Sådan klarer du kalken på badeværelset

Eddike- og citronsyre med opvaskemiddel er effektivt til at fjerne kalken på badeværelset. Men pas på, for det er ikke alle materialer, der tåler de sure midler.

Eddike- og citronsyre er de mest miljøvenlige midler til at afkalke badeværelset. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Selv et spritnyt badeværelse kan på kort tid komme til at se kedeligt ud, hvis du ikke tager kampen op mod kalken. Men du behøver ikke at ty til stærke rengøringsmidler.

Kalk på håndvask, toilet og brusekabine fjernes, hvis der rengøres jævnligt med et godt sanitetsrengøringsmiddel og et toiletrengøringsmiddel. Læs rengøringsekspert Fru Grøns råd herunder.

Fjern kalk med sanitetsrengøring eller afkalkning

Fordelen ved et sanitetsrengøringsmiddel er, at det indeholder kemikalier, der løsner og fjerner både fedtbundet snavs og kalkaflejringer. De købes færdigblandet i farvestrålende sprayflasker. De er fortyndende opløsninger med under 5 % eller under 10 % vaskeaktive stoffer og et kalkbindende stof, dertil er de også tilsat konserveringsmiddel og flere forskellige kemikalier og ofte også parfumestoffer, der både er skadeligt for dig og miljøet.

Det er nemt og smart, men vil du spare på plastflaskerne, kemikalierne og pengepungen kan du nemt selv blande rengøringsmidler til baderummet. 

Sådan laver du et sanitetsrengøringsmiddel

Kom ¼ dl eddikesyre eller 1 spsk. citronsyre i ca. 2 dl surt opvaskemiddel (pH4). Kom meget lidt middel på en fugtig skuresvamp, og rengør vasken ugentligt med blandingen. Skylles og poleres efter. Så ophobes kalken ikke.

Du kan også bruge 1 dl husholdningseddike, men fordelen ved at anvende koncentreret syre er, at det bevarer viskositeten så det bliver bedre på kluden, og man kan lægge det der hvor der er meget kalk. 

Sådan laver du et nemt og billigt afkalkningsmiddel

Kom 1/2 dl eddikesyre eller 2 spsk. citronsyre i ca. 2 dl surt opvaskemiddel (pH4).

Smør afkalkningsmidlet på flader og revner på vasken, hvor der er synlige kalkbelægninger. Husk handsker.

Midlet kan også anvendes til hovedrengøring af fliser i baderummet. Da syren kan angribe fugerne skal man først mætte fugerne med vand, og så smøre blandingen på med en pensel eller en klud. Lad det virke 5 minutter.

Midlet kan anvendes til kalkrande i toiletkummmen. Dub lidt middel på et stykke toiletpapir og lad det sidde ½ time.

Ikke alt tåler syre

Tåler eddikesyre, citronsyre og andre former for kalkfjerner:

  • Håndvaske og toiletter af porcelæn.
  • Fliser og klinker, men ikke fugerne imellem.
  • Nogle vandhaner og armaturer, men ikke alle.
  • Brusekabiner af polystyren.
  • Badekar og håndvaske af akryl og kompositmaterialer 
  • Granit.
  • Glas.

Tåler ikke syre:

  • Marmor, skifer og andre natursten.
  • Terrazzo.
  • Emaljerede overflader, f.eks. i badekar.
  • Fuger mellem fliser og gulvklinker.

Kilde: Fru Grøn

Skyl fuger med vand, før du afkalker fliser

Fliserne er et særligt problem, når kalken skal af. For fugerne mellem fliserne kan ikke tåle syre. Du kan klare problemet ved at skylle fugerne, så de bliver mættet med vand. Så kan de ikke opsuge syren. 

Da den ophobede smuds er en blanding af hudfedt, sæberester og kalk kan du prøve at skrabe det af med en glasskraber. Som regel er der mest smuds på de nederste fliser. 

Spray eller smør et sanitetsrengøringsmiddel på og lad det virke et par minutter. Skrub det med en skurebørste og skyl efter og poler fliserne.

Fjern kalk fra fliser sådan: 

  1. Mæt fugerne med vand
  2. Skrab evt. de nederste fliser med en glasskraber
  3. Smør eller spray et sanitetsrengørings- eller afkalkningsmiddel på fliserne afhængigt af mængden af kalk. Husk handsker.
  4. Skrub det med en børste og lad et virke et par minutter.
  5. Skyl godt efter og poler fliserne.

Brug knofedt til snavs i fugerne 

Til snavs i fugerne er det en god løsning at bruge følgende:

  • Universalrengøringsmiddel.
  • Skuresvamp.
  • Fugebørste eller en tandbørste
  • En god portion knofedt. 

Det er som oftest nok til den almindelige rengøring, men hvis du har meget skimmelvækst på dit badeværelse, kan det være nødvendigt at bruge Rodalon. 

Skimmelvækst er et tegn på, at der trænger til at blive luftet mere ud på badeværelset.

Tør badet af efter brug, så slipper du for kalk

Husk at tørre badet af efter brug. På den måde forebygger du kalkproblemer og skåner dermed miljøet. 

Du kan nemt opleve, at du først skal kalke af efter mere end 3 år, hvis du og din familie er grundig med at svabre overfladerne af samt tørre dem af med håndklæde og åbne vinduet.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab