ind i huset

De mest simple løsninger er:

  • Hæng tætvævet stof, tæpper eller håndklæder op udenfor over vinduerne.
  • Sæt skodder for vinduerne og åbn ikke vinduerne i dagtimerne.
  • Stil en stor parasol, markise eller et solsegl op, hvis du har mulighed for det. Vær opmærksom på, at hele ruden skal være i skygge, ellers er der risiko for, at der kan ske et såkaldt termisk brud, så glasset revner.
  • Træk gardiner eller persienner for i dagtimerne.
  • Skal din bolig bygges om, kan god isolering være en hjælp mod solens varme.

Sådan kan du også køle soveværelset - og dig selv ned

Uanset, hvordan du vælger at køle dit soveværelse ned om natten, er der fordele og ulemper, du skal være opmærksom på.

Udover en god udluftning med gennemtræk kan du overveje disse muligheder:

  • Åbent vindue. Et åbent vindue kan være fristende om natten, men brug beslag, kroge eller hasper, der er godkendt af forsikringsselskabet til vinduet, ellers er der risiko for, at indbrudstyve nemt kan komme ind. Tjek dit forsikringsselskabs præcise betingelser. Sæt gerne et insektnet for vinduet, så du undgår fx myg i soveværelset.
  • Åbne døre. Hold åbne døre mellem soveværelse og tilstødende rum og hav åbne vinduer til gennemtræk i de andre rum. En åben dør giver desuden bedre ventilation i løbet af natten og dermed et bedre indeklima.
  • Åbne slidser eller udluftningsventiler i vinduesrammen. Åbn udluftningsventiler eller slidser indbygget i vinduesrammerne. Den varme luft i rummet stiger op under loftet, og når der kommer lidt vind udenfor, skabes der undertryk, og den varme luft suges ud.
  • Propel eller vifte i loftet. I Danmark er det ikke så meget høje temperaturer, der er problemet om natten – det er den stillestående luft. En propel eller vifte i loftet sætter luften i bevægelse og kan dermed give en fornemmelse af nedkøling
  • Aircondition. Med aircondition kan du holde en fast kølig temperatur hele natten. Eksperter anbefaler dog ikke aircondition til private hjem, da den kan være dyr i installation såvel som i strøm. Derudover er airconditioneret luft tør, hvilket kan være generende for slimhinderne.
  • Færre tekstiler. Skift dynen ud med et dynebetræk, eller hvis det er helt slemt: Skift det ud med et lagen vredet op i koldt vand og overvej at køle din hovedpude ned før brug. 
  • Drop dobbeltdyne. Hvis du og din partner ligger under samme dyne, kan I lettere overføre varmen til hinanden.
  • Køl kroppen ned. Start med et koldt brusebad, før du går i seng, hvor du køler kroppen helt ned. Har du en varmedunk kan du fylde den med koldt vand, så den i stedet virker kølende. Du kan også prøve at tage et fodbad i lunkent vand inden sengetid.